Så til søs med  M/S "London" - som radiotelegrafist 1956 - 58
knapforsidedesign-1
Mange oplevelser - og elendige billeder
knapinfoside
Klik en knap
et billede eller
en fremhævet tekst 
for at navigere
 Retur med [ Backspace ]
- eller [Alt] + [ < ]



     
Læs først
SPALTE 1
  

       
Forhistorien kan du læse i "Så til søs med S/S Rita"
 
  
       
    Efter hjemrejsen fra Monfalcone i Italien fik jeg i løbet af 14 dage ny hyre, - dog ikke på et tankskib, som det oprindelig var min mening.
        Jeg var blevet advaret mod det monotone i at sejle fra én olieslange i mellemøsten til en anden slange et sted, - hvor der heller ikke var mulighed for at komme i land.
        Heldigvis lyttede jeg efter advarslerne. Godt forsynet med oplevelser, som jeg allerede følte jeg var, blev det igen et skib med forskellige opgaver og destinationer, - denne gang M/S "London" af København.

        M/S "London" lå i Adrossan i det vestlige Skotland og skulle en tur til USA for at hente kul til Finland.
        Jeg blev udstyret med en billet til englandsbåden, der sejlede mellem Esbjerg og Harwich.
        Vel i land derovre, foregik rejsen videre med tog til London, hvor jeg steg om til "The flying Scotchman", der skulle bringe mig til Edinburgh.
        Det var en lang nats rejse i en kupé sammen med en flok flinke engelske studerende.
        Og så et lokaltog til Adrossan, der lå ovre på vestsiden - og jeg var fremme.
 
London-billeder/MS%20London%20i%20Kbh%201957%20r%E5%20i%20CorelPhotopaint%20farvekor-besk%E5ret.jpg
M/S "London" af København (OXUO)
5400 BRT
3200 hk B&W diesel - 12 knob i godt vejr
Bygget på Nakskov skibsværft i 1947.

        Rederiet hed "Basse & Co" og selskabet bag hed Hetland, - heraf skorstensmærket.


       
        10 år er ingen alder for en dame som "London".
        Ombord herskede ren luxus i forhold til, hvad jeg tidligere havde oplevet.
       
London-billeder/MS%20London%20i%20Kbh%201957%20i%20udsnit%20med%20tekst%20CorelPhotopaint%20farvekorr%20.jpg

        Mit lukaf havde tværskibs køje og langskibs sofa.
        De to sovemuligheder i hver sin retning er væsentlige i uroligt vejr, - man kan vælge, hvor man sover bedst.
        Der var håndvask og dampradiator og masser af stuveplads, bl.a. et skab med bøjlestang.
        Det var selvfølgelig beregnet til at hænge tøj i, så ind med min flotte blå habit, - i stedet for at have den liggende i kistebænken.
        Det skulle senere vise sig at være en fejltagelse !!!

London-billeder/London%20-%20Jeg%20tuner%20telegrafisenderen.jpg
Jeg tuner telegrafisenderen,
så alle 400 watt ender ude i antennen.

London-billeder/London%20-%20JP%20ved%20morsen%F8glen%20p%E5%20London.jpg
Han holder ordentligt på nøglen -

London-billeder/London%20-%20Min%20f%F8rste%20Vibroplex.jpg
Min første "vibroplex".
Hjemmelavet halvautomatisk morsenøgle, der selv laver prikker, så du kun behøver at morse stregerne.

        Den virkede, - men var alternativ i sin tekniske udformning.
        Vigtigste ingredienser var to gamle svinghjul fra en modtager og en brugt nedstrygerklinge nede fra maskinen.

Se hvordan den skulle have set ud - -

        Senere anskaffede jeg den ægte vare bestilt pr. telegram. 
        På Lyngby Radio fulgte man åbenbart med, for første gang jeg tog den i anvendelse, lykønskede han/hun mig med nyanskaffelsen, - og bemærkede så, at jeg nok skulle øve mig lidt mere, inden jeg tog den i brug for alvor, - og sådan er der jo så meget !
        Radiostationen lå ved siden af mit lukaf, blot med en dør imellem, så også det var ideelt.
        Udstyret på stationen var ret godt og betydeligt mere moderne end på de to tidligere skibe.
        Her var krystalstyret sender på 400 watt, - og den kunne holde frekvensen !
        Desuden et alarmapparat, der kunne overtage lyttevagten på nødfrekvensen, når jeg havde frivagt.
        Nødsenderen var en flot gammel gnistsender med store kobberspoler, - selv nødmodtageren virkede fint.


Rejsen til USA


        M/S "London" havde ligget i Adrossan (Scotland) for at losse en last Appatite, som den havde hentet i Murmansk (Sovjetunionen).
        Mere om Apatite senere.

        Første rejse for mig blev en tur i ballast til Hampton Roads i USA, hvor vi skulle laste kul til Helsingfors (Finland).

London-billeder/London%20-%20Her%20hviler%20m%E5gerne%20sig%20i%20rum%20s%F8%20-%20kokken%20gav%20frokost.jpg
Her hviler mågerne sig i rum sø - de fik en godbid af kokken og et fad med ferskvand,
 hvilket de sat stor pris på.

        Turen over Atlanterhavet var uden dramatik, blot jævnt kedelig.

London-billeder/London%20-%20USA's%20coastguard%20holdt%20%F8je%20med%20os.jpg
2 dage før ankomst fik vi et par gange besøg af dette fly fra US Coast Guard.

