Vi skulle sejle indenskærs langs den norske kyst  på alle turene, - ind ved Ålesund og ud ved Andenes - og omvendt.
        Den rejse er formentlig den smukkeste sejltur i Verden, hvor du har land på begge sider meget af vejen og hvor huse og små samfund synes kun et stenkast borte.
        Helt rolig sejlads med havblik.
        Storslåede naturscener passerer forbi, det ene smukkere end det andet.
        På de første par ture lægger man mærke til omgivelserne, som var man turist, - senere bliver det mere til konstateringer af at "nu er vi kommet hertil".

---

        Murmansk er en ret stor by, og den russiske Atlanterhavsflåde holder til der.
        Golfstrømmen løber som bekendt helt op forbi Nordnorge og holder dermed farvandet isfrit hele året, - hvilket den russiske flåde så også benytter sig af.
        Inde på Kolahalvøen findes rige mineralforekomster, bl.a. af fosfat i form af mineralet Apatite.
        Det forekommer i en krystalinsk form, som knuses til et hvidt pulver inden det eksporteres.
        Rent kemisk er det et kompleks mineral bestående af enten calcium flour phosphat eller calciumchlorid phosphat og ud af det hentes fosfor til at fremstilling af superfosfat (landbrugsgødning).

        Det var stadig køligt, tidlig forår i Murmansk.

        Apatiten blev leveret i jernbanevogne, der blev tømt ved håndkraft af en talstærk flok mænd.
        De arbejdede med bar overkrop trods et par minusgrader, - det er noget med at arbejde sig til varmen.


        Materialet støvede selvfølgelig en del, når kranerne smed en skovfuld ned gennem lugerne, men det hørte  med.
        Vi fik besøg af en kulturudsending fra byen i form af en særdeles nydelig lærerinde på 26 år.
        Hun hed Tanja, og jeg fik fornøjelsen af at vise hende rundt på skibet.
        Hun udtrykte gentagne gange sin beundring over hvor rent og pænt, der var alle vegne.
        Hun fortalte også lige ud, at sådan så der ikke ud i de russiske skibe.
        Når man bemærkede, hvor rustne og uordentlige de så ud, havde jeg let ved at forstå hende.

        Hun inviterede os til bal i "Dom Kulturi", der viste sig at være et stort kulturhus eller forsamlingshus, om man vil. Det var i flere etager.
        Vi var en halv snes stykker, der tog mod hendes tilbud, og om aftenen blev vi afhentet i en bus.
        Der var bal, - med et noget primitivt fire-mands orkester.
        Der var måske 150 piger til stede, meget landligt klædt, for nu at være artig, - højest 15-20 stykker havde nylonstrømper og nederdel, så de lignede noget vi kunne genkende.
        Deres forstærkeranlæg egnede sig ikke til musik, - der kom hovedsagelig kun en masse spektakel ud af det.
        Vi spurgte om man kunne købe øl, - det kom åbenbart noget bag på hende, - enden på det blev, at vi fik foræret noget lyserødt vædske i flasker.
        Hvad det var ved jeg stadig ikke, - det var i hvert fald støvsuget for procenter.
        Så tilbage til skibet med bussen. Vi var oplevelsen rigere, men absolut ikke imponerede.
        På en senere tur, tog hun nogle stykker af os med ind til byen for at gå i butik.
        Da vi ikke måtte veksle til russiske rubler, var det jo begrænset, hvad vi havde at komme i en butik efter, men oplevelsen var nu ikke så ringe.
        Deres radioapparater lignede noget fra før sidste istid, men hvad der virkelig imponerede mig, var deres regneapparater.

        Flere steder på den lange disk stod en Abakus, - en lidt speciel kugleramme, der viste sig virkelig anvendelig til beregninger.
        Pigerne bag disken var så ferme til betjeningen af dem, at jeg ikke ville kunne følge med på en regnemaskine (husk lige på, at regnemaskiner den gang var mekaniske og helt håndbetjente).

