- tilbage til før Satelliter + Mobiltelefoner + Computere + lommeregnere + GPS + digital musik
og de fleste af de teknologiske frembringelser, vi omgiver os med nu om stunder  -  -  -
        TV havde lige begyndt at brede sig, - typisk små 14" apparater, der kunne modtage 1 kanal i sort/hvid - 2 timer hver dag - og det var helt fantastisk dengang !!!

---

        Alle billeder er optaget med normalobjektiv,  d.v.s. uden "snyd" med tele- eller vidvinkelobjektiver.
        Billedkvaliteten er lav, - dels er det scannede lysbilleder, dels har et ophold i en kælder med lidt for megen fugt været hård ved lysbillederne forinden.

        De gule "kode-strimler" forestiller de papirstrimler, der udgjorde en væsentlig del af øvelsesmaterialet på telegrafistskolen - - -

---

 1    



        Efter uddannelse til radiotelegrafist af 2. klasse  på navigationsskolen i Svendborg i 1955, sejlede jeg i 2 år, - tog så tilbage til Svendborg og blev opgraderet til telegrafist af 1. klasse.
        Forskellen på klassificeringen ligger alene i hastigheden hvormed man er ( var ! ) i stand til at sende og modtage tegnene i morsealfabetet,
        2. klasse = 80 tegn/min. 
        1. klasse = 125 tegn/min.

        Herefter søgte jeg en stilling under Grønlands- ministeriet (1958).
        Man var i færd med at sammensætte et hold til bemanding af den tidligere amerikanske base
"Bluie West One", - nu bedre kendt som "Narsarsuaq Lufthavn" i Sydgrønland, - "Banankysten" kaldet af lettere hovne grønlandsveteraner fra østkysten.

        Var der i 2 år.
        Historien derfra senere.

        Hjem på ferie i 1960, - derpå til Station Nord.

---

        Godt nok er det længe siden, men erindringen står stadig klart i min hukommelse -

---

 2
  

  
        Søgte og fik job som radiotelegrafist på Station Nord i 1960 på  en 1-årig kontrakt.
        I september 1961 tog jeg så hjem igen - en stor oplevelse rigere - og da havde jeg tjent nok til at finansiere en læreruddannelse, - det var den gang, vi betalte for at gå på seminariet.
        Uerfaren med kvinder som jeg var, havde jeg dog glemt at indkalkulere en kone, - nå, det gik endda.

        I dag har militæret tilsyneladende erobret Nord, - der opholder sig nu ca. 5 mand deroppe året rundt.

        Set herfra er deres opgave nu til dags noget, der ligner østkyststationernes, - primært territoriehævdelse og vejrobservationer.
        Med den øgede interesse for polarområdet er der efterhånden en del flytrafik med Station Nord´s startbane som mål, så vedligeholdelse af den er mere og mere en vigtig opgave for det sparsomme personel.
        Og med udsigter til oliefund i området, er det nok en god ide, at de er der.

        Inden afrejsen fik jeg en måneds VHF-radiokursus hos flyvelederne i Kastrup for at kunne kommunikere nogenlunde korrekt med fly.

         Sluttelig besøgte jeg ministeriets udstyrsloft "Nanok".
         Betjeningen dér, bestod af erfarne folk, - de vidste på en prik, hvad der var brug for, blot man sagde, hvor man skulle hen.
        Det hele blev samlet i en køjesæk, - udstyret var til låns.
        Samtidig kunne man bestille og betale for forudsigelige private behov, så som cigaretter til 2,5 øre/stk., slik o.l.
        Stillet over for det tilbud beregnede jeg hurtigt størrelsen af 1 års forbrug af cigaretter samt 2 kg. saltpastiller.

        Har ikke indtaget saltpastiller siden.
       
        Holdt op med at ryge i 1970 !
- efter aftale med konen, - stod nemlig lige og manglede et 2-øjet 6x6 spejlreflekskamera.

        Der blev sørget for forsendelse, så varerne var med fremme, når vi ankom.
        Med en larmende DC-6'er til  Sdr. Strømfjord , videre til Thule Airbase i et  C-124 fragtfly , - endnu mere larmende, og iskold - en luftens traktor med stor lasteevne og meget lidt comfort.

        Ventetid på Thule Airbase.

        Fik bl.a. købt lidt gramofonplader, 3 af dem var i stereo.
        Stereo kunne jeg dog ikke afspille, da hverken min medbragte båndoptager eller supergrammofon mestrede det nymodens påfund.
        Jeg fik også afprøvet de store T-bonesteaks - ca. A4 - på opvarmede ovale støbejernstallerkener i Officers Mess - " det var ikke så ringe endda ! " - der gik mange år før det påfund rigtigt nåede til Danmark.

        En uge efter, -  endelig fly til Station Nord, - vi er midt i september 1960 og dagene er allerede meget korte på de breddegrader. . .

---

 3



         Station Nord  blev anlagt i årene 1952-1954 - - -
og løbende udbygget

        Helt nøjagtigt - er stationen oprettet den 13. maj
        1952 som "midlertidig station" som en logisk
        konsekvens af amerikanernes anlæggelse af
        Thule Airbase med 5000-10000 mand i 1951.
        Indvielsen skete i oktober 1954. Stationen hørte den gang under Grønlandsministeriet.

        I 1956 sættes VHF anlæget til kommunikation med flyene i drift af den nyansatte civilingeniør Adelbert Schula, - ham kom jeg til at arbejde sammen med i et par måneder, da vi i 1958 startede vejrstation i Narsarsuaq - -
- - men det er en helt anden historie - -
       
        1150 km øst for Thule,
        933 km fra den geografiske nordpol,  se kort                         3000 km fra København og
        3200 km fra Moskva.
        4165 km fra Krasnoyarsk ( midt i Sibirien )
        560 km fra Danmarkshavn
        6820 km fra Tokyo
        3320 km fra London

        - så er beliggenheden vist på plads.

        Rart at vide, hvis man fik lyst til at forlade stationen i utide - til fods nødvendigvis.
        Nærmeste naboer var altså besætningen i  Danmarks Havn , men et besøg der går op over bræ-is, så det er bøvlet, -  det der med slæde og hunde fik jeg aldrig lært - jeg skulle jo alligevel hjem for at læse til lærer, og rigtige hunde findes som bekendt ikke i Danmark.
        Men ikke mere bøvlet, end Siriuspatruljen, med hjemsted i det endnu sydligere Daneborg, besøgte stationen i ny og næ.
        Det er en rejse på 900 km i luftlinie, men helt så enkelt er vejene ikke skruet sammen deroppe.
        Rejsen foregår jo med hundeslæde i ofte vanskeligt terrain, -  de kom dog ikke det år, jeg var der.

        Stationen er anlagt på en slette ved kysten i nærheden af NordOst Rundingen -  se kort .

        Omgivelserne er flad hævet havbund så lang øjet rækker, lige med undtagelse af "Knuths Fjeld".
         Herom senere.
        Permanent havis, - med 2-3 m åbent vand i strandkanten i højsommeren.
        Ude i bugten ligger øen  Prinsesse Dagmar  og et strandet isfjeld -  "7-km fjeldet" , et grundstødt isfjeld, som vi brugte som pejlemærke, når vi skulle fastslå sigtbarheden.
        På grund af den permanent faste havis, kunne isfjeldet ikke flytte sig.
        Senere har jeg dog fundet ud af, at "fast havis" ikke var en selvfølge, - mens opbygningen startede var der somre med åbent vand og senere optagelser  viser også somre med åbent vand, - nu hedder det sig, at det skyldes "global opvarmning".
        I disse globale opvarmningstider, kunne jeg godt lide at vide, hvornår det sidst har været så varmt på Station Nord, at isfjeldet kunne drive på grund derinde.