        Der blev holdt øje med os, - "London" havde jo lige været i Sovjetunionen, og da vi var midt i den kolde krig, kunne man jo aldrig vide - -
        Da vi nåede 12-sømile grænsen blev vi stoppet af Coast Guard, der sendte 10 - 12 mand ombord, og så blev hele skibet gennemsøgt med geigertællere for at sikre, at vi ikke havde en russisk atombombe med.
        Det viste sig, at det mest radioaktive om bord, var undertegnede, - og jeg var altså ikke farlig !
        Nå, - da Hampton Roads er hjemsted for den amerikanske atlanterhavsflåde, kan man måske forstå deres "rettidige omhu".

London-billeder/London%20-%20Hangarskibet%20p%E5%20Hampton%20Roads%20USA%20vi%20passerede%20da%20vi%20skulle%20ind%20at%20hente%20kul.jpg
Det var stort - vi fyldte ikke meget mere
 end dens livbåde.


     
         Da vi lagde til kaj, begyndte de straks at laste os.
        Store jernbanevogne med kul blev automatisk skubbet ind i en kæmpe elevator, der tog hele vognen,
kørte den op til en slidske, hvor den blev vendt på hovedet og tømt for kul.
        Kullene styrtede derfra direkte i lasten.
        Den tomme vogn kørte selv ud af elevatoren og ved en snedig opbygning af skinnernes højde, trillede den selv bort og blev koblet på retur-vogntoget, der skulle tilbage efter flere kul.
        Lastningen var således fuldautomatisk, - det var imponerende.

London-billeder/London%20-%20kul%20pie'ren%20p%E5%20Hampton%20Roads%20-%20bem%E6rk%20det%20automatiske%20jernbanevognsafl%E6sningsrangeringsanl%E6g%20til%20venstre.jpg
I baggrunden ses et lasteanlæg med elevator
og de snedige højdeforskelle på skinnelegemet, der muliggjorde automatisk rangering.

        Vi fik 3 timer til at gå i land for at købe ind.

London-billeder/London%20-%20Med%20London%20i%20Hampton%20Roads,%20-%20her%20landgang%20for%20at%20k%F8be%20billig%20bekl%E6dning%20i%20en%20snusket%20store,%20-%20men%20t%F8jet%20var%20ok.jpg
Målet var helt klart nylonskjorter, men også andet tøj
idet tøjet var billigt og af fin kvalitet, meget af det havde
endnu ikke fundet vej til Europa efter krigen.
Skjorterne udmærkede sig ved, at man kunne skylle dem op, hænge dem til tørre
og i løbet af en times tid, var de brugbare igen.
Det var da fantastisk !



        I dag villle man sige, at skjorterne var vævet af fiskesnøre og helt uegnede som påklædning,
        - men sådan er der jo så meget !



        Vel om bord igen, var der ikke lang tid til afgang. Vi havde fået en last af de meget fine kul, kaldet antracit-kul.
        Disse kul findes bl.a. i Appalacher-bjergkæden, og er dannet ved, at almindelige kulforekomster har været under både tryk og varmepåvirkning.
        Det giver kul med en meget høj brændværdi, - det brænder med en klar flamme, næsten som sprit.

        Turen tilbage over Atlanterhavet var helt udramatisk, - vi gik gennem Kielerkanalen og ankom til Helsinfors sidst i december 1957.
        Efter losning skulle vi på værft i Nakskov for at få skrabet bunden. Dertil ankom vi den 23. december, så helt uventet var det muligt at fejre jul hjemme for dem, der måtte ønske det.
        Jeg tog hjem til mine forældre, og havde tænkt mig at rejse i den blå habit, jeg havde i skabet.
        Det viste sig vanskeligt, da hele ryggen og en del af bukserne, der hang på bøjlen og dermed inde i jakken var  slidt totalt bort af sættets bevægelser i skabet under søgang.
        Ud med habitten, - og så jeg var lidt mere erfaren.
        Jeg kan endnu huske 3. styrmands umådeholdne latter, efter den hændelse.


I Østtyskland



        Efter nytår skulle vi en tur til Wismar i Østtyskland.             Her lastede vi i løbet af en uge soda i sække, der var bestemt for Bombay, - nu hedder det Mumbai (Indien).
        I havnen mødte 30-40 havnearbejdere frem hver morgen, og hjulpet af et par kraner og motiveret af de bevæbnede vagter, stuvede de sække i lastrummene.
        Noget specielt forekom det os, at der var disse bevæbnede vagter i kranernes styrehuse og diverse steder på kajen.
        "Havnearbejderne" fortalte, at de ikke var havnearbejdere, men var tvangsudskrevet af regimet til at stille på havnen efter ordre.
        En af dem jeg talte med, var skomager og havde en lille butik oppe i byen. Den var han nødt at lukke, nu da  han var udkommanderet.
        En aften var vi et par stykker der var i land, hvor vi fandt en lille "Beverding" (læs: værtshus).
        Der var ikke meget at vælge imellem, så vi delte en flaske ungarsk hvidvin.
        En kvinde på anslået 50 år med hvidt hår bød sig til,
for sølle 20 mark kunne jeg få både hende og den fine lille Cocker Spaniel hun havde i snor.
        Den type kvinder var der mange af, - det var krigsenker eller blot kvinder, der ikke var mænd nok til efter krigen, - de havde et hårdt liv i det socialistisk paradis.


 Turen til Bombay


        Fra Wismar satte vi kurs mod Kielerkanalen, og derfra ned gennem "Den Engelske Kanal".
        Normalt ville vi selvfølgelig have taget turen gennem Suez-kanalen, men uheldigvis havde der været en lille krig mellem England, Frankrig og Israel på den ene side og Egypen på den anden - det man kalder Suez-krisen.
        Det havde resulteret i nogle sunkne skibe i kanalen, hvorfor den var uanvendelig.