        Et fast ritual hver gang lastningen var afsluttet, var et besøg af 20-30 soldater med maskinpistoler.
        Så blev dæksbesætningen kommanderet op på agterste luge og bevogtet der, mens hele skibet blev omhyggelig undersøgt for at finde eventuelle personer, der havde tænkt sig at forlade det socialistiske paradis.
        De fandt nu aldrig nogen.
        Officererne lod de være i fred, selv om også vore beboelser blev undersøgt.
        De var høflige, men målbevidste og alt blev set igennem.
        Lige med undtagelse af ét sted, - opdagede jeg, da jeg havde overværet forestillingen nogle gange.


      
        På en af turene til Murmansk besluttede elektrikeren, en maskinassistent og jeg, "gnisten", at vi ville gå en tur i land i det gode vejr.
        Det var en søndag eftermiddag, og da vi jo havde været inde i selve byen Murmansk, bestemte vi os for at gå op ad skråningen bag havnen, hvor der så ud til at ligge en russisk landsby med lave palisader omkring de små huse.
        Elektrikeren stillede i "landgangstøj", der bestod af en rød-sort-hvid ternet skjorte ud over et par "Knickers", sportsstrømper op til knæene og et par solbriller med spejlende yderside, samt sit karseklippede hår.
        Skjorten og solbrillerne havde han anskaffet sig i USA, da vi var derovre, og selv i Danmark ville han have vakt opsigt.
        Vi to andre så nok mere normale ud, men lignede russere, det gjorde vi afgjort ikke.
        I starten, mens vi begav os op ad skråningen mod "landsbyen" virkede sceneriet som forventet, men så begyndte der at dukke små tårne op i, hvad vi havde forventet var huse med hegn omkring.
        Lidt usædvanligt var også, at der stod soldater i tårnene med maskinpistoler og iagttog os.
        Mere foruroligende var, at der begyndte at dukke rækker af afmonterede skibskanoner op i de små indelukker.
        Vi diskuterede faktisk det hensigtsmæssige i at fortsætte, men ingen havde fortalt os, at vi var uønskede oppe i "landsbyen".
        Lidt længere oppe kunne vi se almindelig klædte russere vandre tværs over vejen, så hvis vi fortsatte, ville det med maskinpistolerne nok snart være ovre.

        Vi nåede op til en jernbane, som de civile russere tilsyneladende anvendte som gangsti ind til byen og tilbage igen.
        Vi havde alle tre et kamera hængende omkring halsen, men af en eller anden grund tog vi nu ikke billeder af scenariet.
        Pludselig kom en ung officer anstigende med to soldater, - også med maskinpistoler.
        Han sagde noget på russisk, - som vi selvfølgelig ikke forstod, og han talte tilsyneladende hverken engelsk eller tysk.
        Til gengæld gjorde han det tydeligt med "internationale fakter", at vi skulle følge med.
        Vi vandrede så over mod flådebasen efter ham, og med de to soldater bag os.
        Ankommet til en bygning derovre, blev vi sat ind i en celle, og låst inde.

        Vi diskuterede selvfølgelig hændelsen, og hvad meningen egentlig kunne være, og efter halvanden times venten kom der en lille ældre officer og tiltalte os på engelsk .
        Han gjorde os opmærksom på, at det var grueligt galt at vi havde begivet op ind på flådebasens område.
        Vi gjorde til gengæld opmærksom på, at ingen havde advaret os om det.
        Så gik han sin vej, men kom tyve minutter efter tilbage, og bad os følge med.
        Vi blev anbragt i en bil og kørt ned til "London".
        Da vi steg ud, gentog han formaningerne om ikke at gå på flådebasen igen, - satte sig ind og skulle lige til at køre, da en anden bil kom farende i rasende fart og bremsede kraftigt op .
        Der blev en diskussion mellem russerne, hvorpå de forlangte vore kameraer åbnet.
        Filmene blev trukket ud af kassetterne og var derved ødelagte, idet de fik lys.
        Russerne rullede omhyggeligt filmene ind i kassetterne igen og overragte os dem, bukkede og kørte så deres vej.
        Indvendig sagde jeg grimme ting.
        På min film havde jeg en hel øre-rensningsscene fra en gade i Bombay, - og den var altså røget med i købet !