---

 4





        Etableringen af Station Nord skyldtes et behov for vejrobservationer, først til det amerikanske militær på Thule Airbase og senere også til  den civile luftfart, der påbegyndte beflyvning af "Nordpolsruten" i 1954.

        Amerikanerne fløj konstant B-52'ere med brintbomber i luftrummet over  polarhavet , - et af midlerne til at holde Sovjetunionen i skak under "Den kolde krig".
        Det var tiden lige før de interkontinentale atomraketter overtog rollen som afskrækkelsesvåben.

        Der blev lavet en aftale mellem USA og Danmark, med det resultat, at Danmark byggede og bemandede Station Nord som en civil vejrstation og det amerikanske luftvåben sørgede for lufttransporten, der i praksis foregik fra Thule Airbase.

        Alle husene var bygget i træ, grønne med hvide skodder, døre og stern - Fig. 7 - Fig. 8 - Fig. 9.
        De var anbragt på opskrabede puder af tørt grus, - 50-75 cm høje tror jeg, - det isolerede dem fra permafrosten.
        I taget på beboelserne fandtes luger med en permanent stige.
        I tilfælde af rigeligt med sne, skulle de sikre en alternativ vej ud i det frie.
        Det blev nu ikke det år, vi kunne stå på ski op over tagene, som man tidligere havde gjort.
        Vi fik vel godt en meter sne, som vinden så flyttede lidt rundt med.

        Endvidere leverede amerikanerne snerydnings- materiellet og betalte den del af besætningen (mekanikerne), der skulle holde startbanen permanent operativ, som det hedder, når den altid skal være klar til brug.

        Startbanen var dengang 2,5 km lang og 80 m bred, hvilket kan synes rigeligt til de fly vi modtog, men der var angiveligt den bagtanke med det, at vi skulle kunne tage en B-52'er ned, hvis noget gik galt.
        Kæmpeflyet ville kunne lande med den banelængde, - men man sagde, at den aldrig ville kunne komme derfra igen.
        I dag er banens mål reduceret en del, - og dermed nemmere at vedligeholde af den lille nuværende besætning.

        Vi var alle specialister på hver sit felt i de gode gamle dage på Nord, - nu til dags gennemgår de få besætningsmedlemmer et omfattende kursusprogram for at kunne varetage de meget forskelligartede opgaver.

        Den gang havde vi fly en gang om måneden året rundt med forsyninger, persontransport og post.
        Dertil kom en masse ekstra flyvninger med olie i tromler under  "olieliften"  i april.

---

        Og så var der turisterne - herom senere.
 

---

        Almindeligvis foregik beflyvningen med  transportfly af typen C-124 , hvis størrelse satte dem i stand til at rumme et par busser i det omfangsrige  skrog.

        Som almindelig passager blev man anbragt i lastrummet på sæder langs flyets sider.
        Flyvetiden fra Thule Airbase ind til Nord var omkring 3 timer, - larmen var øresønderrivende fra de store stjernemotorer og det var også en yderst "kølig" oplevelse.
     

---

  Ind imellem fik vi besøg af specialfly, - herom senere.

---

       I 1971 meddelte amerikanerne så, at de ikke mere havde brug for vejrdata fra Station Nord.
        Den blev derfor midlertidig lukket i 1972 - for at genopstå i 1975 som rent dansk drevet, nu i militært regi. 

---

 5



        Som en sidebemærkning til ovenstående kommer jeg til at tænke tilbage på en særlig aften, - den 4. oktober 1957.
        Jeg var da på vej sydpå i den norske skærgaard med M/S London af København.
        Vi kom fra Murmansk med en last "Apatit"  til Wismar i Østtyskland.
        I aftenens radioavis var sensationen
 "Sputnik 1" .
        Russerne havde sendt en lille 83,6 kg kugle med 4 antenner i kredsløb om Jorden.
        Med kun 1 watt effekt sendte den sit simple dyt - dyt - dyt - signal i 8 Mhz-båndet, - valgt med henblik på, at almindelige mennesker skulle være i stand til at finde den på deres egne modtageres kortbølge-bånd.
        
        Rent russisk reklameshow !
      
         Der blev et rend den aften af besætningsmedlemmer oppe hos "gnisten", - alle skulle høre vidunderet.
        Russerne havde valgt at afvige fra de oprindelige planer med en satellit på 1000 - 1400 kg for at komme amerikanerne i forkøbet med den første satellit i rummet.
        Alle var optaget af fænomenet, men de færreste forstod betydningen dengang.
       
        13 år senere i 1971 meddelte amerikanerne så som sagt, at "Station Nord" ikke længere havde deres interesse.
        Det tog altså 13 år at udvikle de interkontinentale raketter, så de kunne overtage vagten fra B-52'erne.

---

 6



      
         I 1952 blev der skrevet flyvehistorie.
        SAS's " Arild Viking " fløj over Grønland til USA og
"Nordpolsruten" var dermed en realitet.
        Med mellemlanding i både Canada og Thule tog turen ca. 30 timer.
        Det at flyve over de store arktiske og øde områder regnedes den gang for voveligt, - flybesætning og passagerer blev modtaget i Kastrup med stor opmærksomhed og hyldest.
        Det blev ligefrem mode, - så berømheder tog turen for oplevelsens skyld - og for at få den publicity ankomstscenerne i Kastrup kunne give.
        Den egentlige civile "Nordpolsrute" fra København til Tokio via Stavanger  -  Station Nord  -  og Ancorage i Alaska startede 1954.
        Samtidig fik flyvninger mellem København og Los Angeles via Sdr. Strømfjord større og større betydning - på ca. 30 timer kunne man være i USA, -  og det endda på USA's vestkyst.
        Det blev de store atlantlineres endeligt, - for dem var rejsetiden betydelig længere end med flyene, og så var man kun på USA's østkyst ved ankomsten.
       
        På Nord støttede vi lufttrafikken ved at foretage alm. overfladeobservationer af vejret hver 3. time og radiosonde målinger i op til 30 km's højde 2 gange i døgnet.
        Piloterne kunne så briefes om temperatur, luftfugtighed og ikke mindst vindretning og vindstyrke i de højere luftlag.
       
        Det med vinden - jetstreams - har stor betydning.
Vi var engang ude for, at et fly på vej mod Ancorage kort før det nåede op over Station Nord meddelte, at det havde modvind med en hastighed på 300 km/t, - at det havde nået "point of no return" p.g.a brændstofmangel, og at det var nødsaget til at  vende om og flyve tilbage til  Stavanger.
       
        Station Nord var også udstyret med en beacon -  et radiofyr, som flyene kunne pejle retningen til.
        Ved at sammenligne pejlinger til flere beacons kunne de  bestemme deres nøjagtige position.
        I praksis består en beacon at en  lodret stålmast , der er elektrisk isoleret fra jorden, så den kan benyttes som antenne. Hertil kommer en sender, der kører døgnet rundt med en lang "tone" afbrudt at et langsomt morsesignal, så flyene ved, hvilken beacon de pejler på. 
    Det var en vigtig service på den egn, idet et almindeligt kompas er meget upræcis så tæt på den magnetiske nordpol.
    Flyene blev dog efterhånden også udstyret med gyrokompas, der som bekendt udmærker sig ved stor nøjagtighed og ved at være helt uafhængig af jordens magnetfelt.

    Andre luftfartselskaber begyndte også at beflyve ruterne, - på Nord var vore "faste klienter" foruden SAS, japanske Japan Airline, hollandske KLM og franske Air France.

    Konkurencen selskaberne imellem var hård og førte bl. a. til "Smørrebrødskrigen".
       
        SAS blev anklaget for unfair konkurrence, fordi de serverede for højt, "Højt smørrebrød".
        Sagen var alvorlig og gik i retten, der efter de sædvanlige lange overvejelser erklærede SAS-serveringerne fair nok,
        - "når blot man et enkelt sted på tallerkenen kunne skimte brødet".