 
        Målet var i første omgang "De Kanariske Øer", nærmere betegnet "Las Palmas" for at bunkre.
        I "Las Palmas" lå vi ved siden af en noget rusten "Liberty-båd".
        Det var en skibstype, der blev produceret på samlebånd i USA og primært var beregnet til at sejle mellem USA og England med varer til krigsførelsen i Europa under 2. verdenskrig.
        En del af skibene fortsatte med at sejle efter krigen, men det viste sig, at konstruktionen ikke har helt OK, idet de havde det med at brække over lige foran apteringen midtskibs, når de kom ud i hårdt vejr, - og det er en uheldig egenskab ved et skib.
        Den vi lå ved siden af havde en 10-20 cm. bred revne i dækket fra side til side.



        Vi kunne nu fornemme, at vejret blev lunere.
        Der var  kommet delfiner, der sprang foran stævnen i leg - dagen lang.
        Om morgenen lå der flyvefisk på dækket.         Almindeligvis så vi flyvefiskene smutte ud af en bølgetop og fortsætte i svæveflugt lige over vandet, en øvelse der umuligt kunne bringe dem flere meter op over skibssiden, så de kunne lande på dækket.
        I dag ved jeg stadig ikke, hvordan de bar sig ad, - og det er faktisk irriterende !



S%E5%20til%20s%F8s-billeder%20generelt/Afrika%20med%20tekst..jpg
Efterhånden som vi nærmede os Ekvator, steg temperaturen naturligvis, - vejret var lige til en turistbrochure, og der skete ellers ikke så meget,

        - lige til en af matroserne brækkede benet.

        Et brækket ben ved man hvad er, og han blev anbragt i reservekahytten, der så fungerede som hospital.
        Vi var nu nødsaget til at anløbe "Cape Town", for at få ham i land.
       
London-billeder/Indien/Taffelbjerget%20bag%20CapeTown.jpg
Cape Town søndag formiddag,
hvor alle "var taget op i bjergene i week-end'en"
       
        Vi ankrede i den fine naturhavn, vest for "Taffelbjerget", et bjergmassiv med helt flad top (gammel havbund), - og det lignede også et bord.
        Selve byen Cape Town ligger ved foden af bjerget.
        Vi ankom fredag, og her op til week-enden viste det sig umuligt at råbe en skibsmægler op, selv om vi sendte flere telegrammer i land for at få kontakt.
        Der lå mange andre skibe for anker sammen med
os, bl.a. et par russiske.
        Da det jo var week-end og vor egen besætning holdt fri, vakte det en del opsigt, at russerne alligevel arbejdede med at banke rust og male udenbords.
        Vi havde en del erklærede kommunister blandt dæksbesætningen, så de måtte høre meget for den måde "kammeraterne" ovre hos russerne blev behandlet i en week-end.

        Om mandagen var der endelig en reaktion fra land, der kom en slæbebåd og matrosen blev ved hjælp af en bom hejst ud over siden og ned i "ambulancen".
        Straks derefter lettede vi anker og fortsatte mod Bombay.



        Snart rundede vi sydspidsen med "Kap Det Gode Håb" og "Kap Agulhas".
        Der var en del at se på, - store albatroser med deres elegante svæveflugt, og mange hvaler, alene eller i små flokke, kæmpestore og mindre mellem hinanden.
        Med kurs op mod "Mocambique Kanalen" fik vi en lille kuling mod os, - det var det eneste blæsevejr på hele turen ud og tilbage til Europa.
       
        Blandt mandskabet, og i hvert fald fra styrmændene til "gnisten" blev der belært om, hvad man kunne forvente sig af Bombay.
        Der var gode råd, som den med "ikke at give tiggere en skilling", "aldrig gå i land alene", "husk at prutte om prisen" o.s.v.
        Hvad der var at købe af gadgets og ting, som man måtte have med hjem, samt advarsler om, hvordan man kunne blive snydt med varerne, var ikke småting.
     F.eks. at ibenholt var sort i sig selv, ellers var det ikke ibenholt, men blot træ, der havde fået sort skosværte, og hvis noget var gult, var det ikke sikkert, det var guld.
        Jeg havde fået at vide, at man altid kunne lugte østen længe inden man kunne se land, og ganske rigtigt, - allerede 12 timer inden vi så land, hang der en karakteristisk ubetemmelig tung, krydret lugt i luften.
    
Bombay


       Vel ankommet til Bombay, ankrede vi for at vente på højvande, så vi kunne komme ind i dokken.

London-billeder/Indien/Dov%20fragter%20baller%20p%E5%20floden%20-%204%20roere.jpg
 En såkaldt "Dov" med det karakteristiske trekantede
sejl blev roet forbi af fire mand, - det så noget halsbrækkende ud med den store last.

        Langs flodbrede lå masser af både, Dov's og husbåde mellem hinanden.
        Alle havde de et brædt i agerenden ud over floden.
Det var toilettet. Folk satte sig ud på brændtet og klarede det de var kommet der for. Toiletpapir fandtes tilsyneladende ikke, - i stedet var der bundet en snor til brædtet med en konservesdåse i den anden ende.
        Med denne anordning hejstes vand op fra floden til at klare rengøringen med, - egentlig en forløber for bidé'et.   

        Omsider kom vi i dok, - losningen kunne begynde.

London-billeder/Indien/Gademilj%F8%20p%E5%20havnen%20med%20byggeplads%20i%20baggrunden.jpg
Gademiljø på havnen.
I Indien var der altid mange mennesker.
I Indien gik alle klædt i hvidt.
En indisk rupi = 1,47 kr.
Fik man 2 rupies om dagen, havde man godt arbejde !

