Da det var rederiet meget om at gøre at få "Lisbeth" til Halifax i Canada i en fart, blev jeg sat på et fly i Stockholm og endte hurtigt i Hamburg.
 
        I flyet fik vi serveret en virkelig flot frokost, men umiddelbart efter serveringen fløj piloten gennem en tordensky, hvorfor bakken med alle herlighederne halvdelen af tiden befandt i luften ud for næsen, for straks efter at begive sig ned på skødet igen med et beslutsomt rabalder.
        Det var ingen fornøjelse !
        Frokostbakkens indhold lagde sig på ikke forudsete steder i flyet og på passagererne, så vi fik i sidste ende ikke noget at spise.
        Uden for gav vingespidserne sig en hel meter, når vi nåede bunden af et "lufthul".
        Piloten undskyldte denne oplevelse af virkeligheden inde i et tordenvejr, - og derpå landede vi.

        Jeg havde fået en seddel med,  hvorpå "Lisbeth's" beliggenhed var opgivet.
        Jeg fandt en taxi og gav ham sedlen. Han så noget usikker ud, og måtte have hjælp af et par kolleger for at decifrere adressen.
        Så kørte vi, i en hel time tror jeg, - ned på sydsiden af Elben, hvor der lå nogle afsides mindre havnebassiner, der mest lignede overdimensionerede tørvegrave.
        Omgivelserne var langhårede græsbevoksninger, og elendige veje.
        Omsider fremme ved skibet kunne man lige skimte
rig og skorsten, resten lå neden for "kaj"-kanten.
        Der var etableret landgang via et par brædder, der førte vandret lige ind på broen.
        Jeg balancerede om bord, og på vej ned ad trappen bag radiorummet mødte jeg en kvinde på ca. 70 med forklæde og ål i strømperne, hun var på vej op.
        Da hun fandt ud af, at jeg var den nye telegrafist, udbrød hun helt spontant: "Åh, det er bra, - han ser då inte ut, å süppa så mycket".

        Denne lidt uventede velkomst-tale kom der en forklaring på senere.

---

        Kaptajnen var ca. 70 år med et flot hvidt hår.
       

        Hovmesteren, som jeg mødte straks jeg kom om bord, var helt usædvanligt en kvinde, - hun og kaptajnen havde sejlet samme i mange år.
        Hun var at betragte som hans elskerinde, fik jeg at vide.
        Da Ohlson også havde en kone i Sverige, gik det efterhånden op for mig, at han egentlig havde indrettet sig ganske praktisk.

        1. styrmand var fra Finland, - "Jag leser så förbannat många böcker", var en sætning man ofte hørte ham sige
på sit finsk-svenske, en sprogmelodi, der er lettere forståelig for en dansker, end svenskernes eget svenske.
        
        Det var i 1956, - en del unge danske landmænd tog en tur til USA for at lære/opleve, og nogle af dem havde også et dollargrin med hjem til Danmark, - og det vakte megen opsigt.
        Herhjemme var det dengang meget vanskeligt at skaffe importtilladelse (valuta) til den slags.

        Engang var jeg i hans lukaf for at se bogsamlingen.
        Hele det ene langskibs skot var forsynet fra gulv til loft med smalle reoler og slingrekant, der passede til
pocketbooks i lommeformat.
        Det var alt sammen kriminalromaner på engelsk, - og han havde ret, - der var "förbannat många".
        1. maskinmester var hjemme på ferie og vi havde derfor fået en ny tilsendt.
        2. maskinmester havde ikke store forventninger til
ham. Han fortalte, at 1. mester tidligere blot havde sejlet med en slæbebåd i Stockholms havn i mange år, og det var ikke rosende ment..
        Kokken var en helt ung dansker, så vi ville nok få mad, jeg kunne genkende her om bord også.
        Tre unge tyske drenge på 16 - 17 år var messedrenge.
        3. maskinmester (om bord sagde man kun "mester") var polak men talte godt engelsk. Han snakkede nu ikke så meget men fortalte dog engang, at han havde sejlet på Atlanterhavet under krigen, og var en af de heldige, der overlevede en torpedering.
        Jeg følte, at han stadig led under sine oplevelser fra dengang.
        Dæksbesætningen talte en del tyskere.
        Den gang kunne tyskere ikke tale engelsk, så jeg måtte forsøge mig med mit ellers uanvendelige skoletysk.
        Det kunne faktisk lade sig gøre at tale med dem, når man også brugte arme og ben.
        Lejligheden bød sig, når de stillede på radiostationen - i øvrigt med hatten i hånden - for at sende et telegram hjem, eller hente penge før landgang.
        Jeg gjorde dem opmærksom på, at de ikke behøvede at stå med hatten i hånden, når de talte med en telegrafist,  - men det blev de nu alligevel ved med.