---

 7



        Stationen er anlagt på en flad slette af gammel hævet havbund 200 meter fra strandkanten mellem Danmark Fjord og og Nordostrundingen.
        Vest på kan man se Prinsesse Dagmar Ø, hvor vi havde en hytte.
        Den eneste egentlige forhøjning i nærheden af stationen ligger få km mod syd, - "Knuth´s Fjeld" , en aflang, let krummende og rundrygget ås-lignende formation i terrænet.
        Ved første øjekast en uinteressant grusbunke, - indtil man bøjer sig og ser nærmere på "gruset".
        Det består af ret ensartede sten af ejendommelig form og størrelse.
        Der ligger helt tydeligt  forstenede koraler  overalt, - nok et par tanker værd, - hvad bestiller de der, knap 1000 km fra Nordpolen?
       
        "Knuth´s Fjeld" må være et koralrev fra for længe siden, der via geologiske forskydninger har skiftet plads fra et lunere oprindelsessted til denne absolut ikke koraldyrkningsegnede lokalitet.
        Hvis noget ærgrer mig i dag, er det, at jeg ikke havde åndsnærværelse nok til at tage en håndfuld "koraler" med hjem.
      
         Idag undrer fænomenet mig knap så meget, - på Bornholms nye oplevelsescenter "NaturBornholm" bliver man bl.a. gjort bekendt med, at Bornholm oprindelig lå et sted i det sydlige Atlanterhav for 550 mill. år siden, - så noget bliver flyttet rundt med tiden.

---

 8


      
         Eftersom Jordens akse er skrå i forhold til omdrejningsplanet omkring Solen, har vi årstiderne.

        Station Nord ligger så tæt på aksen, - den geografiske nordpol, at man om vinteren vender tilstrækkeligt langt fra Solen til ikke at kunne se den i 4½ måned.

        Til gengæld havde vi så "midnatsol", altså dagslys konstant døgnet rundt i 4½ måned om sommeren.
        Det giver 1½ måned 2 gange om året, hvor solen går ned om aftenen og står op om morgenen - som den jo bør.

        Solen forsvandt helt den 16. oktober og kom igen den 25. februar, hvor den viste en halv gul skive over horisonten i nogle mindeværdige minutter,  - så var den væk igen.
        Fra "genopstandelsen" til vi havde den på himlen hele døgnet, og dermed midnatssol, gik der altså kun ca. 6 uger.

        14 dage efter den forsvandt i oktober, og 14 dage før den viste sig igen, kunne man se svindende, henhv. tiltagende lysning  mod syd ved middagstid.

        I mørketiden kunne det være meget mørkt, men kun når der en sjælden gang var et tykt skydække.
        Mest almindelig var stjerneklart vejr, hvor man sagtens kunne orientere sig udendørs, og var månen fremme lå vi nærmest badet i lys.
        Stedet var desuden så civiliseret, at der var tændt "gadelys" døgnet rundt.

        Jeg er ofte blevet spurgt om, hvad oplevelsen af mørketiden gør ved folk.
        Det kan jeg dog ikke svare på, men for mit eget vedkommende er jeg nok så pragmatisk indstillet, at visheden om, at solen kom igen af sig selv var opbakning nok.
        Folk med psykiske problemer bør næppe begive sig derop, og vi mærkede da heller ikke noget til "polarkuller" hos nogen det år.
        På Station Nord var terminen jo heller ikke længere end til næste fly, hvis der pludselig skulle opstå behov for at komme "hjem".
        Det var betydeligt vanskeligere for de folk, der sad på østkystens vejrstationer hvor de måtte nøjes med skibsforbindelse hvert andet år.
        Jeg erindrer, jeg engang i polarnatten var på vej hjem fra radiostationen, hvor jeg tænkte, at egentlig kunne jeg lige så godt sidde på Månen eller Mars, fornemmelsen måtte være den samme, vi var jo trods alt  "lidt langt væk".
      
 - men det var også en del af oplevelsen, - at have både tid og sted til at tænke over tilværelsen.

        Lange perioder med stille vejr og klar himmel afløstes af de få, men uundgåelige lavtryk med sne og vind.
        Den konstant lave fugtighed, som ofte opleves i kolde egne, er medvirkende til, at man ikke føler kulden nær så nærgående som herhjemme.
        Iført passende beklædning var vejret ikke noget påtrængende problem.

        En gang i maj med sol og 3 - 4 frostgrader var der så herligt udenfor, at vi tog møblerne fra biblioteket og flyttede dem ud i sneen, så vi kunne indtage eftermiddagskaffen der, - alle med opsmøgede ærmer, - det var rent Hawaii ! !

        Temperaturerne svingede mellem + 7° i højsommeren  til - 51,6° en nat i januar, der var en tangering af den tidligere lavest målte i stationens korte historie.
        Den "almindelige" vintertemperatur var en lang periode på 38 - 44 minusgrader.
        I dag er temperaturen tilsyneladende steget  ca. 10° i forhold til den gang - man kan let følge med i dette på nettet.
        Start http://www.DMI.dk og klik [Grønland] / [Byvejr] og find Station Nord.
       
        Sneen smelter ikke, - den fordamper p.g.a. den tørre luft deroppe både vinter og sommer, men selvfølgelig mest, når solen begynder at få magt.
        I højsommeren var al sne stort set borte, men havisen med sne på lå der selvfølgelig stadig med alle sælerne, - som et dekorativt stykke hvidt stof med polkaprikker.

        En helt tydelig virkning af mørketid / sommertid på os alle sammen var et ændret behov for søvn.
        I mørketiden var det ingen kunst at sove 12 timer, - i tiden med midnatsol var det helt naturligt at nøjes med 4 - 5 timer,         
        Lidt "stenaldermand" er det nok stadig i os.

---

 9



        Som en pendant til det mere kendte "Black out" kunne vi blive udsat for vejrfænomenet  "White out" .
        Det forekommer, når det er overskyet, diset , snedækket overalt og der er meget lys fra solen, uden den dog kan skinne gennem skydækket.

        Resultatet er, at man ikke kan se konturer / skygger noget steds, - ens afstandsbedømmelse bliver sat helt ud af drift.
        Når man skulle foretage overfladeobservationer af vejret, var bedømmelse af sigtbarheden et element, så for at kunne bedømme f. eks. skyhøjden var det nødvendigt at opsende en rød (synlig) ballon.
        Ballonen blev fyldt med helium,  - med en vægt  målte vi dens opdrift.
        Når opdriften havde en bestemt størrelse, vidste vi, hvor hurtigt den ville stige.
        Med et  stopur  kunne man så bestemme skyhøjden, i det øjeblik ballonen forsvandt deroppe.

---

 10



     
        På fødderne, -   Mukluks  fra Canada, en slags industrifremstillet Kamik.
        Det var en snestøvle med en kraftig, ret blød gummisål og et skaft af hvidt, kraftigt lærred med snøring til lige over anklerne og en snor øverst for at lukke af for sneen, når det var nødvendigt.
        I denne "støvle" bar vi en sok af lammeskind med ulden vendt indad.
        Så var problemet med kolde fødder løst, - uanset temperaturen.

        En ejendommelighed ved dette fodtøj har jeg aldrig fået en forklaring på, - og utroligt nok har jeg heller ikke selv kunnet tænke mig dertil.
        Hvis man af en eller anden grund beholdt et par almindelige nylonsokker på i lammeskindssokken, så
fik man meget hurtigt iskolde fødder.
        Efter dumheden var konstateret, og nylonsokkerne fjernet, gik der meget kort tid, inden klimaet i støvlerne igen stod på "tilfredsstillende".