        I baggrunden opføres en nybygning.
        Der ses ingen byggekraner.
        Al byggemateriale, som "bygningsarbejderne" havde i en lille flad kurv på hovedet, blev transporteret op ad stiger i den ene ende af bygningen.
        Sikkerhedsforanstaltninger = 0 ! ! !
        Når de nåede op i højden, balancerede de hen ad muren til det sted, hvor materialet manglede, hvorefter de fortsatte til den anden ende af muren og kravlede ned ad en stige igen. (Klik billedet)
        En sådan arbejdsdag må have været ret trættende i 35-40 graders varme.

        Når arbejdsdagen var forbi, samledes havne- arbejderne i lange køer - 30 - 40 stykker i hver, for at få adgang til en enkelt doven vandhane, hvor de kunne vaske støvet fra de mange kemikaliesække af.
        Det kunne tage over en time i køen før den sidste kom til.
        Kø-diciplinen var forbilledlig.
      
        I området omkring Bombay, var der op mod 1 mill. flygtninge, der var kommet nordfra, hvor Indien og Pakistan sloges om et område.
        Flygtningene boede rundt omkring på fortovene og i parker uden at have tag over hovedet.
        På vej hjem fra en tur i byen så jeg en kvinde med 2 små børn. De boede på 4 fliser.
        Hun var ved at lave mad.
        Hun havde et lille bål lavet af æsellort.
        I gryden var lidt vand og skrællen af to bananer.
        Hun tiggede ikke.
        Hun fik alligevel en seddel, og det var der tilsyneladende ikke andre, der opdagede, ellers blev man hurtigt omringet  af en flok tiggere, og det skal man undgå.

London-billeder/Indien/London%20i%20dokken%20Bombay.jpg
M/S "London" tømt for kemikaliesække.
Vi ventede  på at komme til at laste mangan,
til Antwerpen og Rotterdam.
 
        I det varme vejr havde jeg stor glæde af nylonskjorterne, - der var ikke meget vask i det, selv om der skulle en ren til hver dag.

        En dag var vi fire mand der fulgtes ad i land.
        Vi var ikke kommet langt, inden en ung inder stoppede os, idet han bød sig til som guide på en tur rundt i Byen.
        Hovmesteren havde prøvet sådan en guidet tur før, og anbehalede os at hyre ham.
        Der blev aftalt en pris for ydelsen, og straks fløjtede han i fingrene og et hestekøretøj dukkede op.
        
London-billeder/Indien/Triumfbuen%20for%20Dronning%20Victoria.jpg
Den fik ikke for lidt i de engelske kolonier -

        Ude på havnepromaden yderst mod havet så vi Triumfbuen (herover) rejst til ære for Dronning Viktoria.
        Over for lå "Taj Mahal Palace Hotel" med en flot udsigt over havet.

London-billeder/Indien/London%20-%20Taj%20Mahal%20hotel%20i%20Bombay.jpg
En pragtbygning - og så er dette bagsiden !

        Guiden fortalte om hotellets tilblivelse.               
        Hotellet var tegnet af en berømt arkitekt i London, hvorpå tegningerne blev sendt til Indien.
        Her opførtes bygningen, og da det var færdigt kom arkitekten sejlende fra London for at se sit værk.
        Bygningen er trefjøjet, og hovedindgangen vender ud mod en lille snæver gade.
        Guiden fortalte, at bygningen var vendt 180 grader forkert.
        Da arkitekten så dette, gik han op i sin suite og hængte sig.
        Det har siden vist sig særdeles heldigt, at mange af værelserne vender ud mod havet, hvorfra de kan drage fordel af en frisk kølende vind, når den ellers er der.

        Vi var omme for at se den pompøse hovedindgang,  og var ikke i tvivl om at historien måtte være sand.
        Dog kan jeg idag se i Wikipedia, at historien næppe er troværdig, - selv om den er god.
        Og så har man gået og troet på den historie i 55 år.
        - og sådan er der jo så meget.

        Senest har vi hørt om terrorangrebet i 2008 på netop denne bygning, - 167 mennesker blev dræbt af nogle gale muslimer ved den lejlighed.
        
        På en club for skibsofficerer, der lå ved siden af hotellet, spiste vi frokost i mondæne omgivelser.
        Det eneste jeg husker, var en ret bestående af terninger af kogt grisespæk i en salepagtig lyserød sovs.
        Selv om det kan lyde mistænkeligt, så smagte det faktisk godt.
        Videre på vor færd nåede vi til en gade med en meget lang ca. 2 meter høj mur. I muren var en lille dør, og vi fik besked om at tie stille.
        Så førte guiden os ind på en aflang plads. Langs den ene side var et halvtag med dynger at træstokke.
        Vi befandt os på et sted, hvor der foregik ligbrænding.
        Vi spurgte selvfølgelig ind til omstændighederne omkring ritualerne, men pludselig gennede han os ind under halvtaget og tyssede på os.
       
London-billeder/Indien/London%20-%20Scene%20med%20hinducremering.jpg
Hinduerne kremerer deres døde.
Da vi ikke måtte fotografere derinde for guiden,
må i her nøjes med et af hans postkort.

        Et øjeblik efter kom et begravelsesoptog med en båre, hvorpå lå en afdød under et tyndt bomuldsklæde.
        Da processionen med nogen besvær var kommet gennem den lille adgangsdør i muren, linede den op igen og begyndte langsomt at gå hen i den anden ende af pladsen, hvor et ligbål var gjort klar.
        Afdøde kan have været en sværvægter, - i det mindste skvulpede den opsvulmede maveregion faretruende frem og tilbage på båren, mens de bar den af sted.
        Båren blev anbragt på ligbålet, og der blev sat ild til.
       
