- tilbage til tiden før satelliter + mobiltelefoner + computere + lommeregnere + GPS + digital musik
og de fleste af de teknologiske frembringelser, vi omgiver os med nu om stunder  -  -  -
        TV var lige begyndt at brede sig, - typisk små 14" apparater, der kun kunne modtage 1 kanal i sort/hvid - 2 timer hver dag - - og det var fantastisk ! ! !

---

        Alle billederne i denne historie er optaget med et husmandskamera, - (undskyld husmænd) - et Kodak Retina II.
     Det var den gang, jeg ikke anede, hvad jeg gjorde.         Som de fleste andre trykkede jeg blot på "knappen", - og håbede "der var noget på".

        Billedkvaliteten er lav, - dels er det scannede lysbilleder, dels har et ophold i min kælder med lidt for megen fugt været hård ved dem.
   

---

        Efter uddannelse til radiotelegrafist af 2. klasse  på navigationsskolen i Svendborg i 1955, sejlede jeg i 2 år, - tog så tilbage til Svendborg og blev opgraderet til telegrafist af 1. klasse.
        Forskellen på klassificeringen ligger alene i hastigheden, hvormed man er ( var ! ) i stand til at sende og modtage tegnene i morsealfabetet,
        2. grad = 80 tegn/min. 
        1. grad = 125 tegn/min.

        Herefter søgte jeg en stilling under Grønlands- ministeriet (1958).
        Man var i færd med at sammensætte et hold til bemanding af den tidligere amerikanske base
"Bluie West One", - nu bedre kendt som "Narsarsuaq Lufthavn" i Sydgrønland.

        Var der i 2 år.
       
        Hjem på ferie i 1960, - derpå til Station Nord.
        Se evt. også historen derfra - -

---

        Lige nord for byen Qaqortoq (Julianehåb)  - på vestsiden af det sydligste Grønland løber en dyb fjord langt ind i landet.                                                                        

        Fjorden hedder Tunulliarfik / Eriks Fjord  - også kaldet  Skovfjorden . 

        

       Det med skoven vender vi tilbage til.

                                

                                               

        Helt inde i bunden af Skovfjorden på den østlige side, findes en stor slette.
        Den er dækket af sten og grus, - efterladenskaber fra den bræ, der idag har trukket sig 8-10 km tilbage fra fjorden. Fra bræen afgives smeltevand, der danner et naturligt elvleje, som munder ud i Skovfjorden.
       
        Slette hedder på de kanter [Narsar], men da det er en stor slette bliver det til Narsar-suaq, - idet stor
hedder [suaq].

        Så er der det med s'erne !

        Vi stavede navnet [Narssarssuaq].

        Amerikanerne stavede navnet [Narsarssuaq].

        Nu staves lufthavnens/bygdens navn (for nemheds skyld ?) Narsarsuaq.
       
        Der er i dag ca. 160 indbyggere, - alle knyttet til driften af lufthavnen, om ikke som andet, så f.eks. som kone/mand til en eller anden.

       

        På den modsatte side af fjorden over for Narsarsuaq er et område med græsningsmuligheder, hvor der nu findes et produktivt fåreavler-miljø.

        Bygden hedder  Qagssiarsuk .

 

        Q-et i grønlandske stednavne "udtales" som en harkelyd, - ca. den lyd man hører, når en person med fremskreden forkølelse klarer halsen.

        Harke-lyden anvendes også i andre sprog - f.eks.  spansk.

---

    

    Netop her bosatte Erik den Røde sig som første 
europæiske nybygger, efter han havde været nødt til
at forlade sin fædrende gård på Nordisland.
        Det var noget med, at han blev dømt fredløs p.g.a. drab og anden ballade med naboerne.
        Det var ca. år 982. 
        Efter tre års fredløshed vendte han tilbage til Island år 985 og begyndte straks at tale for en større udvandring til "Grønland", - som han beskrev som absolut bedre end det nordlige Island, hvad græsningsmuligheder angik.


        25 skibe fulgte ham med 700 mennesker, dyr og husgeråd.
       
        14 af skibene nåede frem.

        Tallene fortæller tydeligt, at man satsede noget, når man begav sig på en sådan færd.
        Hermed var koloniseringen af Grønland for alvor begyndt omkring nuværende Quqortoq (Julianehaab).
        Nordboerne kaldte selv det område for Østerbygd.

        Ser man efter på et kort, ligger det sydlige område ganske rigtigt øst for området  Vesterbygd oppe omkring nuværende Nook (Godthaab), - men begge områder ligger altså på Grønlands vestkyst.

        Eriks eget bosted overfor Narsarsuaq kaldte han for  Brattahlid .

        Dermed havde nordboerne startet kolonisering af det sydlige Grønland. 

        Det stod på i næsten 500 år, indtil klimaet ændrede sig til det koldere  (den lille "istid" omkring 1600-tallet).              Det blev derfor umuligt at opretholde livet deroppe og bibeholde de vigtige handelsforbindelser til Europa.

 

        Nordboerne forsvandt - måske uddøde de simpelt hen !

       Erik selv dør i 1007, men inden da havde hans søn, Leif den Lykkelige, været en tur langt nede på den nordamerikanske østkyst. 
        Han fik dog vanskeligheder med de indianske indfødte, - hvorfor han opgav opholdet og vendte tilbage til Brattahlid.
       