        Vi gik med dem overalt , også indendørs,  - ingen steder var de hverken for varme eller kolde i den koldeste tid..
        Tænk, hvis man kunne købe sådanne idag ! ! !

        Der findes mange efterligninger, men i vid udstrækning er det rationelle valgt fra til fordel for smartness og mode, - noget man ikke nødvendigvis får varme fødder af.
        Under alle omstændigheder SKAL sokken være af lammeskind, og ulden SKAL vende indad !

        Jeg har erhvervet en af efterligningerne, fremstillet på New Zealand, - det er det helt rigtige indefodtøj her om vinteren, - jeg oplever igen det ejendommelige fænomen, at varme fødder også giver varme hænder !

        Desuden:
        Lange uldne underbukser og langærmede uldne undertrøjer.
        Herover en almindelig ulden trøje og et par kraftige khakibukser, så var "uniformen" på plads.

        Jeg havde fået min mor til at strikke en god ulden trøje til udflugten mod nord, men desværre var den blevet ca 1½ nummer for stor.
        Det problem rettede jeg ved "passende" kogning for at klare miseren, og det lykkedes, - den krympede som forventet,
        - ja, måske lige ca. et halvt nummer for meget.

        Hertil kom en god Parkacoat til udendørs brug, hvor der var lagt vægt på hætten, som skal kunne lynes så langt op, at den dannede en tragt foran ansigtet.
        Oftest var denne tragt forsynet med en pelsstrimmel yderst - helst fra en grønlænderhund.                 Disse hundes pels udmærker sig jo ved et kraftigt uldlag under dækhårene, men det med hundehår følte jeg nu mest som et lokalt modefænomen.
        Hættens mission var at beskytte ansigtets ekstremiteter - næse, kindben og ører mod kulden.
        I tragten foran ansigtet dannes der en lunere zone af varm udåndingsluft som nedsætter risikoen for  forfrysninger.
        Parkaerne var temmelig tunge p.g.a. den kraftige kvalitet og foeret.
        På et tidspunkt opdagede vi et tilbud på
canadiske  Parkaer i blå nylon  og med skumgummi-foer. De havde signalrød inderside og bedst af alt, - de vejede kun det halve af, hvad vi alle ellers slæbte rundt på.
        I reklamen var ideen med den røde inderside, at man så kunne vende vrangen ud, og dermed lettere "blive fundet", - hvis altså behovet skulle opstå.
        Vi var 10 - 12 stykker, der bestilte vidunderet (det var dengang, hvor alt af nylon var vidunderligt).
               
        Det blev et hit, - de var virkelig gode.  

        Jeg brugte min i 30 år, - til al skumgummiforet var helt nedbrudt og pulveriseret og lå nede i syningerne.

---

 11  



        30 mand - bogstaveligt talt.

        Der var ingen kvinder på stationen, - et faktum vi nok var enige om skånede os for en del rabalder, - når emnet sådan lejlighedsvis var oppe at vende.
        Alle var de ret usædvanlige personligheder, der på overfladen var helt almindelige, men når man kom lidt tættere på, så var det folk, der var "mand for deres hat", selvstændigt tænkende og med en personlig målsætning.
        De sagde ikke mere end der var nødvendigt, og dog var de livlige og vel formulerede i de mange diskussioner vi havde om alt mellem himmel og jord.
        
        Der  eksisterede dog en vandrehistorie på stedet, der fortalte om " dengang et fly medbragte en delegation hjemmefra - deriblandt en kvindelig journalist, og så var hun tilmed rødhåret,  - men til stor lettelse blev hun der dog kun i et par timer, underforstået, at så havde stedets "ånd", eller hvad det nu hedder, -  næppe taget varig skade.
       
        Alle var vi deroppe mere eller mindre på grund af eventyrlyst og for at tjene penge.
        Lønnen var ret god, - og ikke helt uvæsentligt
 også den gang, - den var skattefri.

        Desuden var der gode muligheder for at deltage i stationens almindelige vedligeholdelse, -  det var ikke pligtarbejde i henhold til kontrakten, så det gav en god slat oven i den faste løn.
        Jeg har f.eks. siddet i 3 uger på den store kranbjælge i elværket, helt oppe under loftet og afvasket dette, for så senere at male det hvidt.
        Det blev ret flot.

Det var uden sikkerhedssele og rækværk, - så egentlig havde jeg vist fortjent overtimerne.
        I dag ville arbejdstilsynet have slået 7 kors for sig, - men vi bedømte selv risikoen, og jeg tror egentlig, vi var helt godt klædt på til det.
        Husk på, vi tilhører en generation, der godt kunne kravle op i toppen af et træ uden at være overvåget af en pædagog, - det var andre tider med mindre "pyller" den gang.

---

 12



        Knud, - han kunne sit kram.

        Vi fik altid virkelig veltillavet mad og en tilpas varieret spiseseddel.
        Noget af det jeg husker, var serveringen af ægte frosset grapejuice og mælk fra den kunstige ko i Thule.
        "Koen" var en maskine man hældte tørmælk, smør og vand i.  Den piskede så det hele grundigt igennem, - og hopla, så var der mælk.
        Det smagte helt fantastisk, men varede i reglen kun en uges tid, så måtte vi igen gå og vente på fly bare af den grund.

        Hen på efteråret, når frosten var stabil, fik vi kartofler ind med fly.
        De blev anbragt i en dynge udenfor messen, så de kunne fryse i en fart.
        Da jeg så det, blev jeg noget lamslået,
 - opvokset hos en kartoffelavler, vidste jeg jo, at kartofler under ingen omstændigheder måtte få frost.
        Jeg blev dog hurtigt belært om, at blot kartoflerne var frosne, - og forblev det, til de skulle anvendes, så var det helt i orden.
        Man tager de frosne kartofler og smider dem i kogende vand, hvor de koges som normalt.
        Sluttelig pilles de og måltidet er sikret, hvad det angår.
        Senere blev kartoflerne lagt over i det kolde pakhus, hvor der var naturligt frostvejr til sent på foråret..

        Foran køkkenvinduerne lå ret konstant en vold af sne. I køkkenet hang et billede fra året før, hvor en hermelin i sin hvide vinterdragt med sort halespids sidder ivrigt spejdende mod vinduet. Knud kok fortalte, at den kom dagligt ved middagstid for at få udleveret et æg.
        Hvad den lavede på Station Nord ved jeg ikke, - i vinterperioden var det ikke noget at leve af, vi havde mig bekendt hverken mus eller rotter, og de få fugle vi så, var der udelukkende i sommerperioden.

        Mere eksotiske kulinariske oplevelser var et par middage med bjørnekød og sælkød på menuen.

        Messegasten Henrik, en herlig ung fyr på 17 - 18 år, var sendt til Nord af sin mor, der mente, han trængte til lidt hår på brystet.
        Han havde i foråret købt sig en riffel fra USA med kikkertsigte, og da sælerne i marts måned lagde sig som sorte prikker ude på havisen, tog han ud for at skyde en af dem.
        Sælerne er dog ret sky på de breddegrader p.g.a. bjørnene, der netop på den årstid trækker ud af Danmarks Fjord og op mod Nordostrundingen for at komme ud i storisen.
        Derfor havde vist ingen forventet, at han ville komme hjem med bytte.
        Men Henrik kom selvfølgelig med sin sæl, - når han nu havde sat sig det i hovedet.
        Dan og Poul, der havde prøvet situationen før, - de var veteraner fra østkysten, demonstrerede hvordan man ordner sådan en svend.
        Kokken serverede efterfølgende sælkød til middag og sæl-leverpostej til frokost, - uden at det imponerede vore maver synderligt.

        I øvrigt var Station Nord et kærkomment mål for piloterne på diverse fly.
        De oplevede kokkens frokostanretninger som det rene slaraffenland, hvilket de ofte gav udtryk for.