        Vi listede ud i den almindelige verden igen.
        Jeg havde bemærket at følget, der foruden voksne også talte adskillige børn, overhovedet ikke gav udtryk for, at dette var en søgelig oplevelse.
        Guiden forklarede, at hinduerne tror på genopstandelse, så den jordisk død kun er en midlertidig tilstand.
        Turen gik videre til "Victoria Gardens", eller "De hængende haver".
       
London-billeder/Indien/London%20-%20Hanging%20gardens%20west%20i%20Bombay.jpg
Parken var usædvanlig velholdt.

        Det viste sig at være en stor park, bemærkelsesværdig fordi mange af træerne og især buskene var klippet i figurer.
        Parken var anlagt af englænderne, og var egentlig et isolerende tag over et enormt vandreservoire, der skulle holde vandforsyningen stabil, selv om det kun regner een gang om året.
       
        Man har ikke været i Indien, hvis man ikke får tilbudt en forestilling som denne.

London-billeder/Indien/Cobraen%20ude%20af%20kurven.jpg
Slangen reagerer på mandens bevægelser, - den kan ikke høre fløjten ved det, at den er døv.

        Vi fortsatte i den behagelige hestetransport  = en fin vogn + 1 fin hest, der ellers ikke fik for meget at æde.

        Vognen stoppede under en klippe på et halvt hundrede meters højde.

London-billeder/Indien/London%20-%20Scene%20fra%20'%20The%20Parsee%20Tower%20of%20Silence%20'.jpg
Scene fra "The Parsee Tower of Silence"
Guiden advarede os mod at tage billeder, - måske var det fordi, han gerne ville sælge sine postkort til os.

        Der var bygget en lav mur med en lille kapelagtig bygning rundt om toppen.
        Der fløj en del mindre gribbe rundt over "bygningen",  - det gjorde der nu også andre steder i byen.
        Det specielle ved dette sted var, at det var Parsernes begravelsesplads.
        Når en parser dør, bliver liget afleveret i det lille kapel, hvor et par "udvalgte" henter det ind på pladsen bag muren.
        De "udvalgte" må ikke forlade stedet, det er op til "menigheden" at sørge for deres forplejning.
        Efterhånden som liget går i opløsning, tager gribbene for sig af "retterne", og de to mænd indenfor findeler resterne, så gribben bedre kan komme til fadet.
        
        Guiden fortalte, at man i nabolaget ofte kunne finde en finger, en stump tarm eller andre ligdele, som gribbene tabte under deres transport af "foder" hjem til rede og unger.



        Det tog endnu en uge at laste mangan-lasten, men omsider var vi klar til afsejling.
        Vi gik og ventede på meddelelse om, at Suez-kanalen igen var sejlbar, det var lige op over, men det trak ud, -
så vi måtte den lidt kedelige tur syd om Afrika igen.
       
        Jeg havde inden afsejlingen fra Europa anskaffet mig en rejsegrammofon og mine første 3 grammofonplader.
        Man kan ikke afspille plader, hvis skibet ligger skævt, eller bevæger sig i søen, men problemet løste jeg ved at hænge pladespilleren op i fire snore og en krog i loftet over min køje.
        Når det var justeret, kunne jeg nyde musik, selv om der var lidt søgang.
        Opfindelsen vakte opsigt, - alle ombord var oppe for at se fænomenet. De fik nu hurtigt nok af det, - jeg havde kun klassisk musik at byde på, og det var der ligesom ikke meget afsætning på om bord.

        Hjemsejladsen bød ikke på særlige oplevelser, bortset fra en enkelt.
        Det var et tilbagevendende problem at nå Lyngby Radio fra vi sejlede ind i Mozambique Kanalen, til vi var kommet godt op mod Dakar.
        Her var det tydeligt, at radiobølgerne ikke rigtig kunne passere junglen og Saharaørkenen, som lå mellem os og Lyngby Radio.
        Man skulle gøre forsøget på at få forbindelse om natten, og var man heldig, kunne der være "hul igennem" længe nok til at få afviklet sin telegramtrafik.
        Grunden til ikke at sende telegrammerne via mere lokale kyststationer, var den betydeligt højere takst i forhold til den lokale danske.
       

Tilbage i Europa



        Vi ankom til Antwerpen i et begyndende forår.

        Jeg fik lavet en aftale med skibsmægleren om at skaffe mig en billet til en forestilling i "Den Flamske Opera".
        Denne opera havde et godt ry i operaverdenen, og jeg havde meget lyst til at opleve en opera igen.
        Sidst det skete var som soldat i København, hvor "Rigoletto" var på programmet et par år tidligere.
        Jeg fik min billet, - det viste sig, at der ikke var en opera på programmet den dag, men en koncert med selveste Rudolph Schock, - en af datidens store tenorer.
        Det blev en virkelig god oplevelse. Gamle scene på "Det kongelige Teater" ville kunne rummes tre gange i salen, der var overdådigt udsmykket med udskæringer, krummelurer og guldbelægninger, som sådan et sted skal være.
        Koncerten bestod af arier fra de store operaer, og var således som forventet - flot !
        Da det hele var slut, og sangeren var blevet kaldt ind to gange af klapsalverne, gjorde han mine til at ville give et ekstra nummer.
        Netop som støjen fra publikum havde lagt sig og han skulle til at annoncere sit slutnummer, rejste en gammel kone sig oppe på en af balkonerne og råbte til ham: "Der Schock, bitte singt Ava Maria".
        Der blev en kort pause og samtale med pianisten, - og så fik vi alle "Ave Maria", så ikke et øje var tørt.
        Hvis du tør høre Rudolph Schock synge en arie,
        så klik her "Rudolph Schock synger".