        Beviset for Leifs (eller i hvert fald nogle nordboeres udfærd til Nordamerika), er et lille stykke Antracitkul, fundet ved udgravning af ruinerne af et nordbohus oppe i Vesterbygd.
       
    ( Jeg har efterfølgende ikke kunnet finde nogen bekræftelse på ovenstående "bevis" på nettet, men hvor husker jeg det så fra ? - det kommer jo ikke af sig selv ! )

        Antracitkul (ses ofte stavet med s i stedet for c) er en særlig ren stenkultype med mellem 92-98% kulstof.
        Det er dannet ved en sjældent forekommende geologisk proces med bjergfoldning og samtidig varmepåvirkning af en eksisterende kulforekomst. 
        Antracitkul findes i Andesbjergene (Peru), i Rocky Mountains i det vestlige Canada samt i Appalacerne, - netop på den nordamerikanske østkyst.

- - - og så var den der endelig, -  i dag den 24. april 2017
fandt jeg en amerikansk henvisning til en bog - - - -
    Helge Ingstad: "Landet under polarstjernen", bogen
hvori han fortæller om fundet af bl.a. antracit-kulstykket.

        Besøger man Qagssiarsuk idag, kan man se udgravede bygninger, der fortæller lidt om, hvordan
Erik den Røde's bygd så ud.

        Imponerende er det at konstatere, at i Røde Eriks hal var der indlagt vand, idet en lille bæk var ledt ind gennem hallen.
        Hal og Hal er nu så meget sagt, - fundamentet er på størrelse med et halvt parcelhus.
        Væggene har været opbygget af græstørv, nogle steder op til 3,5 m tykke.
        Hovedindgangen er vendt mod syd, så han har haft frit udsyn til den sydlige ende af fjorden, hvor eventuelle besøgende måtte vise sig.

        Se ruinen af Erik´s "hal" her:
http://www.warbirdforum.com/bluie1.htm

        Nå, - denne historie skulle jo ikke handle om Røde Erik og nordboerne, - men det er nu svært at lade det ligge.
        Vil du vide mere om ham og de andre nordboere, kan du begynde med dette link -

http://da.wikipedia.org/wiki/Erik_den_R%C3%B8de

eller

http://www.aerenlund.dk/helte/erik_den_rode.html

        Historien om Erik, Leif og de andre nordboere er ikke kedelig, men andre har skrevet rigtig gode beretninger derom, - find dem på biblioteket eller nettet.

        Yderligere informationer om Grønlandske forhold og grønlænderne kan du finde her:   

 http://www.tidsskriftetgronland.dk

og direkte adgang til tidsskriftets arkiv giver:

http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/       

---

        Efter Danmark´s besættelse den 9. april 1940 var Grønland og Island teoretisk set også på tyske hænder.
        Tyskerne gjorde dog ikke umiddelbart noget for at hævde rettigheder nogen af stederne.
       
        Da de to områder kunne få strategisk betydning under den igangværende krig, sørgede den danske ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, på årsdagen for den tyske besættelse, den 9. april 1941, at underskrive en diplomatisk aftale med USA.

        Amerikanerne havde - meget praktisk - besluttet stadig at betragte Kauffmann som Danmarks repræsentant i USA.

        Aftalen gjorde både Grønland og Island til amerikanske protektorater.

        Tre måneder efter gik amerikanske ingeniørsoldater i land i Narsarsuaq og påbegyndte anlæggelse af en startbane. Den blev belagt med kraftige sammenhæftede metalmåtter.
        Desuden opførtes de nødvendige bygninger og tankanlæg, der gjorde basen funktionsdygtig som lufthavn.
        I september 1941,  endnu 3 måneder før USA trådte officielt ind i 2 verdenskrig, var Narsarsuaq klar til at modtage de første fly.


        Samtidig opførtes en base i Sdr. Strømfjord - Bluie West Eight - i dag Kangerlussuak.
        Denne skulle fungere som alternativ til Narsarsuaq i dårligt vejr, men det havde den ulempe, at turen til England dermed blev 300 miles længere.

        På nettet findes mange beskrivelser af de vanskelige indflyvningsforhold, - heri skildres piloternes frustrationer over at skulle ramme Skovfjorden i første forsøg.
        Nord for Skovfjorden åbnede Bredefjord sig og mod syd  Igalikofjord.

        Problemet var, at flyene ofte skulle ramme den rigtige fjord i første forsøg på grund af lavt skydække.
        De fløj da som gennem et rør med skyer for oven, fjeld på begge sider og nederst vand eller is.
        Det var vanskeligt / umuligt at skifte fra den ene fjord til den anden uden lokalt kendskab, - hvad piloterne naturligvis ikke havde.

        Indflyvningen gennem Skovfjorden var endvidere berygtet for dårlig sigtbarhed og lave skyer i perioder.
        Det hjalp lidt, da man senere fik anbragt en beacon (radiofyr) ude på en af de små øer (Simiutaq) ved Skovfjordens munding.
        Meget af de dårlige vejrforhold skyldtes bl.a. det årligt tilbagevendende fænomen med storis fra østkysten, der drev rundt om sydspidsen og op langs den grønlandske vestkyst, og skabte tåge og lavthængende skyer, - lige hvor indflyvningen til Skovfjorden var.

        Man regner med at ca. 10.000 fly var gennem Narsarsuaq under krigen.
        Fidusen ved stedet var, at man kunne flyve bombe-  og jagerfly fra de amerikanske fabrikker via Canada - Narsarsuaq og Keflavik (Island) -  til England.