---

 13


       
        Bjarne, - han kunne også sit kram.

        Der var altid godt friskbagt brød - rundstykker - franskbrød - wienerbrød o.s.v.
       
        Det eneste man måske kunne klage over var, at han var erklæret og inkarneret socialdemokrat.
        Den slags rabiate holdninger bliver uvægerligt udsat for angreb, også på Nord.
        Han elskede politiske diskusioner, og man skulle være godt klædt på for at hamle op med ham på det punkt.
        Han holdt selvfølgelig "Socialdemokraten", som han fik sendt op i bundter med hvert fly. Det gav ca. 30 aviser ad gangen.
        For at holde sig orienteret læste han dem i rækkefølge, men nøje afmålt, - kun 1 hver dag, så han derved kunne få sin daglige injection fra partiet.
        At den virkelighed, han derved oplevede, var 1 måned forsinket i forhold til den virkelige virkelighed betød mindre.

---

 14




        Deres opgave var bl.a. at sørge for vand.
Ca. 3 km syd for stationen var en lille sø, der forsynede os med godt vand året rundt.
        Det skulle dog fragtes og fordeles i de vandtanke, der var installeret i alle husene.
        Om sommeren skete det ved hjælp af en lille lastbil, om vinteren med en slæde spændt efter en weasel, - et lille, men særdeles effektivt bæltekøretøj.
        Ude ved søen blev pumpehullet holdt isfri, ved at dække det til med isolerende måtter.

---

        På stationen fandtes en gammel noget affældig jeep, der egentlig var taget ud af drift, - men som godt kunne køre, hvis man kælede lidt for den.
        En dag havde to mand fået den startet, og da den eneste "vej", bortser fra selve stationsområdet, var den der gik ud til vandsøen, så de kørte derud ad.
        På vejen hjem strejkede bæstet, så de måtte tage de sidste par kilometer hjem på gåben.
        Dagen efter kørte en mekaniker og et par af os andre så ud for at se på sagen.
        Om natten havde en bjørn imidlertid også set på køretøjet. Dens besøg resulterede i, at dørene var revet af og forsæderne lå på jorden udenfor.
        Det mest mærkværdige var at trækket, - en kraftig metalbøjle, der havde været svejset direkte på bilens bundramme var slået af.
        Det imponerede os alle.
        Jeg målte bamsens fodaftryk med en tændstikæske, - 5 hele æske-længder var den bred, og det var dengang, da æskerne var noget større end i dag.
        Udendørsfolkene tog sig også af affaldet og et utal af andre forefaldende jobs.

---

        En af udendørsfolkene var Niels, en ældre mand på ca. 60 år.
        Han var en rar, rolig og stabil type som de fleste.             Oprindelig havde han været herregårdsbisse, men var endt på Station Nord, - nærmest ved et tilfælde, sagde han.
        Det helt særlige ved ham var, at han havde været der i 7 år uafbrudt uden ferie.
        Når vi talte med ham om det, endte det som regel med et let afvisende svar, - men efterhånden også med, at han i hvert fald ikke skulle hjem på ferie, før han havde skudt en bjørn.
        Skæbnen, - eller Niels, ville så tilsyneladende, at det skulle ske i 1961, - Niels skød en hanbjørn, ikke specielt stor, - men en bjørn var det.

        Det er utroligt hvor lidt bjørn der er tilbage, når den får frakken af.
        Dens muskulatur har helt fantastiske egenskaber m.h.t styrke, set i forhold til den "muskelgelé" vi andre løber rundt med.
        Efter den jagt bestemte han sig så for at opfylde
 "løftet" om at tage hjem på ferie, - som han sagde:
 "Jeg er jo alligevel nødt til tage hjem og få bjørneskindet ordnet".

---

        Vi blev enige om, at bede kokken lave os en bjørnesteg, nu da kødet var tilgængeligt.
        Han var nu ikke særlig ivrig, men lod sig dog overtale.
        Hans bekymring lå i erkendelsen af, at stort set alle bjørnene var inficeret med trikiner - en lille  indvoldsorm, der er livsfarlig, hvis man får den i maven.
        For at sikre os mod smitte, kogte han først kødet,
 - så frøs han det, - og så kogte han det igen, inden han serverede det.
 
Kødet var efter den barske behandling helt sort - blodpølsefarvet  og absolut ikke nogen stor oplevelse rent kulinarisk, - men bagefter kunne vi jo lejlighedsvis prale af, at have spist bjørn, og - "det er vel ikke så ringe endda". 
    
         Niels rejste af med sit skind,
- og op kom en ny udendørsmand.

---

 15



        Niels's afløser viste sig at være en forhenværende taxichauffør på omkring de 60.
        Jeg kan huske, at jeg og mange af de andre undrede os over, hvad han, med den baggrund, ville deroppe.
       
        Han gled som forventet ind i arbejdet udendørs uden videre, - men det må have været en alvorlig omvæltning for ham, at komme fra Danmark op til mørketid og minus 40°.
        Vi lærte ham dog aldrig rigtigt at kende.
        Efter ca 14. dage mødte han ikke op, - og de fandt ham liggende livløs i køjen.

        Der herskede nogen forvirring omkring, hvorvidt han var i live og blot bevidstløs, eller uafværgeligt død.
        Man tog hans temperatur, - den var 32°,  - "det var godt nok noget lavt", sagde mekanikeren, der havde foretaget målingen.
       
        Ude på radioen fik vi travlt med at kontakte læge i Thule for at høre hans mening.
        Vi havde snestorm på Nord, så det var ikke muligt at få en læge ind med fly.
        Da patientens temperatur blev ved med at falde, blev man efterhånden enige om, at manden måtte være død.
        Dødsårsagen kender jeg ikke, men det har helt oplagt været arbejdet i kulden, kombineret med den baggrund han havde, - der tog livet af ham.

---

        Da vi stadig havde dårligt flyvevejr, blev det besluttet, at tømreren nok hellere måtte fabrikere en kiste til ham.
        Den blev ret flot, var alle enige om, - også tømreren kunne sit kram.
        Med hensyn til at opbevare liget, var der selvsagt ingen problemer, - der var jo "naturligt køligt" overalt.
        Da snestormen havde lagt sig, kom der fly ind, for at hente ham.
        Det viste sig nu, at amerikanerne kun ville have afdøde med i deres medbragte zinkkiste.
        Det efterlod tømrerens mesterværk ubenyttet, - så  af pladshensyn blev den parkeret på et par bukke uden for det lille tømrerværksted.

---

        Efterhånden som vi kom os over den ubehagelige oplevelse, sneg der sig, - f.eks. i forbindelse med diskusioner, af og til en lille bemærkning ind om, at "vi jo da havde en ledig kiste stående", - hvis nogen kom lidt højt op.

        Og da næste ordinære fly kom ind, - hvem var så med som  "ny udendørsmand" ?  
        Det var såmænd Niels.
        Han havde hurtigt fået nok af "civilisationen" derhjemme,
         - står det alene til ham, så tror jeg, at ser man ordentlig efter, så er han såmænd deroppe endnu.

---

 16

        
        eller helt nøjagtigt, - 6 + en overtelegrafist

        2 mand på vagt ad gangen.

        Radiostationen var udstyret med to arbejdspladser, - den ene kaldte vi for flyradioen, fordi VHF-kommunikationen med flyene foregik herfra, den anden plads var en ren telegrafiplads - alt sammen bestemt af det udstyr der var installeret.

        Opgaven var at tage sig af radiokommunikationen til Angmagsalik, der var opsamlingsstation for al radiotelegrafi mellem Grønland og Danmark.
        Da satelliter og computere var ikke-eksisterede, foregik det ved hjælp af prikker og streger, - ganske effektivt, når blot ionosfærelagene var til stede.