        Jeg var også en tur i byen.
        Det jeg husker bedst i Antwerpen, var adskillelige butikker der solgte våben af alle mulige slags.
        Det havde jeg ikke set før.
        Byen var også kendt for sine 12.000 værtshuse.
        Det er rigtigt, at der var usædvanligt mange, næsten alle sammen meget små, nærmest i private hjem i havneområdet.
        Årsagen var, at når manden tog ud at sejle, var der tradition for at lillemor skulle drive et lille værtshus for at forsøge at tjene en skilling.

        Efter Antwerpen - et smut op til Rotterdam med resten af manganlasten.
        Byen ligger ved den arm af Rhin-deltaet, der hedder Lek.

London-billeder/London%20-%20Normandie%20-%20en%20af%20de%20st%F8rste.jpg
En af de store amerikalinere
måtte  åbenbart ikke manøvrere selv.
Her hjælpes den af 5 slæbere forude
og et par stykker agter.

        I Rotterdam var (er) alting stort, Europa's største og vigtigste havn i Rhin-deltaet.

London-billeder/London%20-%20Lidt%20af%20havnen%20i%20Rotterdam%20-flodpramme%20overalt.jpg
        Karakteristisk var (er) de mange tungtlastede flodpramme med beboelsen agter for flodskipperen og hans famile.
       
        Jeg blev sendt i land for at købe en gadget til kaptajnen, - en mini-dyppekoger beregnet til en enkelt kop vand.
        Jeg fandt den!
        Da jeg nu havde fået en gratis tur i byen, benyttede jeg lejligheden til at anskaffe flere grammonplader til mit avancerede musikanlæg, ligesom jeg indtog en bedre middag, bl.a. fik jeg kænguruhalesuppe.
        Ikke noget at skrive hjem om, men det smagte nu godt nok.


10 ture til Murmansk



        Vi var blevet kontraheret til 10 laster Apatite fra Murmansk til forskellige destinationer i Nordeuropa.
        Vi begav os ud i Nordsøen og fik en kraftig kuling lige i hovedet fra nordvest.
        "London" var jo i ballast (tom), og da vi havde vinden lige imod, oplevede vi at bølgernes størrelse og afstanden mellem dem passede netop sådan, at efter et tilløb over 5 - 6 bølgetoppe, sprang hun ud over den næste med stævnen fri af vandet, hvorpå hun hamrede bunden ned i den næste bølge.
        Da sådan et skib har flad bund, var der virkelig knald på nedslaget.
        Hun opførte sig som en fjeder af den behandling, og jeg fik tanken om, hvor længe hun mon kunne holde til det.

London-billeder/London%20-%20stiv%20kuling%20i%20Nords%F8en.jpg      Stiv kuling i Nordsøen,
vi fik slået hul i 2 bundtanke. 

        Så meddelte de nede fra maskinen, at der nu var slået hul i to af de forreste bundtanke.
        først da blev farten sat ned, så vi netop holdt hende gående op mod vind og sø.
       
        Når man ligger og nærmest driver for vind og strøm, varer det ikke så længe, før navigatørerne bliver usikre på, hvor vi egentlig befinder os.
        Ud på natten bad kaptajnen mig om at skaffe en position fra land.
        Da det koster penge, og han var ret nærig på rederiets vegne (som alle kaptajner skal være), betød det, at heller ikke han ikke vidste noget om, hvor vi var.
        Positionsbestemmelse fra land foretages af kystradiostationer, der ligger forskellige steder i forhold til retningen til skibets forventede position.
        Jeg bad Scheveningen radio i Holland om at arrangere en krydspejling af os.
        Han adviserede 2 andre stationer om anmodningen, og idet de meldte sig klar, sendte jeg et antal lange "streger", som de kunne bruge til at radiopejle på.

S%E5%20til%20s%F8s-billeder%20generelt/Krydspejling-1..jpg

        Efter ca. 10 min. fik vi vor position med en fejlmargin på et par sømil.
        Det virkede forbavsende godt.

S%E5%20til%20s%F8s-billeder%20generelt/Pejlemodtageren.jpg
Havde vi haft en radiopejler ombord, kunne vi selv
have bestemt retningen til stationer på land og dermed
vor egen plads i Verden.
          
  
 Sømands-begreber          oversat til       
 "klart sprog"


Afmønstre:
        Stoppe ansættelsesfor- holdet og gå i land.

Agter:
        Bagenden af et skib.

Aptering:
        Den del af skibet, der er beregnet til beboelse m.v., oftest i to afdelinger, én midtskibs og en mindre agterude.

Bagbord:
        Skibets venstre side, når du står og ser frem mod stævnen.

Ballast:
        Skib uden last.

Bord:
        = skibsside
om bord = at stige ind på skibet,
fra bord = at forlade skibet.

Bro:
        Andet navn for "Styrehus", Et rum på forkanten af overbyg- ningen, hvor vagthavende navigatør og rorgængeren opholder sig under sejlads.

Bunkre:
        At laste brændstof og ferskvand. Begge dele opbevares i diverse tanke i skibets bund.

Chartret ud:
        Lejet ud.

Dok:
        Platform med sider og port der kan sænkes ned i vandet og
et skib kan trækkes ind i. Når porten lukkes og vandet pumpes ud er det muligt at foretage reparationer o.l. under skibets vandlinie.

Druknehul:
        Hul i skibsklædningen for- og agter.


Forhaling:
        At flytte skibet fra et sted til et andet i havnen, eller ved kaj.

Forstrækning:
        Penge.

Frivagt:
        Fritid mellem vagterne.

Hyre:
        Job på et skib.       

Hyren:
        Lønnen.

Højbro:
        Bro bygget høj nok til, at skibene kan sejle under den.

Ibenholt:
        Sort, hård træsort der er tungere end vand. Anvendes til træskærearbejder.