                 
               

        Jeg overtog et lukaf, der trods istandsættelse stadig lugtede af røg, - samt en gammel udlevet radiostation.
        Det betød i praksis, at senderen var særdeles påvirkelig af den aktuelle spænding på skibets lysnet.
        Ombord anvendtes en netspænding på 110 volt, der blev leveret af en aldrende generator i maskinrummet.
        Siden denne generator blev installeret, havde adskillige el-slugende apparater fundet vej ombord.
        Det resulterede i, at når jeg trykkede på morsenøglen, belastede senderen lysnettet, så spændingen faldt til 95-100 volt, og ombord kunne alle se på lyset, at nu lavede "gnisten" da noget.
        Hvis hovmesterens fryser kørte samtidig, kunne netspændingen falde helt ned til 80 - 85 volt, - og så fik jeg hurtigt besøg af en stærkt irriteret maskinmester, der bekendtgjorde, at nu brændte hans generator snart sammen, - "hvis ikke jeg holdt op med det pjat".
        Kompromiet blev derefter, at når det var nødvendigt at bruge senderen, så skulle jeg bede hovmesteren om at afbryde fryseren, før jeg "gik i luften".
        Sådan fortsatte det i de to måneder mit vikariat varede.
        En gang var jeg ude for, at telegrafisten på Göteborg Radio bad mig sende langsomt, fordi han hele tiden skulle bruge den ene hånd til at følge efter min sender på sin modtager, mens han skrev telegrammet ned med den anden.
        Det var nu ikke det eneste bemærkelsesværdige ved S/S "Lisbeth".        Vi var lastet med cement i sække.
        Cement er ret tungt, så lastens vægt lå dybt i skibet. Det kan give en urolig overfart, idet skroget opfører sig som en tumling i tilfælde af høj sø.
        Vi afsejlede, - og Atlanerhavet viste sig fra sin venlige side, vi havde næsten fladt vand hele vejen til Halifax.

       
        Selv om vejret var fint, havde vi dog et par oplevelser på turen.      
        Godt halvvejs ovre Atlanterhavet sagde det pludselig


nede i maskinrummet, - maskinen gik i stå, og der blev en masse leben.

        Det viste sig, at den ene af vore to kedler var sprunget læk, og så er den ikke meget værd.
        Efter en times tid fik de dampmaskinen igang igen.              Den måtte nu nøjes med damptrykket fra en enkelt  kedel.
        Det resulterede i, at vor fart gennem vandet kun var 3 - 4 knob (3-4 sømil i timen), og det er ikke meget mere end almindelig gå-hastighed, - og upraktisk, når man mangler 1000 sømil, inden man er i havn.

       

        Da der var gået et par dage i slowmotion mod Canada, blev dækslet i den ene ende af den defekte kedel skruet af.
        Vor lille ivrige slæbebåds- maskinchef stak det ene ben ind i kedlen, for at besigtige skaden inde fra.
        Så trak han hurtigt benet ud igen.
        Årsagen var at vandet, der stod i bunden af kedelen, stadig var kogende varmt.
        Han fik en alvorlig skoldning.
        Han blev anbragt oppe i en reservekahyt bag broen, som i den anledning blev til et hospital.
        På ethvert skib findes selvfølgelig en medicinkiste.
        Hvad der er mindre sikkert er, om nogen ved, hvad de skal stille op med indholdet.
        Kaptajnen besluttede at søge assistance via sin telegrafist og lægeservice i Canada.