        Jagerfly havde man også sendt med skib over Nordatlanten, men de tyske ubåde sørgede for, at kun ca. 50% nåede frem.

        Startbanen ligger ret skråt.
        Indflyvningen foregår altid fra fjordsiden, hvor banen starter 4 meter over vandkanten.
        I den anden ende, ind mod bræen, ligger banen ca. 33 meter højere.
        Længden er 1660 meter.
        Start foregår altid ud over fjorden.

        Læs detaljer (på engelsk) her:

http://www.warbirdforum.com/bluie1.htm

        Allerede inden krigens slutning i 1945 ansås basens rolle for udspillet og den blev sat på "vågeblus" - den fungerede derefter kun som nødlufthavn.

        Foranlediget af den "kolde krig" blev Narsarsuaq og Sdr. Strømfjord dog "genoplivet" i begyndelsen af 50´erne og Bluie West six (Thule Airbase) blev nyanlagt med startbane og tilbehør - (se evt. også min historie fra Station Nord).

        I Narsarsuaq blev startbanen ryddet for den oprindelige belægning af metalmåtter og i stedet belagt med beton.
        Som supplement til de mange eksisterende træbygninger (barakker) blev der nu opført nye betonbygninger til lager, elværk og beboelse m.v.
       Der blev tilknyttet en dansk forbindelsesofficer og opført et lille rødmalet hotel i træ, der kunne betjene tilrejsende danskere.

        I dag er alle træbygninger fjernet, - med undtagelse af Base Commanders bygning, der fungerer som museum.


        Det lille hyggelige H-formede hotel blev vor basis det første år.
        Olietromlerne er "beskyttelse" af vort nye nedgravede el-kabel.

---

        Efter at have opdateret min telegrafistuddannelse søgte jeg Grønlandsministeriet og fik job på et hold, der skulle bemande en ny vejrstation et sted i Sydgrønland, der hed Narsarsuaq.

        Anede ikke noget som helst om, hvor/hvad det var.

        Mit umiddelbare mål var at tjene penge i en fart til en uddannelse herhjemme.
        Jobs på Grønland blev dengang aflønnet som andre steder i landet, plus et lille tillæg på ca. 10%, men indtægten deroppe var skattefri, - så det burde kunne blive til noget i en fart.

        Jeg flyttede til København en måned før afrejsen og fik på Meteorologisk Institut i Charlottenlund et  kursus i at lave en troværdig vejrobservation.
        Jeg skulle gøres fortrolig med at iagttage skydække - skytype - skyhøjde - nedbør - temperatur - dugpunkt - vindretning - vindhastighed - lufttryk o.s.v.

        De opserverede data blev omskrevet til tal-koder.

        Koderne skulle sendes via Angmagssalik ovre på østkysten. Her blev alle vejrobservationer fra hele Grønland samlet og sendt til København.
        Altsammen pr. telegrafi.
        Hver 3. time døgnet rundt.

        Den smule viden om det meteorologiske jeg fik, har jeg i øvrigt haft stor glæde af siden.

        Sidst i september 1958 sejlede vi fra København i gamle "M/S Disko".
    

        "M/S Disko" - her for anker i Umanak
        Bygget 1927 på Kjøbenhavns Flydedok og                     Skibsværft til Kongelig Grønlandsk Handel (KGH)
        Motor: Burmeister og Wain, 6 cyl., 4SA, 9,5 knob
        1050 HK - 1496 Bruttoregistertons
        TDW: 1400
        NET: 891 -  ( det skibet må laste ).
        Ophugget i Tønsberg i 1966.

        Skibet havde den ejendommelige tilbøjelighed altid at have lidt slagside, - hvis ikke til styrbord, så var det til bagbord, det lå aldrig vandret i søen.

        Man fortalte os, at sådan havde det altid
været, - og det var så det.

        "Disko" var allerede da en gammel potte, og egentlig ikke noget at begive sig ud i Nordatlanten med på den årstid. 
        Skibets radar var ude af drift på hele turen derop, men det har jeg nu først fundet ud af bag efter.
        "Disko" havde dog foretaget turen så mange gange,
uden problemer, at alt talte for, at skuden kunne gøre det endnu en gang.

        Vort hold bestod af :

        1 stationsleder
        1 kok
        1 messedreng (så vidt jeg husker)
        2 altmuligtmænd (tømrere)
        4 radiosondefolk
        1 maskinmester med kendskab til el-installationer
        4 telegrafister
        1 civilingeniør, Adelbert Schula, med forstand på radioudstyr.
        Jeg erindrer ikke, om han var med Disko derop, - vi så ikke meget til de andre passagerer under opturen, - han kan også have sluttet sig til holdet i Julianehaab.

        Til etablering af den nye vejrstation på den gamle luftbase medbragte vi i lasten 400 tons gods-diverse.
        Vi var ca. 60 passagerer ombord.

        Der var intet radioudstyr med hjemmefra, - vi skulle benytte amerikansk (gammelt) grej, der fandtes på stedet.

        Opturen varede længe nok til, at vi måtte gennem  2 - 3 lavtryk inden vi kunne anløbe Julianehaab.
        Det urolige vejr påvirkede passagererne stærkt, - de fleste blev mærkeligt grønne i hovederne og tilbragte stort set hele turen i køjerne.
        Vi var flere gange kun 5 - 7 stykker der stillede til måltiderne oppe i messen.