---

---

        Var disse højtliggende ioniserede lag mere eller mindre borte p.g.a. solens bombardement med ladede partikler, så begyndte vanskelighederne.
        Når det var rigtig slemt, kunne man over hovedet ikke høre nogen af de andre stationer på modtagerne.         Vi havde "black out".
        Det værste tilfælde jeg husker varede en hel uge, hvorefter forbindelserne til omverdenen lidt efter lidt lukkede op igen.

        Vi foretog overfladeobservationer af vejret hver 3. time døgnet rundt, - temperatur - luftfugtighed - skydække - skyhøjde - skytype og sigtbarhed. Når vi var færdige med det, skrev vi vore data om til 5-cifrede talkoder.
        Kodeserien røg så hjem til Meteorologisk Institut via Angmagsalik Radio.
        To gange i døgnet havde vi også radiosondefolkenes observationer med.
       
        Flyene kommunikerede vi med via VHF-radioen.             Den type radiobølger er korte og kan kun bruges, hvis man kan "se" modtageren, - samme betingelser som vi idag har for at kunne se luftbåret TV .

        Flyene skulle en gang hver halve time afgive melding til en radiostation på jorden. Meldingen indholdt data om flyvehøjde - position - brændstofbeholdning - forventet ankomsttid m.m.
        Disse data sendte vi videre, f.eks til Isfjord Radio på Svalbard, - han kunne så nå Stavanger, der igen kunne nå Kastrup.
        Da ingen andre end flyet over os kunne høre VHF-kommunikationen, benyttede vi os af det, til at snakke "uofficielt" med besætningerne, - især på SAS-maskinerne og Japan Airlines.
        KLM'erne var mere korte for hovedet (diciplinerede?), og hvem kan forstå en Air France-pilot der taler engelsk?
        Piloter eller stewardeser læste friske nyheder op fra aviserne, - hertil fik vi lidt alm. sladder.
        Til gengæld  kunne vi fortælle om vor dagligdag og oplevelserne på Verden's nordligst beboede sted.
        Vi "lærte" dem at gå på bjørnejagt og hvordan man bryggede øl på grønlandsk - den kendte drik Imiaq.
        Det har jeg nu aldrig selv smagt, - men kendere betegnede det som værrende en temmelig afskyelig drik.

---

        En af mine kolleger, Ernst kom til kende en lille japansk stewardesse, - Fusiaki, hed hun.
        Han talte med hende flere gange, når hun fløj over, og efterhånden udviklede det sig til noget, der lignede en "affære".
        Desværre blev hun forflyttet til en sydasiatisk rute, men piloterne på Japan Airlines-flyene kendte efterhånden til romancen og medbragte beredvilligt hilsener fra hende, - de vidste mærkeligt nok altid, hvor i Verden hun var.
       
        Vel hjemme fra Nord rejste Ernst forøvrigt  til Tokyo for at besøge hende.
        Det viste sig, at hun var datter af en professor ved universitetet i Tokyo.
        Nå, - mere kom der nu aldrig ud af det, - Ernst udtrykte det vist nærmest sådan, en gang han besøgte os: "Jeg var nok lige kommet lidt for langt op i society, - men sød, det var hun sgu! "

---

 
       På vagterne var der, som tidligere beskrevet, visse rutiner, der skulle passes, men meget af tiden gik med blot at lægge øre til modtagerne, der stod fast indstillet på de stationer vi normalt kommunikerede med.
        "Underholdningen" bestod derfor af en stadig strøm af morsetegn, eller et fly, der kaldte "Nord, Nord, this is scandinavian 271, - do you read ?".
        
        En sådan "lyttevagt" kan man jo sagtens bestride med ryggen til, så det gav mulighed for lidt anden beskæftigelse ind i mellem, - uden det gik ud over sikkerheden.

        I USA var der netop kommet vældig gang i en udvikling af  elektroniske byggesæt , - apparatur beregnet til radioamatører og lydudstyr til musikinteresseredes "stereoanlæg", - der som tidligere fortalt var helt nyt , - "hot", hedder det vist.
        Det medførte at jeg bestilte byggesæt til FM-radio, lyd-forforstærker og udgangsforstærker og lignende.
        Da det som sagt var mig, "der kunne lodde" og jeg havde bevist, at mine apparater virkede, når jeg var færdig med at samle dem, så fik jeg hurtigt opgaver fra andre blandt besætningen.

        Vi fik kataloger op, og sendte bestillingerne til de store varehuse i USA, - vi lagde gedigne dollars i kuverterne, og med næste fly indfandt varerne sig.
        Evt. byttepenge var med tilbage i form af checks.
        Jeg har aldrig hørt om nogen, der er blevet snydt,  ved den trafik,- æret være amerikanernes ærlighed !
        Vi fik også sendt mange grammofonplader op.
        Som medlemmer at diverse musikklubber kom der hele tiden nye plader til Nord. Det var mest klassisk musik, og vi var adskillige med efterhånden pæne samlinger, - eksempelvis havde vor elektriker næsten alt, hvad der fandtes af komplette operaer.

---

 17




        Ham så vi ikke så meget til, tingene fungerede altid upåklageligt, - han var der vel nærmest for det tilfælde beacon'en skulle strejke, - det regnedes for
alvorligt, idet flyene så manglede en pejlemulighed, og dermed måske vished for, hvor i Verden de behandt sig.
        I april 1961 rejste han hjem, og da ministeriet ikke havde sørget for en afløser i tide, var gode råd dyre.
        Det medførte, at jeg blev lynforfremmet til også at være radiotekniker, - man havde jo set, at jeg kunne lodde, og  jeg var nok den mest "elektriske" af telegrafisterne.
        Jeg klarede skærene, til der ankom en ny vaskeægte tekniker, - beacon'en var kun "nede" 1 gang, -  og da kun i 20 minutter, til jeg havde fundet fejlen.
        Et radiorør var stået af, - så i med en erstatning - højspænding på, - så kørte den igen.
        Nu skal en sådan hændelse jo tages alvorligt, så der blev sendt en rapport hjem til flyvelederne i Kastrup.

---

 18  

  
På et andet tidspunkt i mørketiden blev jeg udsat for et  forsøg på at gøre mig til førstetelegrafist, - sådan en med "udvidede administrative beføjelser".

        Jeg strittede ihærdigt imod, - så meget, at jeg måtte true med at tage hjem med næste fly.
        Det fik heldigvis ledelsen til at indse, at jeg mente det alvorligt.
        En anden af kollegerne viste sig heldigvis beredvillig.
        Grunden til min afvisning af "forfremmelsen" var, at en person med lederbeføjelser ikke måtte påtage sig ekstraopgaver, og dermed ikke kunne indtjene overtimer, - og da jeg netop var deroppe for at tjene til en læreruddannelse, så var det "ikke lige min kop te".
       

---

        Den egentlige grund til at hændelsen opstod, var følgende:
        En aften i mørketiden med - 40° udendørs, havde vor førstetelegrafist været på besøg hos stationslederen.
        Selv om besætningen som sådan ikke havde adgang til spiritus, så var der en pæn beholdning ovre i "våbenhuset". Det var en lille bygning, der officielt kun indeholdt en ret omfattende samling skydevåben og ammunition.
        Forklaringen på spiritusens tilstedeværelse var, at man jo nødvendigvis måtte kunne byde evt. gæster på en lille en, - deroppe i kulden.
        Det var sådan set forståeligt for alle, men der må alligevel have været en autoriseret læk i beholdningen.
        Den resulterede i, at vor førstetelegrafist sent om natten begav sig ud i kulden med "en lille en på",
 -  størrelsen af den "lille en" kan jeg ikke udtale mig om, men selv om han kun skulle gå under 100 m, slog kulden ham så hårdt, at han måtte kravle på alle fire en del af vejen. Han har ikke haft handsker på, hvis overtøj overhovedet.
        Han nåede hjem i beboelsen - med hjælp af andre, men havde da pådraget sig alvorlige forfrysninger i alle fingre på begge hænder, svarende til 2.-grads forbrændinger.
        Han blev selvfølgelig behandlet, - nogen må have vidst, hvordan man gjorde det, - og gik så i en måned med fingre og hænder indviklet i gaze-strimler. Han  gik konstant med hænderne oppe foran brystet, næsten som i en bedestilling.
        Han måtte mades af andre, og røre en morsenøgle var helt udelukket.
        Oplevelsen var selvfølgelig værst for ham, smertefuld som den var, - og jeg lærte noget om kulde og spiritus, der burde være mere kendt, - også i Danmark.
               