        Jeg anmodede over radioen i en "medical" om lægelig vejledning.
        Medical-korresposdance fik lidt ekstra opmærksomhed på kyststationer, hvilket gør det hurtigere at få telegrammerne ekspederet.
        Det blev til en del telegraferen frem og tilbage, 
egentlig lægehjælp kunne vi jo ikke få, før vi nåede i havn.
       
        Jeg spurgte 2. maskinmester om ikke det var hårdt med vagten, som de nu kun var to mand om at dele, men kommentaren var, at det kunne være lige meget, for maskinchefen havde alligevel ikke lavet andet end at tusse rundt i maskinrummet med en lille sæk og samle gamle møtrikker og bolte sammen.
        (Jeg ved ikke hvorfor jeg tydeligt kan huske en sådan bemærkning her snart 60 år efter, - det må have gjort indtryk, - men jeg var jo også noget grøn dengang).
       
        Da vi nu lå der og pjaskede af sted med 3-4 knob i flot vejr og helt blankt vand med totter af sargassotang drivende rundt, -  så stikker vagthavende styrmand hovedet ind på radiostationen og siger:" Dü gnisten, titta her".

        Et skib kom sejlende og nærmede sig os med utrolig fart.

     
        Vel ankommet til Halifax en halv snes dage efter blev maskinchefen bragt på hospitalet  og vi kunne koncentrere os om losning og reparation af den defekte keddel.

         Morgenen efter ankomsten indfandt havne- arbejderne sig, kørende i hver sit dollargrin, - og det gjorde indtryk, mage til tilsyneladende rigdom fandtes ikke i Europa.

        Vi lignede en skandale af et skib, da vi afsejlede fra Bridgewater.

        Lasten skulle afleveres i Monfalcone, der ligger helt oppe i Adriaterhavet ved siden af Trieste.        

        Vi begyndte tilbageturen til Europa i fint og roligt vejr.       
        Ca. 1/3 ovre Atlanterhavet ændrede tingene sig dog.
      
        I dag kender alle de tropiske orkaner, der angriber landene omkring den mexikanske bugt.
        Senere på året har de en tilbøjelighed til at løbe op ad USA's østkyst og her kan de gå i land, - eller også fortsætter de rejsen over mod Europa.
        En sådan orkan fik vi lige i røven !
        Voldsomheden taget i betragtning, er udtrykket på sin plads.
       
        I 2-3 dage oplevede vi Atlanterhavet fra sin værste side.
        Jeg bemærkede enorme dønninger i én retning, - almindelig storm-sø i en anden retning oven i dønningerne, men værst var de søer, der hele tiden kammede over og ramte skibet med stor kraft.
        Det var for hårdt for dækslasten, der begyndte at ryge over bord.
        Med brækkende søer, - der medbringer træstammer, som vi selv fodrede dem med, - befinder man sig i en dans med elementerne, som man ikke selv styrer.
        Desuden var alle nervøse for maskinen, røg der en keddel igen, ville vi ikke kunne holde kursen i søerne, hvilket der absolut var brug for.

        Som 1. styrmand udtrykte det: "Slipper vi godt fra det her, sejler jeg aldrig med dækslast igen"

        Tabet af dækslast er at sammenligne med en ukontrolleret losning, - og vi begyndte at få slagside.

        Nå, - kedlerne holdt, vejret begyndte at bedres, og vi var formodentlig ca. halvvejs, - ingen kan navigere i en orkan, som den vi lige havde deltaget i - det var jo før GPS og den slags..

        Nede i maskinen forsøgte de at pumpe olie og ferskvand rundt mellem bundtankene for at rette skibet op, - men de kunne ikke klare så skævt et skiv.