        På gaderne i Bombay gik ørerensere rundt med en håndfuld tynde pinde og vat i 3-4 farver og tilbød deres professionelle hjælp til at få renset ører, - akkurat som man kunne få pudset sine sko.
        Jeg havde lavet en serie billeder af en sådan øre- rensningsoperation, - og det var den der røg.
       
        Og når man står på kajen i Murmansk, så er der altså langt til Bombay, - for at få nye billeder.

        
        De 10 laster blev sejlet til 7 - 8 forskellige destinationer i Østtyskland, Danmark, Tyskland og Holland.
        Vi sejlede stadig rundt med revner i de to bundtanke, men det betød tilsyneladende ikke noget.
        En morgen på vej mod Murmansk gik vi nordpå ud for Bergen, da styrmanden vækkede mig.
        Jeg var hurtigt ude i styrhuset, hvor han kunne vise mig en kæmpestor hval, der med sine rolige bevægelser havde kurs ret mod os.
        Da vi stod så højt oppe var den rigtig tydelig, og spændt ventede vi på, hvad der ville ske.
        50 meter fra os opdagede den, at noget var i vejen, og med et gevaldigt slag med halen dykkede den ned under os.
       

        En smuk aften med solnedgang og vindstille kom kaptajnen uventet op for at se til os på broen.
        Han hed Heinrich Petersen, var en gæv sønderjyde, måske 55-60 år på 1,90m, rødmosset og lidt kraftig, ugift og ellers ikke meget for unødvendig tale til daglig.
        Det ændrede han lidt på den aften i brovingen, hvor han helt uventet begyndte at fortælle om sin tid i den tyske kriegsmarine under 1. verdenskrig.
        Han havde gjort tjeneste i en u-båd, og havde angiveligt været ude for bl.a. at sænke Nantucket Lightship ud for New York.
        Han fortalte, at det var lykkedes for dem, og det har  jeg troet på i 55 år.
        På nettet kan jeg dog ikke finde oplysninger om et sænket Nantucket Lightship under 1. verdenskrig, - så det var nok en and, selv om det ikke rigtig passer til ham.         Måske har de i ubåden virkelig troet, at det var lykkedes for dem.

        Jeg har lavet et lille tillæg med bidrag til historien om M/S London og kaptajn Petersen.
        I en af de mange mails jeg har modtaget med hilsener og kommentarer ( tak for dem ), skriver Ernst  Ertner :
      

        Efter at have losset en af Apatite-lasterne i Wismar, gik vi ind til København på tilbagevejen op gennem Øresund.
        Vi skulle have nogle reservedele ombord.
        Mens vi ventede på dem, iværksatte kaptajnen en livbådsøvelse.
        Da alle alligevel gik og ventede var tidpunktet velvalgt.
        Da det havde taget maskinfolkene 3 timer at få den ene livbåd så løs, at den kunne fires i vandet, var alle for længst gået hver til sit.
        Der blev ikke talt om "livbådsøvelsen" bag efter, men enhver tænkte vel sit.


        På en anden tur fra Murmansk og sydpå med fuld last, stoppede de pludselig maskinen.
        En fisker havde med alm. internationalt tegnsprog gjort opmærksom på, at han havde fisk.
   

 

        Efter sidste tur med Apatite var "London" blevet chartret ud til hollænderne  for en tur med stykgods til Vestafrika.

        Vi begyndte at laste i Rotterdam, derpå i Antwerpen, og sluttelig i LeHavre (Frankrig).
        Vi havde fået en ung hollænder, - Jan, ombord, han skulle være supercargo på turen.
        Supercargoens job er at styre lastning og losning, så varerne bliver anbragt i skibet, så de ligger i den rigtige rækkefølge i forhold til, hvor de skal losses.
        Dét var et job, - skulle jeg hilse at sige -

        På Vestafrika havde kun få byer/steder en egentlig havn.
        Kun hvor byerne lå ved en flod, der var vandrig nok, til at skibe kunne besejle den, var det muligt at gå til kaj.


        Godset blev derfor ofte lastet fra og losset i robåde, mens vi lå for anker ud for stedet.
        Det var et skuespil hver gang, og syntes helt ude af trit med datidens normer.
        Men det virkede.
        Da vi ikke kunne regne med havnefaciliteter, og dermed havnearbejdere til at håndtere godset, blev der taget et "crew" ombord i Conacry.