        Dog var vi 4, der holdt til den urolige tur hele vejen, og for at få tiden til at gå, spillede vi Whist.

        Jeg vandt i alt 2,72 kr  - rigeligt til at købe sig en pakke cigaretter i hovmesterens lille butik.
        Han holdt åbent en gang hver dag, så man kunne erhverve sig det allermest nødvendige - gennem hans lille luge i døren ind til kabyssen.

        Det ærgrer mig stadig, at jeg aldrig fik held til at inddrive min gevinst, - det er nok derfor beløbet stadig
erindres.

        Vel ankommet til Julianehaab nød alle, at dørken igen var - ca. vandret, - det er jo en fordel for de fleste.
        Turen dagen efter ind gennem Skovfjorden husker jeg mest for ubeboet fjeld, isskosser og totalt blank vandflade - det så ret fredeligt, men også køligt ud.

        Når man anløber havnen i Narsarsuaq undres man over kajens størrelse og kvalitet.
        Vi fik fortalt, at amerikanerne havde slæbt to gamle skibsskrog derop, - fyldt dem med sten og sænket dem oven på hinanden for at få et fundament til kajen.

        Om den historie holder i retten, ved jeg dog ikke, - man hører jo så meget, - hvis man ellers hører efter.

---

        Første overnatning fandt sted på "Disko", hvor mandskabet havde travlt med at få alt grejet losset - bl. a. to grønne Land Rovere og tre små mobile elværker.

        Da "Disko" afsejlede dagen efter, lå det meste af de 400 tons gods stadig tilbage på kajen, selv om vi allerede var igang med at flytte det de ca. 3 km op på basen .

        Oprettelsen af "Vejrstation Narsarsuaq" var startet i et forrygende tempo som først aftog noget, da de sidste amerikanere forlod os godt en måned senere.

        Der skulle etableres elværk og radiostation samt indrettes overskuelige lagre til vore forsyninger.
        Alle arbejde 12-16 timer i døgnet med alt muligt, - og faglige kompetencer var selvfølgelig gode nok, men det meste kunne alle klare - evt. med lidt instruktion først, så det gjorde vi - og jeg tror alle kunne lide opgaven - korpsånd hedder det vist,

        - og det er ret godt at være med til !

        Jeg selv stablede konserves - kørte vand - klatrede i træmaster med mastesko for at lave antenneanlæg, og så blev jeg koblet på ingeniør Schula som "føl", for at etablere den første radiostation, - herom mere senere.

        Vi havde "kniven på struben", fordi de ca. 50 amerikanere, der var tilbage på basen agtede at forlade os i løbet af en måned.
        Da vi var afhængige af elektricitet fra deres kraftværk, var det meget nødvendigt at få vort eget elværk og  el-installationer i drift snarest.

        En vanskelighed bestod i, at amerikanerne anvendte spændingen 110 Volt, hvorfor det røde hotel og den kommende radiostation med de amerikanske sendere og modtagere skulle have driftspændingen konverteret fra vort nye elværks 220 Volt ned til 110 Volt.
        Det gjorde vi med en stak medbragte autotransformatorer.

        I Narsarsuaq fandtes på stedet en nyoprettet ionosfærestation fra 1957, der også skulle have strøm.

        Vore  3 små mobile elværker bestod hver især af en stålramme på fire hjul.
        På rammen var monteret en dielselmotor koblet til  en el-generator.
        De blev alle anbragt i et hjørne af den kæmpestore tomme betonlagerbygning lige sydøst for hotellet, - der fyldte de ikke mere en en skoæske i hjørnet af et køkken.


        De små mobile el-værker var opbygget, så de blot skulle startes, så kunne de selv styre dieselmotorernes omdrejningstal - en nødvendighed for at holde de 220 V og 50 Hz konstant uden at skulle etablere vagter.
        Der blev lagt kabler over til hotellet og videre ned til en barak nede ved elven, - den var erklæret egnet til at  rumme vores radiostationen.

        Det grønlandske televæsen havde udlånt en yngre dansk civilingeniør ved navn Adelbert Shula til at forestå etablering af radiostationen.
        Han havde en fortid i Brasilien, før han blev ansat i det grønlandske televæsen.
        I 1956 etablerede han VHF-udstyr til fly- kommunikation inde på den nyanlagte "Station Nord".
        Hans fortælling om "Nord" fik mig til at søge derop efter de 2 år I Narsarsuaq, - men det er allerede blevet til sin helt egen historie. 
       
        Jeg blev tilknyttet ham som "føl" i en god måneds tid til radiostationen kørte.
        Jeg var nok den eneste af telegrafisterne, der interesserede sig for den mere tekniske side af radiotelegrafi, og opbygningen af en radiostation fra bunden blev en rigtig god oplevelse.
        Shula var en god læremester, - ikke fordi han sagde så meget, men han kunne sit kram på en facinerende effektiv måde,
        - og jeg er ret god til at iagttage - -, mener jeg selv.

        Vi fik udleveret to gamle sendere og to modtagere samt reservedele m.m. af amerikanerne.
        Den ene modtager var ret ny og af fremragende kvalitet,  - men resten havde set bedre dage.
        Egentlig var det meningen vi kun skulle have den ene sender, idet amerikanerne mente den anden var "lige til Dumpen" (skrot).
        Ing. Shula tog dog dem begge med sig.