        Slagsiden var nu 15 grader til styrbord, - vejret var heldigvis i bedring. videre gik det mod Gibraltar, og en 8-10 dage senere nåede vi dertil.

        Målet var at løbe ind til Ceuta for at få noget fyldt i olie-  og vandtanke, så vi kunne slippe af med slagsiden.

Find Ceuta - Find Monfalcone

        Vel ankommet til Ceuta lige inden for Gibraltarstrædet, følte vi vel alle en lettelse oven på oplevelserne ude i Atlanterhavet.

        Der blev indkøbt proviant, og bunkret olie og vand.

        Messedrengene indkøbte cognac.

        Problemet var, at de også drak det.

      

    I deres fuldskab begik de hærværk i kabyssen
(Frustrationsbetinget af-reaktion under indtryk af spiritus)
Det var nu nok mere rettet mod hovmesteren end mod kokken, - hende havde de det ikke for godt med.

         Kort tid efter var de døddrukne, og alle tre lå de rundt omkring i deres eget opkast, - det så ikke rart ud.

De kom alle til live igen, - jeg overhørte ikke påtalen af deres opførsel, - men den fandt sted !

        Velforsynet i bundtankene var S/S "Lisbeth" blevet rettet op , - men noget kønt syn var hun stadig ikke.

        Vi havde mistet halvdelen af dækslasten og af de 8 spil der stod under bommene, var de 7 ødelagt af faldende træstammer, - de var jo lavet af det ret sprøde støbegods.

        Vi dampede af mod Monfalcone.
        Vejret var ubegribeligt flot, sol og total blank havflade.
        For hver 3 - 400 meter lå der en havskilpadde i vandoverfladen, og så ud som om den var på ferie.

        Vi havde kurs mod støvlelandets fod, og kunne regne ud, hvornår vi var fremme i Monfalcone.
        Da vi netop havde passeret "hælen" og var godt på vej op i Adriaterhavet, lød der pludselig et velkendt


nede i maskinrummet, - maskinen gik i stå, og der blev en smule leben, - nøjagtigt som ude i Atlanten, - men mere behersket.
        Der var jo ikke grund til megen samtale omkring det, - vi kendte omstændighederne i forvejen,
        - og så 3-4 knob resten af vejen til Monfalcone, velsignet af smukt stille vejr.
         

        I ventetiden, mens der blev arrangeret losning, gik de sædvanlige havnerutiner igang, -
        I enhver havn bliver der ved ankomst udvekslet papirer og lister over besætning, og toldpligtige varer med myndighederne.
Ligeledes bestilles div. services gennem skibsmægleren,
der også skaffer klingende mønt, til den del af besætningen, der har tænkt sig at gå i land og studere lidt  italiensk "social life".
        Den gang hed valutaén i Italien 'Lire' og var ikke ret meget værd, så der skulle en usædvanlig stor stak pengesedler til al ting.

        Kokkens målsætning på sin landgang, var en studietur til dette hus.
        Dagen efter beskrev han sin oplevelse, - den havde været alle pengene værd, - og det var heldigt, for han havde heller ikke nogen med tilbage.
        Efter et par dage kom han igen, for at få yderligere forstrækning, - han skulle lige op,  "og se til hende den lille sorthårede igen".

        Som andre gode kunder fik kokken rabat denne gang, - i form af en lille skilpadde på ca 5 cm. længde.

        Nu påbegyndtes en nødvendig intensiv træning af skibshunden i, ikke at få ukontrollabel lyst til at æde den meget  unge, grønne miniskildpadde.

Et led i træningen var at lære den - "nok se på, men ikke spise den" !


Det er en fristende lille mundfuld, der kravler forbi her,  men hunden holdt sig i skindet.


I en hytteby på den anden side af havnen
boede fiskerne og de fattigste -


Nysgerrige fiskere ved indsejlingen til Monfalcone.

Slut på historien om S/S "Lisbeth"