---

 
        "HIP til de unge" !

       Kulde svækker alle mennesker (og hunde).
        Jo koldere, jo mere skal kroppen præstere ekstra, når man arbejder, - eller blot færdes omkring.
        Er man ikke opmærksom på det forhold, kan det få alvorlige følger.
        Desværre har vi både i 2009 og 2010  oplevet tilfælde, hvor unge mænd har drukket rigeligt, og derpå er omkommet i forsøg på at nå hjem til fods.
        Spiritus slår dobbelt så hårdt som forventet , hvis kroppen udsættes for stærk afkøling.

---

 19



        Zeus´s sønner,  to halvstore hvalpe  fra forrige år strejfede det forår frit rundt på stationen.
        Vor tømrer havde dog en del besvær med dem, - de var faktisk efterhånden en hindring for, at han kunne passe sit arbejde, - påstod han.
        Han havde den lidt ejendommelige vane, at før han kunne påbegynde et arbejde, tog han sin kasket af og lagde den på jorden.
        Disse to marodører havde da fået den kedelige vane, at liste sig ind på beklædningsgenstanden, og med stor fornøjelse stikke af med den.
        Da andre havde lignende oplevelser med dem, blev det  omsider besluttet, at friheden var forbi, -  de blev lænket sammen med de andre hunde.
        I øvrigt ses slægtskabet med Zeus tydeligt på
billedet.
        Den slags beslutninger blev som oftest foretaget i fællesskab ved frokosten, - en slags uofficielt demokrati, der føltes helt naturlig på Nord.

---

 20



        Fagfolk var der til at vedligeholde den forholdsvis nybyggede station, og en elektriker var en selvfølge med de mange installationer, - alt var elektrisk.
        Helge havde en meget stor samling grammofonplader, - fortrinsvis opera, som vi fik megen fornøjelse af, da vi fik gang i koncerterne.
        Mere om det senere.
        

---

 21

        De opsender radiosonde balloner 2 gange i døgnet.
        Ballonen stiger 300 m / min til ca 30 km's højde, før den sprænges.
        Så er den typisk blevet 100 gange større.
        En lille faldskærm bremser faldet på nedturen, deroppe må det være af hensyn til bjørne og sæler, da der ikke var andre i "nedstyrtningsområdet".

        Sonden sender radiosignaler ned med oplysning  om aktuel temperatur og luftfugtighed på sin vej op gennem atmosfæren.
        Ved at pejle sonden kunne sondefolkene beregne vindhastighed og vindretning oppe i de luftlag, hvor flyene færdes.
        Flyvehøjden for passagerflyene var typisk 10 - 12000 meter.
        Deroppe forekommer vindhastigheder - jetstreams - på eksempelvis 300 km/t, - noget piloterne havde respekt for, - det kunne jo være modvind.      
         Opsendelsen af ballon med måleudstyr og sender skulle forberedes grundigt.
        I godt vejr (ingen blæst) var det ingen sag at sende sonden op, - det var straks værre, når de måtte kæmpe med vinden for at holde styr på den store ballon, og de skrøbelige instrumenter.
        Da den stiger med 300 meter pr. min. til ca 30 km højde tager en opstigning ca 1½ time.
Imens foregår pejling og registrering af de data den sender ned.
        Derefter kom så arbejdet med afkodning af de modtagne pejleresultater.
        Sluttelig sendte telegrafisterne koderne til DMI.

---

        Disse opsendelser finder stadig sted i 2011.
        Trods satelliter og meget andet teknologi, er det  stadig metoden til at få brugbare oplysninger om de meteorologiske forhold oppe på flyenes motorvej.

        Jeg har netop set på nettet, at Danmarks Havn har opsendt deres sonde nr. 35.000 i 2008.
        Bagefter lagkage, der var 5 år for gammel, - men hvad gør det? - de fik da champagne til.

---

 22



        Maskinmestrene passede de store B&W-dieseler på elværket. Generatorerne leverede al energi til belysning og opvarmning i samtlige opvarmede huse.
        Deres arbejde var daglige rutiner med kontrol og smøring.
        En gang i mellem "trak de stempler", akkurat som det sker på skibene, d.v.s. udskiftning af en cylinderforing, der med tiden slides af stemplernes mange op/ned-bevægelser.
        Til det formål var ophængt en stor kranbjælke mellem ydermurene. Den kunne flyttes hen over maskineriet, hvor dens kran kunne håndtere cylinderforingerne.

---

 23



        De tog sig af vedligeholdes af alle køretøjer og snerydningen, specielt på startbanen.
I henhold til aftalen med amerikanerne, skulle startbanen være operativ hele døgnet.
        USA havde leveret 2 stk. kraftige 4-hjuls-trukne snerydningsmaskiner. På hver var på ladet anbragt en 400 Hk benzinmotor til alene at drive sneslyngen forrest i køretøjet.

---

        En dag i april viste sig en bjørn med to små unger  nede ved dumpen, der lå mellem startbane og strandkant.
        Ved vores frokost blev der berettet om deres tilstedeværelse og alle var selvfølgelig ude med kikkerten.
        Bjørnene blev der til næste dag, - snerydning var stadig igang, og efterhånden blev ungernes interesse for maskinerne ret nærgående, - mekanikerne måtte hele tiden holde øje med dem for at undgå en ulykke.

        Det syntes bjørnemor tilsyneladende også, - på et tidspunkt havde hun fået nok.
        Hun baskede bogstavelig talt ungerne en lap bagi, hvilket fik dem til at lystre og følge hende.
        Hun startede så ud mod 7-km fjeldet.
        Grunden til snerydningen var 20-25 cm løs sne, der skulle af vejen.
        Nu gav det tilsyneladende også bjørnefamilien problemer, idet ungerne ikke kunne forcere sneen og følge moderen.
        Det problem løste hun ved at sætte sig på bagdelen, hvorefter ungerne forsøgte at kravle op på hendes ryg.    
        Når den ene var kommet op, og den anden fulgte efter, faldt den første ned igen.
Hvad gør man så, når man er en bjørnemor ?
        Hun lod den ene unge i stikken, medens hun luntede et par hundrede meter frem. Så blev ungen på ryggen læsse af og hun vendte tilbage for at hente den efterladte.
        Rationelt omend besværligt
         - vi var alle imponerede !

---

 24
    


        En af mekanikerne fik desværre tandpine.
        Tandlægen var i Thule.
        Tog ind med førstkommende fly.
        Fik ordnet tanden.
        Kom tilbage med næste ordinære fly.
        På den måde tager et tandlægebesøg 1 måned.
       
        Og jeg skal hilse, - og sige fra patienten, at Thule Airbase er det kedeligste sted på Jorden at gå rundt en hel måned, uden noget fornuftigt at lave.