        At det varede mere end en måned at få grejet til at køre skyldtes, at der var en masse kabelinstallationer indendørs, og antennerne skulle strikkes sammen og anbringes oppe mellem nogle høje træmaster i nærheden.
        Desuden skulle de meteorologiske instrumenter sættes forsvarligt op, nogle ude, andre indendørs.
        Alt blev udført særdeles holdbart, - vi havde hørt om føn-stormene.

        Da alt kørte, - undtaget den defekte sender, begyndte Shula at eksperimentere med den, - med det resultat, at hver gang vi slog højspændingen til, sagde det "BANG!!!" - og så skulle der nye sikringer i.
        Da det havde stået på en hel dag, var han tæt på at opgive det - vi var også ved at løbe tør for sikringer.

        Næste dag må han have tænkt ekstra godt over sagen, idet han næsten straks efter vi mødtes nede på "radioen" tog en lommelygte, og lagde sig ned på gulvet bag senderen.
        Han var bemærkelsesværdig tavs i 5-10 min. mens han lå og rodede inde i bunden af den, men så kom det: "Lambæk, vil De være venlig at række mig en pincet".
        Vi var Di's, hvilket var meget naturligt dengang.
        Han fik sin pincet, og et øjeblik efter fremdrog han et indtørret lig af en mus.
        Senderen startede derefter helt upåklageligt, - vi havde fået en tiltrængt ekstra sender.

        Musen havde oprindeligt fundet vej ind i apparatet, og på et tidspunkt berørt højspændingsterminalerne. Det har udløst en kæmpegnist, hvorved den har mistet livet øjeblikkeligt.
        Liget af den afdøde, nu indtørrede mus lå så uheldigt, at den til stadighed kortsluttede højspændingen i senderen.

---

        Inden jeg tog afsted havde en af naboerne til mine forældre, hvor jeg ferierede, ytret ønske om, at jeg forsøgte at skaffe ham noget ammunition til den US-carabin han havde fra krigens tid som frihedskæmper - "når jeg nu alligevel kom i kontakt med amerikanerne".
        US-carabinen er en lille lækker halvautomatisk riffel, og selv om han var skovløber, kneb det ham åbenbart at skaffe patroner til den.
        Han var en god nabo, så jeg tog opfordringen alvorlig.
        Mens der stadig var amerikanere på basen i oktober -58, gik jeg til basecommander, og spurgte om han ikke kunne skaffe mig lidt krudt.
        Han fik selvfølgelig historien bag anmodningen, og viste sig samarbejdsvillig, - han kom med 32 skud og bad om en flaske whisky til gengæld.
        Selv om jeg syntes prisen var i overkanten, resulterede det i, at jeg 2 år senere havde ammuniton med hjem til en glad nabo.
        Det var før al det her ståhej med, hvad man måtte tage med i et fly opstod - - så det !

---

        Forinden havde de orienteret os om, at der var olie på elværket til endnu 12 timer, hvorefter det selvsagt ville stoppe af sig selv.
        Da havde vi lige fået vort eget lille el-værk igang, så vi klarede den !
        Det var efterhånden blevet frostvejr døgnet rundt, så vor maskinmester var for en ordens skyld oppe for at lukke kølevandet ud af elværksmaskinerne, så de ikke blev frostsprængt.
        Det var nordmændene glade for senere, da de hentede alt af værdi.
        Opvamningen af træhusene var oprindelig foretaget med oliekaminer, - store, - grimme, - men effektive.
        Så vidt jeg husker, havde vi dog elvarme i det lille røde hotel.

---

       
        Selv om amerikanerne havde tømt basen for grej, så var der alligevel en del tilbage.
        Da den danske stat ikke ønskede at overtage basen og startbanen (og rydde op), var der ikke  defineret en ejer til de tilbageværende ting.
        Da heller ingen sagde, at vi ikke måtte gå på opdagelse i de mange forladte bygninger, så kiggede vi selvfølgelig indenfor i nogle af husene af ren nysgerrighed.


        Mest interessant var egentlig "Dumpen", amerikanernes betegnelse for lossepladsen nede ved elvens udløb i fjorden.
        Her var anbragt alt, hvad "der ikke virkede".
        Og det var ikke småting man havde opgivet, - busser - jeeps - havarerede fly - udtjent radiogrej o.m.a.
       
        Særligt udtjente var mange af tingene nu ikke, - manglede man et køretøj, kunne det findes parkeret dernede.
        Det eneste der skulle til var måske et "ikke punkteret forhjul", eller en akkumulator med strøm på,
- skaffede man det, var man kørende.
        Der lå dynger af kasserede sendere og modtager, hvilket interesserede mig specielt, - den gang havde jeg drømmen om at bygge min egen lille hobbystation,
når jeg vendte hjem til Danmark igen.
        Det blev nu aldrig til noget.
        På grund af det tørre klima var tingene ellers i god stand.

---

        Som et af de få minder fra dumpen, er jeg stadig i besiddelse af en 5 volt glødestrømstransformator fra mellemtrinet i en sender, der lå dernede.
        Den har nu tjent min familie tro siden 1975, idet den indgår som en vigtig del af strømforsyningen til vort el-opvarmede toiletsæde.
 
