De første sendere var som sagt "gnistsendere" - også Marconi's, der frembragte såkaldte "dæmpede svingninger".
        Det med "dæmpede" skal ikke tages for bogstaveligt, - de var rene støjsendere !


        De elektromagnetiske svingninger skabes her ved hjælp af en vekselstrømsgenerator, der kunne fremkalde  udladninger i et "gnistgab", og overføre dem til antennen via et par store kobberspoler - L1 og L2 - anbragt tæt på hinanden.        
        Metoden overførte signalet til antennen alene ved induktion mellem kobberspolerne, - altså uden ledningsforbindelse.

        De to spoler med jernkerner forhindrede svingninger med høj frekvens fra gnistgabet i at nå tilbage til  generatoren. Dennes langsomme 500 hz vekselstrøm kunne derimod godt passere ud til gnistgabet, selv om spolerne havde jernkerner.  Det gav 1000 gnister pr. sek.  
       
        Antennen, var blot en kobbertråd med isolatorer i enderne.
        Den spændtes ud mellem et par master, - på skibene havde man masterne i forvejen, mens det på land ofte var træmaster. Disse blev efterhånden udskiftet med gittermaster af stål.


        Gnistsenderne havde den store ulempe, at deres meget ukontrolable signaler kunne høres over et stort frekvensområde (mange kanaler) samtidig, så det var meget vanskeligt at modtage et signalet, hvis mere end en sender var i drift i området.
        Gnistsenderes signaler er egentlig det samme som støj fra lynene i et tordenvejr, og det kunne være meget generende, - selv på stor afstand.
        Der blev da også hurtigt et stort behov for en mere styrbar sendeteknik.

---

        I 1906 opfandt Lee Deforest så trioden, et ret simpelt elektronrør til dannelse af, eller til forstærkning af elektro-magnetiske svingninger.



        Det blev starten på udvikling af såvel sendere som modtagere, der kunne fastholde den frekvens/kanal nogenlunde konstant, som den var indstillet til.
       
        Det kneb dog lidt,  idet udstyret var følsomt overfor varmepåvirkning, - og varme var der rigeligt af.
        Rørene havde glødetråde i katoden, og høj- spændingen, der anvendtes på anoden til forstærkning af signalerne, men blev også for en stor del til varme i apparaternes komponenter, - kun en del af energien kunne sendes ud i antennen som nytteeffekt.            
        Det var ofte nødvendigt at justere og dreje på indstillingerne for at holde forbindelsen.


        Et grelt eksempel var jeg selv ude for.
        
        Det gode (gamle) skib "Lisbeth" af Gøteborg, lå i Hamburg.
        Der var sket det, at telegrafisten ombord havde drukket 6 flasker cognac på den korte tur fra Antwerpen til Hamburg.
        Da han også havde røget i sengen, døde han af det.
       
        Skibet var blevet lastet med cement til Halifax i Canada, men måtte ikke afsejle uden telegrafist.
        Som en nødløsning (der var mangel på telegrafister)
måtte jeg forlade S/S "Rita", der lå i Gävle og lastede papirmasse, for i al hast at flyve til Hamburg for at vikariere på turen til Canada.
        

        Jeg overtog et lukaf, der trods istandsættelse stadig lugtede af røg, - samt en gammel radiostation uden krystalstyret sender.
        Det betød, at senderen var særdeles påvirkelig af den aktuelle spænding på skibets net.
        Ombord anvendtes en netspænding på 110 volt, der blev leveret af en aldrende generator i maskinrummet.
        Siden denne generator var installeret, havde adskillige el-slugende apparater fundet vej ombord.
        Det resulterede i, at når jeg trykkede på morsenøglen belastede senderen nettet, så spændingen faldt til 95-100 volt, og ombord kunne alle se på lyset, at nu lavede "gnisten" et eller andet.
        Hvis hovmesterens fryser kørte samtidig, kunne netspændingen falde helt ned til 80 - 85 volt, - og så fik jeg hurtigt besøg af en stærkt irriteret maskinmester, der bekendtgjorde, at nu brændte hans generator snart sammen, - "hvis ikke jeg holdt op med det pjat".
        Kompromiet blev derefter, at når det var nødvendigt at bruge senderen, så skulle jeg bede hovmesteren om at afbryde fryseren, før jeg "gik i luften".
        Sådan fortsatte det i de to måneder mit vikariat varede.
        En gang var jeg ude for, at telegrafisten på Göteborg Radio bad mig sende langsomt, fordi han hele tiden skulle bruge den ene hånd til at følge min sender på sin modtager, mens han skrev telegrammet ned med den anden.
        Det var nu ikke det eneste bemærkelsesværdige ved S/S "Lisbeth", - læs evt. mere om det i "2 år til søs", når den historie senere løber af stabelen.