---

  25
    


        Som en følge af snerydningen på startbanen, forsvandt den resterende sne ret tidligt der, så jorden lå bar.
        En dag forlød det, til alles undren, at ismåger havde bygget rede og lagt æg derude.
         Ismågen er Verdens eneste helt hvide måge , ikke ret stor og, -  på Nord var de ganske tillidsfulde.
        Det var lidt af en sensation, - så langt mod nord var fugle ellers kun på gæstevisit i højsommeren.
        Der var 17 -18 reder med to æg i hver.
        Efter et par dage, hvor vi talte meget om sensationen og fotograferede, hvad vi kunne liste os til, så endte det, efter en ret hæftig diskussion ved frokosten med en beslutning om at rydde redderne af vejen.
        Det var for farligt, i tilfælde af vi pludselig fik fly.

        Da dommen skulle eksekveres over middag, viste det sig, at alle reder var blevet plyndret af nogle kjover (rovmåger), der var kommet forbi samme dag.

---

 26 



        Vi var nogle stykker, der var optaget af klassisk musik.
        Vi havde alle sammen afspilleudstyr med derop, som regel en god grammofon og en stor båndoptager, der også kunne anvendes som forstærker.
        Musik over radioen kunne man ikke høre i praksis, kun enkelte stationer på kortbølge, - og det lyder ikke ikke ret godt !
        Som tidligere fortalt, var stereo-lyd ikke forekommende, dog havde vi hørt om fænomenet, men vi havde simpelt hen ikke grejet.
        Enkelte af os havde stereoplader, af den simple grund, at pladeselskaberne begyndte kun at udgive en del af produktionen i stereo.
        Så ville skæbnen, at messegasten, Henrik, fik en ny grammofon op fra USA.
Det viste sig til stor ærgelse for ham, at være en stereogrammofon, - en fejllevering, som han var ret sur over.
        Men dette gav pludselig et nyt perspektiv m.h.t. til at kunne afspille stereoplader (stereoplader må ikke afspilles på en mono-gramofon, det øderlægger både plader og grammofon).
        Nu ville vi prøve at spille stereo.
        Ved hjælp at to monobåndoptagere, Henriks stereogrammofon samt en del lodning, lykkedes opstillingen, - en ny lydoplevelse var måske født.
        Fænomenet skulle selvfølgelig afprøves, og alle var enige om, at det lød meget bedre end sædvanligt.

---

        I den ene ende af messebygningen var indrettet et lille bibliotek med reoler, små borde og lænestole.
        Her blev der inviteret til klassisk koncert .
        Af stationens 30 mand stillede der 14 den første aften.
         Fremmødet var imponerende, når man tager i betragtning at adskillige nødvendigvis sad andre steder og passede deres vagter.

        Jeg husker ikke, hvad der blev spillet, men disciplinen var upåklagelig, - alle holdt kæft, når musikken spillede og vi nød det.
        Vellydende "rigtig musik" heroppe kom helt uventet og mindede os om et af de hjemlige goder, vi trods alt savnede.

        Første koncert fandt sted en onsdag, og blev en stor succes. 
        Hver onsdag aften derefter var der koncert i biblioteket, - os der havde pladerne og vore egne favoritter måtte forhandle om repertoiret, dog uden der var problemer i det.
        Hver eneste koncertaften resten af min tid på Nord mødte 12 - 16 mand op hver gang , - holdt mund mens der blev spillet, - og jeg ved, at alle var lige så begejstrede for arrangementerne, som jeg selv var.
       
        Tænk engang på, hvilket musikliv vi kunne have herhjemme, hvis interessen var tilsvarende !

        Når jeg spiller musik herhjemme går tankerne meget ofte til onsdagskoncerterne deroppe, - selvom jeg godt ved, at det må have lydt temmeligt rædselsfuldt i forhold til nutidens digitale indspilninger og de musikanlæg vi nu råder over.
        En stående bemærkning hos os er ofte: "Den spillede vi også på Nord".

        Det store tekniske problem den gang var brum p.g.a. dårligt afskærmede kabler, og nålestøj foranlediget af snavs og slidtage på pladerne.
        Derfor gik vi meget op i patenter til rengøring af pladerne.
        En gang havde vi fået fat i "af-ionifiserings- børster", der var forsynet med en lille radioaktiv kilde i skaftet.
        Kilden kunne bestråle grammofonpladen, mens man børstede støvet bort.
        I dag ville alle myndigheder løbe skrigende bort, blot ved tanken derom, - og børsterne blev da også ret hurtigt forbudt i USA.

         - men, det virkede fremragende ! !

---

 27




 En u-bådsjager
 Et fotofly
 En DC-4 med politikere og militærfolk

        Det var en afbrydelse i hverdagen, og alle turisterne så  frem til kokkens frokoster, - og blev ikke skuffede.
        Det var efterhånden gængs opfattelse, at det var frokosterne de kom efter.
        Hvad de i øvrigt fik ud af et besøg på Station Nord, ved jeg ikke noget om, - de fleste af os holdt sig pr. instinkt - for sig selv, - og der var en vis lettelse, over at få rutinerne tilbage, når de lettede igen.

---

 28



        Som andre steder var der  jul - nytår - påske og pinse på Nord.
 Påklædningen var tvangfri , kun få var så alvorligt inficeret af  "pæne manerer" hjemme fra, at de klædte sig ud i slips og den slags.
        Der blev undtagelsesvis serveret en enkelt pilsner pr. mand og maden var som sædvanlig upåklagelig.
        Ellers var der ikke tilbøjelighed til at fejre folks fødselsdage og den slags, - på den måde slap vi for  megen forlorne begejstring, som jo desværre er ret almindelig i vor hjemlige "kultur".

---

 29




        Rigtige telegrafister vil have let ved at bevæge sig gennem kapitlerne i denne beretning,
        - andre læsere kan vel også med lidt møje klare udfordringen.
       
        Til sidstnævnte, der måtte være nået hele vejen ned, skylder jeg at gøre opmærksom på, at I netop har betrådt en snart glemt sti til et nu historisk fag.
        Radiotelegrafistens job er, - som nogle vil vide, nedlagt, - det blev kun en parentes i teknologiens udvikling.
        Det er en skam, - mage til spændende job, hvor prikker og streger skabte kommunikation findes næppe.

        Det var ofte med jagon på morsenøglen, så man kunne høre, hvem der sad i den anden ende af forbindelsen, og hvor et par uautoriserede tegn kunne fortælle meget mere end en lang tale -

        - og så sporten i, at få forbindelsen igennem.
 
        På trods af knas i højttaleren fra tordenvejr, støj fra motorer på el-nettet og svage signaler -  så kunne man ved at udfolde kreativitet med modtagere og sendere  som regel alligevel få sine telegrammer igennem.
       
        DET VAR TIDER ! - så længe det varede,
- men på en eller anden måde, - også bagefter.

---

       
        Selv om jeg har kaldt ovenstående for en historie, er der ikke noget opdigtet i det, - højest et par utilsigtede erindringsforskydninger, - det må man så tilgive mig.
 
        I henhold til aldersforddelingen den gang på 
 17 til 60 år kan man formodentlig slutte, at ikke alle stadig er lige så aktive som jeg husker dem.

        Dog, - nu lægger jeg dette ud på nettet, og forsøger at lave opbygnigen af html-filen sådan, at der er chance for, at almindelig søgning på ordene "Station Nord" og "Grønland set fra Station Nord"  medfører opslag på dette site.

        Skulle der så være nogle af "jer gamle", der ramler inden for, og som trods jeres "høje alder" alligevel behersker e-mail kulturen, så send mig lige en kommentar, en rettelse, eller måske en tilføjelse - - -


        Og til jer, der sidder og hygger jer på
Station Nord lige nu,
        - hvis I skulle træffe på Niels, - så hils !

                                                  Jørgen Lambæk feb. 2011

---

---

                                                                    Jørgen Lambæk

---

---