        Forhistorien er den, at efter energikrisen i 1974 steg varmeregningen en del, hvorfor jeg ønskede at sænke temperaturen i vort badeværelset.
        Det forekom mig spild af energi at køre med 22-23 grader i badeværelset i betragtning af, hvor kort tid man i praksis opholdt sig der.
        Jeg skruede ned for varmen, men næppe havde den sænkede temperatur forplantet sig til toiletsædet, før min bedre halvdel optrådte uventet aggressivt.
        Hendes argument mod de nye tilstande var, at hun nødvendigvis skulle benytte det kolde sæde ved hvert besøg, mens jeg og drengene kunne stå op til det meste.
        I ligestillingens navn, var det uretfærdigt,
udtalte hun !!!

        Selv om jeg af natur ikke er tilbøjelig til at bøje mig for noget, der kan synes at være et luksuskrav, måtte jeg her indrømme, at hun måske havde fat i noget - - -
(alt det der med kønnenes ligestilling var netop begyndt at florere).
        Nå, - I stedet for at sætte temperaturen op igen, fræsede jeg så en varmetråd ned i undersiden af toiletsædet og satte strøm til.
        Det varmede godt nok, men fyldte også rummet med en del brummen - det var jo vekselstrøm.
        Så blev der fremstillet en ensretter, så sædet fik jævnstrøm - tilbørligt udglattet - og så var kun varmen tilbage.
        Siden har ingen i familien brokket sig over det, - tvært imod.
        Og således kom en gammel transformator fra Narsarsuaq til ære og værdighed - og det har den ind til videre været i 37 år.

---

        Efter amerikanerne havde forladt os kunne vi begynde at fungere i en dagligdag, der for telegrafisternes vedkommende bestod i vagter med afsendelse af vore vejrobservationer og en smule alm. kommunikation.

        Radiosondefolkene fik styr på sondeopsendelserne ( læs om radiosonder i "Station Nord" -  historien ) og vinteren begyndte at nærme sig - ikke fordi den blev særligt skræmmende, - vi havde temperaturer over 20 minusgrader det meste af tiden og måske 30 cm sne ialt, + en enkelt alvorlig fønstorm, men ellers pragtfuldt tørt, stille vejr.
 
        Ing. Shula rejste til Julianehåb, - han havde gået og trukket sin afrejse lidt, - han ville gerne gøre hjemrejsen til Danmark med det nye grønlandskib "Hans Hedtoft",
hvad der ikke var noget at sige til, - alternativet "Disko", havde ikke ligefrem budt vi andre på en luksusrejse.


        Som en følge af alle nyinstallationerne med en del el-motorer rundt omkring, var radiomodtagelsen på den nye radiostation stærkt plaget af radiostøj, - knas der bevirkede, at vi kun vanskeligt kunne høre de andre stationer.
        Sende kan man jo altid, men kan man ikke høre de andre stationer, får man ingen kvitteringer for det der er sendt, - og så er det principielt ikke sendt !
       
        Heldigvis fandtes i Julianehaab en telegrafbestyrer ved navn Villy Nielsen.
        Han var oprindelig uddannet  elektriker, og han var kendt i hele Sydgrønland for sin evne til at finde og fjerne radiostøj.
        Følgelig var han i besiddelse af de lidt specielle stumper (kondensatorer og spoler), der skulle bruges til formålet.
       
        Radiostøjen opstod, fordi små gnister dannedes mellem el-motorernes kommutatorer og kulkontakter, når motorerne kørte.
        Som små ukontrolable radiobølger spredte støjen sig ud i alle de elektriske installation - blot et ondartet køleskab startede, kunne det blive umuligt, at høre de andre radiostationer, - og det er meget uheldigt for en telegrafist.
        Villy blev tilkaldt, og i løbet af et par dage fandt han og fjernede stort set al vor lokale radiostøj, hvorefter vi fik en langt større chance for at høre de andre stationer.
        Bravo Villy !

---

        Ved juletid brændte den ene af vore små el-værker af, - generatoren var ødelagt.
        Nå, vi havde heldigvis to tilbage, så rigtigt slemt var det ikke.
        Så gik der en måneds tid mere, - så skete det igen.
        Nu havde vi kun en generator tilbage, og det kan nok være det gav bekymringer.
        Værst var, at ingen tilsyneladende kunne finde ud af, hvordan det kunne ske.

        De defekte generatorer blev sendt hjem til reparation så skyndsomt som det nu kan lade sig gøre, når man sidder i Narsarsuaq og reparatøren er hos Thrige i Odense.
        Vi manglede nu en reservegenerator på elværket, men vi var heldige, idet den sidste generator holdt til vinterbelastningen, og langt om længe kom "Kista Dan" med de to andre fra reparation i Danmark.

---

        På ionosfærestationen sad ing. Jens Olesen med sin kone Inger og sønnen Klaus (4 år kvik).
De inviterede os alle til at holde jul på "Ionosfæren", efter vi havde spist..
        Det var ret hyggeligt !

---

        I "Det Internationale Geofysiske år 1957-58" forsøgte man at rette opmærksomheden mod forskning af "Verdensrum og Dybhav"
        Cand. mag. Asger Lundbak har skrevet en artikel om det, som du kan hente her:

http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/
1960-3-Artikel01.pdf    
       
        Artiklen bearbejder klima-relevante undersøgelser
omkring Grønland, samt en interessant beskrivelse af de første forsøg på at inddrage raketter i undersøgelserne - raketteknologi var på begynderstadiet.