Kistebænk:
        Rum under sædet på en bænk eller under køjen til opbevaring (stuvning) af tøj o.l.

Knob:
        Sømil pr time.

Kompashus:
        Messing-kasse på en træsøjle anbragt foran rorgængeren, så han kan se kompasset, og dermed i hvilken retning skibet sejler.

Langskibs:
        På langs af skibets længderetning.

Laste:
        At overføre ladning fra kaj eller pram/båd til et skibs lastrum.

Lavbro:
        Bro bygget lavt, så den må åbnes for at skibe kan passere.

Lejder:
        Trappelignende stige, der muliggør indstigning på skibet fra kaj eller lodsbåd.

Livbåd:
        Det samme som en redningsbåd.

Lodslejder:
        Rebstige, der hejses ned langs skibssiden i rum sø for at  bringe lods ombord / fra borde.

Losse:
        At overføre ladning fra skibets lastrum til kaj eller pram/båd.

Lukaf:
        Aflukke - kahyt - værelse.

M/S:
        Motor Ship (Motorskib) drevet af en dieselmotor.

Messe:
        "Spisestue", der var flere messer ombord, så man kunne indtage maden i selskab med folk af samme rang.
Kaptajnen spiste ofte alene eller sammen med maskinchefen og ellers var der en officersmesse og en mandskabsmesse.
Opdelingen kunne have den gode effekt, at folk med de samme jobs på forskellige vagter fik lejlighed til at udveksle informationer.

Navigation:
        Bestemmelse af skibets position ved hjælp af søkort, log, observation af solens højde over horisonten præcis kl. 12.00
og m.m.

Påmønstre:
        At gå ombord i det skib man har fået hyre (arbejde) på.

S/S:
        Steam Ship (Dampskib)

Skibsmægler:
        Medarbejder fra et firma, der har specialiseret sig i at løse opgaver for skibe, der ligger i havn.

Stævn:
        Forreste bølgebrydende del af skibet.

Skot:
        Væg i et rum ombord.

Slagside:
        Når skibet ikke er i vandret ballance (stabilt).

Slingrekant:
        "Hegn" på ca. 5 cm der er indlejret  løstliggende i en bordkant.
        Slingekanten kan løftes og sidde fast nogle cm over bordfladen som et forsøg på sikring af det der står på bordet i søgang.

Spil:
        Apparat, der trækker det tov krankrogen hænger i på bommene.

Stuve:
        At anbringe ting (last), så det fylder mindst muligt og ikke kan forskubbe sig (flytte sig).

Styrbord:
        Skibets højre side, når du står og ser frem mod stævnen, - den side hvor styre-åren sad i vikingeskibene.

Supercargo:
        En person, der sørger for orden i en stykgodslast ved lastning og losning, så godset ligger i den rette rækkefølge og han ved hvor det er.

Sø:
        Bølge.

Søgang:
        Skibets bevægelse på havet.

Sømil:
        1 sømil = 1852 m.

Tage hyre:
        Tage arbejde på et skib.

Tage penge op:
        Ønsker man udbetalt et beløb ved ankomst til havn, skal pengene bestilles på forhånd, hvorpå skibets mægler skaffer kontanter som ønsket.

Taksering:
        Prisberegning, f.eks. for at sende et telegram.

Telegramtakst:
        Pris for 1 afsendt ord.

Tværskibs:
        På tværs af skibets længderetning.

Værft:
        Fabrik for nybygning af, og værksted for skibe.













































SPALTE 2
 
              
S%E5%20til%20s%F8s-billeder%20generelt/Nordkap%20-%20Murmansk-1.jpg
Find Murmansk - Find Nordkap - Find Andenes

        Vi skulle sejle indenskærs langs den norske kyst  på alle turene, - ind ved Ålesund og ud ved Andenes - og omvendt.
        Den rejse er formentlig den smukkeste sejltur i Verden, hvor du har land på begge sider meget af vejen og hvor huse og små samfund synes kun et stenkast borte.
        Helt rolig sejlads med havblik.
        Storslåede naturscener passerer forbi, det ene smukkere end det andet.
        På de første par ture lægger man mærke til omgivelserne, som var man turist, - senere bliver det mere til konstateringer af at "nu er vi kommet hertil".



        Murmansk er en ret stor by, og den russiske Atlanterhavsflåde holder til der.
        Golfstrømmen løber som bekendt helt op forbi Nordnorge og holder dermed farvandet isfrit hele året, - hvilket den russiske flåde så også benytter sig af.
        Inde på Kolahalvøen findes rige mineralforekomster, bl.a. af fosfat i form af mineralet Apatite.
        Det forekommer i en krystalinsk form, som knuses til et hvidt pulver inden det eksporteres.
        Rent kemisk er det et kompleks mineral bestående af enten calcium flour phosphat eller calciumchlorid phosphat og ud af det hentes fosfor til at fremstilling af superfosfat (landbrugsgødning).

        Det var stadig køligt, tidlig forår i Murmansk.

        Apatiten blev leveret i jernbanevogne, der blev tømt ved håndkraft af en talstærk flok mænd.
        De arbejdede med bar overkrop trods et par minusgrader, - det er noget med at arbejde sig til varmen.

London-billeder/London%20-%20Vi%20laster%20Apatit%20i%20Murmansk.jpg
Det var værre end ørkensand !

        Materialet støvede selvfølgelig en del, når kranerne smed en skovfuld ned gennem lugerne, men det hørte  med.
        Vi fik besøg af en kulturudsending fra byen i form af en særdeles nydelig lærerinde på 26 år.
        Hun hed Tanja, og jeg fik fornøjelsen af at vise hende rundt på skibet.
        Hun udtrykte gentagne gange sin beundring over hvor rent og pænt, der var alle vegne.
        Hun fortalte også lige ud, at sådan så der ikke ud i de russiske skibe.
        Når man bemærkede, hvor rustne og uordentlige de så ud, havde jeg let ved at forstå hende.