        Ude på forlugen ser du et telt, der hænger i en af bommene. Teltet over luge nr. 2 foran broen er her pillet ned.
        I teltene boede crew'et om natten. Der var tale om ca. 30 mand.
        De havde en kok og et lille kogested med til at sørge for maden, samt en formand til at holde styr på dem.
        Dette crew boede på fordækket på hele turen ind og ud igen.
        De havde normalt ikke adgang til resten af skibet.
        Der var en vis risiko ved crews og der blev holdt godt øje med dem hele vejen.
        En enkelt gang var der ballade omkring noget med maden, som vi ikke rigtig blev klog på.
        Jeg bemærkede, at skipper havde revolveren liggende fremme den dag.
        

        Når crew'et skulle spise, blev maden serveret i store fade. Den bestod altid af kogte ris med et kraftigt drys pabrika over.
        8 - 10 mand pladserede sig så på hug omkring fadet  og indtog maden med fingrene.

        Tilsyneladende samme ret hver gang.

        Var selv godt tilfreds med at skulle spise i
officersmessen !

        Vi havde tønder med lyserøde syltede grisetæer, betænkeligt rustne "nye" franske biler, kasser med kuglelejer, 2 store tanke på dækket, - masser af forskellig last ombord.
       
        En ejendommelig oplevelse havde jeg, da vi var på vej til  Abidjan.

        Søkort over vestafrika havde ikke mange detaljer at navigere efter, der manglede bøjer og fyrtårne.
        I stedet var der tegnet silhuetter af kystlinien som den så ud ude fra havet, - adskillige lange smalle tegninger for at kunne dækket hele kortets område.
        Den metode var vore navigatører ikke vant til, og de blev så usikre på, hvor vi befandt os, at de gik nærmere land og kastede anker.
        Kaptajnen bad mig forsøge at få oplysninger over radioen, men den eneste kystradiostation i nærheden svarede overhovedet ikke på mine opkald.

        Da vi havde ligger der 2 - 3 timer, viste der sig endelig en båd på vej ud mod os.
        Det tog nogen tid, - det viste sig at være en ro-båd, - men sikken en !

        Der var tale om en meget stor "krigskano" med 50 roere med hver sin padle. De sad i to rækker på bådens ræling og roede taktfast.
        For at holde takten, var der en trommeslager ombord
        Henne agter stod en mand med en stor styråre som var det et vikingeskib.
        Agterst i båden lige foran "styrmanden" sad en høvding på en slags tronstol, flot klædt, - og fed.
        Padlerne var af den slags, hvor bladet er udskåret som en pelikanfod med tre tæer og malet hvid.
        Når 50 mand i tagt med trommen laver et åretag samtidig, - så ser det flot ud, imponerende flot !, og lyden "Thjuu - - Thjuu - - Thjuu - -", når 50 pagajer rammer vandet samtidigt - helt ubeskrivelig.

        Båden cirklede rundt om os i nogen afstand, men da man forsøgte at kontakte den med en råber, nærmede den sig.
        Da det var muligt at kommunikere, blev der selvfølgelig spurgt, hvor vi var. (Ret ydmygende for en styrmand).
        Der gik et langt øjeblik, mens vi ventede på en reaktion.
        Så pludselig eksploderede den fede høvding i sin tronstol i latter, og som på kommando stemte hele besætningen derovre i med at grine ubehersket højlydt.
        Uden at værdige os et svar, startede den imponerende båd turen tilbage mod land i flot taktfast roning, "Thjuu - - Thjuu - - Thjuu - -"
        - og vi var en oplevelse rigere,

        - men stadig uvidende om, hvor i Verden vi var.

---

        Der blev lettet anker, og turen forsatte mod Abidjan, og heldigvis fandt vi vej.
        I Abidjan er der en udmærket havn, så vi kunne losse ved kaj.
       

        Efter Abidjan ankrede vi ud for Accra, der jo havde en vis interesse, fordi det var der, Danmark havde haft en afrikansk koloni på et tidspunkt.
        Losningen foregik også her med bådtransport mellem skibet og stranden neden for byen.