        En del af udforskningen af verdensrummet blev foretaget ved hjælp af et stort antal ionosfærestationer.
        Sådan en havde vi også i Narsarsuaq.
        Dens opgave var at undersøge, hvordan partikler udsendt fra solen, påvirkede ionosfæren, - højtliggende lag med ladede partikler, - lagene ligger rundt om Jorden i 80 - 300 km højde.
        Når ionosfærelagene var intakte, kunne man benytte dem som en slags "spejl" til at kaste vore kortbølge-signaler tilbage mod jorden  og derved gøre det muligt at sende meddelelser rundt på Jorden, selv om sende- og modtagestationerne ikke kunne "se" hinanden.


        Ved at sende kraftige radio-impulser lodret op mod rummet, er det muligt at modtage tilbagekastede ekko-impulser fra ionosfærelagene nede på stationen.
        Måles tidsforskellen mellem impulsens afsendelse og det tilbagekastede signal, kan man bestemme, hvor mange lag der er, - afstanden op til dem, samt lagenes tilstand (tæthed).
        Da solens partikler påvirkes af jordens magnetfelt
og også danner nord-lys fænomenet, var Narsarsuaq,
der ligger lige i nordlysbæltet en rigtig god pladsering for en ionosfærestation.

        Nordlysene var under tiden så kraftige, at vi kunne læse avis udendørs om natten ved lyset fra dem, - hvis altså man havde lyst, - altså.
        Indsamlingen af alle impuls-data foregik automatisk, men bag efter skulle de "scales", et job for ionosfæremanden med oversættelse af data til talkoder.
        Koderne egnede sig så til efterfølgende studier rundt omkring på universiteterne.

---

        Den daglige rutine med vagter og telegrammer blev pludselig afbrudt dem 30. januar. 1959.
       
        Nede på radioen blev vi opmærksomme på nød-arbejde, ledet af Prins Christians Sund Radio.
     
        Efterhånden gik det op for os, at det drejede sig om det nye grønlandsskib "Hans Hedtoft".

        Skibet havde forladt Julianehaab om morgenen i
relativt pænt vejr, men da det nåede ned på 56,5° nord ved Kap Farvel, løb det ind i en snestorm - skibet var stødt på et isbjerg og anmodede om øjeblikkelig assistance.
        Nu er "øjeblikkelig assistance" ikke noget der hænger på træerne i en snestorm på den årstid deroppe, - så vi indså straks alvoren i det, der foregik dernede.
 
        Som tiden gik den aften forstod vi, at det "der ikke kunne ske" nok var sket alligevel.
       
        "Hans Hedtoft" forliste med 40 besætnings- medlemmer og 55 passagerer - mænd, kvinder og børn, - og ingen havde kunnet gøre noget effektivt for at hjælpe dem.

        Vi følte os alle stærkt påvirket af ulykken, - og det gjaldt alle på Vestkysten, - mange havde mistet familie,
og alle kendte nogen blandt de ombordværende.

        Også ing. Shula omkom.
        Han var ungkarl, men efterlod sig sin mor i København.

         Det døgn efter ulykken, hvor vi sad nede på radiostationen og lyttede og håbede, - det glemmer ingen af os nogensinde.

        En eftersøgning efter skibet blev selvfølgelig iværksat, men den var resultatløs.
        Dog, - den 7. okt. 1959, 9 mdr. efter forliset, fandt en islandsk bonde et redningsbælte drevet i land på kysten.
        Det bar påskriften "Hans Hedtoft".

        Redningsbæltet hænger nu i kirken i Julianehaab.

---

---

       
         Alle talte lidt om - og tænkte meget over, hvordan den ulykke kunne ske.
        Den gængse teori var, at skibet havde ligget underdrejet og var drevet bagud mod et isbjerg.
        Herved var det store maskinrum blevet beskadiget og efterhånden fyldt med vand.
        Der gik er vedvarende rygte om, at skibets radar ikke fungerede.
        Jeg har i de redegørelser, jeg tidligere har set, bemærket en påfaldende mangel på omtale af radarens tilstand, men i forberedelserne til at skrive denne historie, er jeg omsider stødt på utvetydig bekræftelse på, at radaren var ude af drift.
        Se links til artiklen i maskinmestrenes blad under afsnittet "Om radar".

---

      
        På et kursus i radarteknologi, - det seneste elektroninske udstyr til rådighed for handelsskibe, fik jeg et overfladisk kendskab til apparaturet.
       
        Der benyttedes almindeligvis to typer, en med 3 cm -, og en med 10 cm bølgelængde.    
        3-cm radaren "kan se" mindre objekter og mere detaljeret i nærheden af skibet.
        Det betyder, at den kan registrere snefnug, hvorfor den stort set er uanvendelig i en snestorm, skærmen vil være helt hvid af falsk ekko.
        10-cm radaren "kan se" større objekter længere borte, men er ikke anvendelig på klods hold (tæt på).

        "Hans Hedtoft" havde en 3-cm radar, - og den var defekt !

        I Julianehaab sad telegrafbestyrer Villy Nielsen og i Godthaab radioforhandler, Ole Winstedt, begge med erfaringer vedr. radar.
        De to, og skibsofficerer med erfaring fra grønlandssejladsen, havde anbefalet, at skibe på grønlandsfarten skulle udstyres med begge typer.
        Et skib som "Hans Hedtoft" kostede da 14 mill. kr.
        En radar kostede ca. 50.000 kr.
        Der var tilsyneladende ikke råd til en ekstra.
 
        Endvidere var der problemer med at få de 3-cm radar'er (Raytheon), der fandtes på skibene til at køre pålideligt, - der fortælles om vanskeligheder ved at få dem til at vise objekter tæt på skibene, hvad 3-cm radaren netop skulle være god til.
      

---

       Laks - ikke kroglaks, men den lidt specielle grønlandske laksørred kunne fanges i fjorden og den nederste del af elven. De var i reglen på 2 - 4 kg og  talrige.
        Jeg havde ikke selv taget fiskegrej med derop, men på en tur sammen med en veludstyret kollega, kom vi til et "høl", en lille vandlomme dannet af elven.
        Heri stod laksene tæt, idet de ganske roligt roterede rundt i en rolige vandstrøm.
        Der blev ikke tale om almindeligt fiskeri, man droppede blot sin blink, og på et øjeblik havde man "pirket" sig til fangst.
        Det var der ikke meget fiskeri-oplevelse i, - bortset fra synet af de mange lækre fisk.
       
        Så fik "nogen" ideen med et "kold-ryge-anlæg" til almindelig forsyning af stationen med røgvarer.

       
        Tømrerne lavede et lille tårn med ophæng til fiskene.
        Et flere meter langt ventilationsrør på 50-60 cm i diameter blev anbragt fra tårnet ned til røgkammeret.
        Det var så tanken, at røgen på den lange vej til tårnet skulle køle så meget ned, at der blev tale om kold-rygning.
        Forventningerne til anlægget var store !

        Da vidunderet var klar, udsendtes kompetente folk for at skaffe fangst.
        Ved tilbagekomsten med 25 -30 laks, blev byttet gjort i stand, og hængt op i tårnet,  -  forberedelserne blev fulgt med stor interesse af resten af stationens peronale.
        Ingo meldte sig til at passe røgudviklingen, hvilket medførte, at han skulle passe processens forløb hele natten.
        Prisværdigt opofrende syntes vi.

        Natten gik, - - -  z       z  z zzZZZZZZZzz z z  !!!

        - og næste morgen lå alle laksene på jorden under tårnet i én pærevælling !

        Presset af kendsgerningerne, måtte Ingo så indrømme, at han var faldet i søvn på vagten, hvorfor ilden havde taget overhånd og sendt katastrofalt megen varme op i tårnet.

        Forholdet blev påtalt !

        Anlægget blev skrottet.

---

        Senere i 1959 begyndte mere mandskab at sive ind til Narsarsuaq i forbindelse med den begyndende opbygning som station for istjenesten.
        Ikke blot flyvningerne tiltog, - på havnen viste sig nu flere og flere både, der ankom med folk, ting og sager.


        Blandt de nyankomne i 1959 var et par flyveledere, der afløste hinanden i kortere tjenesteperioder.
        De medbragte begge fiskegrej, og den ene havde endda taget en "Kasper røghat" med.
        Det er en lille indretning på størrelse med en stor brødrister, beregnet til varm-rygning.
        Den var virkelig god til laksen, - og så kokkens friskbagte franskbrød til - jeg kan smage det endnu !

---

      
        Det var hyggeligt, - på en måde som kun en
træbygning kan være.


        Om vinteren havde vi nogle gange besøg af fåreavlere fra Qagssiarsuk. De kunne køre over isen med slæde og islænderhest - datidens snescooter.


        En gang medbragte de en ældre radio og en seddel.


        Han var kateket i Qagssiarsuk, - d.v.s. en slags lokal degn og skolelærer med en kortvarig uddannelse.
        Nu var jeg godt nok ikke radiotekniker, men vel det nærmeste man kom en sådan, så brev og radio blev overladt til mig.
        Jeg var så heldig at finde fejlen og et passende nyt radiorør til ham.

        Lars Motzfeldt, en venlig, kultiveret grønlænder, var meget vellidt blandt både grønlænderne og de danskere han kom i kontakt med. Det var ham der viste rundt og fortalte om Erik den Røde, mens vi så på nordboruinerne
under et besøg ovre på den anden side af fjorden, - det var der jeg fik startet min interesse for nordboerne.

         Og det er ham vi kan takke for, at Tjodhildes lille kirke blev fundet "et stykke fra husene" som der står i sagaerne.
        Man havde besluttet at oprette et skolehjem i Qagssiarsuk, - en kostskole, der krævede en nybygning.
        I 1961 gik udgravningen til fundamentet i gang.
        Man stødte godt nok på nogle ben, men hæftede sig ikke ved det i første omgang, der lå jo knogler af får så mange steder.
        Så kom der også et kranium frem, og Lars Motzfeldt fik stoppet arbejdet.
        Han pakkede kraniet ind i lyserødt silkepapir, og skrev på det:
og sendte det med kurrér til Nationalmuseet i København.       
        Her vakte kraniet, - og påskriften, fortjent opmærksomhed og sommeren efter blev der foretaget udgravning i Qagssiarsuk.
        Man fandt resterne af Tjodhildes lille trækirke og begravelser i tilknytning hertil.

        Linken herunder fortæller mere om Tjodhildes kirke.
http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1964-8-Artikel01.pdf
        - vær lidt tålmodig, mens artiklen findes frem !

---

        Skolehjemmet ?  - det fandt en anden pladsering.