        Hun inviterede os til bal i "Dom Kulturi", der viste sig at være et stort kulturhus eller forsamlingshus, om man vil. Det var i flere etager.
        Vi var en halv snes stykker, der tog mod hendes tilbud, og om aftenen blev vi afhentet i en bus.
        Der var bal, - med et noget primitivt fire-mands orkester.
        Der var måske 150 piger til stede, meget landligt klædt, for nu at være artig, - højest 15-20 stykker havde nylonstrømper og nederdel, så de lignede noget vi kunne genkende.
        Deres forstærkeranlæg egnede sig ikke til musik, - der kom hovedsagelig kun en masse spektakel ud af det.
        Vi spurgte om man kunne købe øl, - det kom åbenbart noget bag på hende, - enden på det blev, at vi fik foræret noget lyserødt vædske i flasker.
        Hvad det var ved jeg stadig ikke, - det var i hvert fald støvsuget for procenter.
        Så tilbage til skibet med bussen. Vi var oplevelsen rigere, men absolut ikke imponerede.
        På en senere tur, tog hun nogle stykker af os med ind til byen for at gå i butik.
        Da vi ikke måtte veksle til russiske rubler, var det jo begrænset, hvad vi havde at komme i en butik efter, men oplevelsen var nu ikke så ringe.
        Deres radioapparater lignede noget fra før sidste istid, men hvad der virkelig imponerede mig, var deres regneapparater.

S%E5%20til%20s%F8s-billeder%20generelt/Boulier1%5B1%5D.JPG
Abakus - regnemaskine fra Sumérernes tid
2500 år f. kr.

        Flere steder på den lange disk stod en Abakus, - en lidt speciel kugleramme, der viste sig virkelig anvendelig til beregninger.
        Pigerne bag disken var så ferme til betjeningen af dem, at jeg ikke ville kunne følge med på en regnemaskine (husk lige på, at regnemaskiner den gang var mekaniske og helt håndbetjente).

        Et fast ritual hver gang lastningen var afsluttet, var et besøg af 20-30 soldater med maskinpistoler.
        Så blev dæksbesætningen kommanderet op på agterste luge og bevogtet der, mens hele skibet blev omhyggelig undersøgt for at finde eventuelle personer, der havde tænkt sig at forlade det socialistiske paradis.
        De fandt nu aldrig nogen.
        Officererne lod de være i fred, selv om også vore beboelser blev undersøgt.
        De var høflige, men målbevidste og alt blev set igennem.
        Lige med undtagelse af ét sted, - opdagede jeg, da jeg havde overværet forestillingen nogle gange.

London-billeder/London%20i%20Murmansk%20-%20elektrikeren%20oppe%20i%20skorstenen.jpg
Her er elektrikeren oppe i skorstenen for at sætte antennen fast.
Som du kan se, er der en platform med kant
til midt på hans ben inde i skorstenen.

        Op i skorstenen kom inspektionen aldrig.

        Der meldte sig en flygtig tanke om, at dér kunne man sagtens gemme en køn lærerinde, - hvis altså det skulle være.


Jeg har siddet i sovjetisk fængsel !


        I 1½ time !
        Det var ikke rart.
        Det var også uventet, selv om -
      
        På en af turene til Murmansk besluttede elektrikeren, en maskinassistent og jeg, "gnisten", at vi ville gå en tur i land i det gode vejr.
        Det var en søndag eftermiddag, og da vi jo havde været inde i selve byen Murmansk, bestemte vi os for at gå op ad skråningen bag havnen, hvor der så ud til at ligge en russisk landsby med lave palisader omkring de små huse.
        Elektrikeren stillede i "landgangstøj", der bestod af en rød-sort-hvid ternet skjorte ud over et par "Knickers", sportsstrømper op til knæene og et par solbriller med spejlende yderside, samt sit karseklippede hår.
        Skjorten og solbrillerne havde han anskaffet sig i USA, da vi var derovre, og selv i Danmark ville han have vakt opsigt.
        Vi to andre så nok mere normale ud, men lignede russere, det gjorde vi afgjort ikke.
        I starten, mens vi begav os op ad skråningen mod "landsbyen" virkede sceneriet som forventet, men så begyndte der at dukke små tårne op i, hvad vi havde forventet var huse med hegn omkring.
        Lidt usædvanligt var også, at der stod soldater i tårnene med maskinpistoler og iagttog os.
        Mere foruroligende var, at der begyndte at dukke rækker af afmonterede skibskanoner op i de små indelukker.
        Vi diskuterede faktisk det hensigtsmæssige i at fortsætte, men ingen havde fortalt os, at vi var uønskede oppe i "landsbyen".
        Lidt længere oppe kunne vi se almindelig klædte russere vandre tværs over vejen, så hvis vi fortsatte, ville det med maskinpistolerne nok snart være ovre.

        Vi nåede op til en jernbane, som de civile russere tilsyneladende anvendte som gangsti ind til byen og tilbage igen.
        Vi havde alle tre et kamera hængende omkring halsen, men af en eller anden grund tog vi nu ikke billeder af scenariet.
        Pludselig kom en ung officer anstigende med to soldater, - også med maskinpistoler.
        Han sagde noget på russisk, - som vi selvfølgelig ikke forstod, og han talte tilsyneladende hverken engelsk eller tysk.
        Til gengæld gjorde han det tydeligt med "internationale fakter", at vi skulle følge med.
        Vi vandrede så over mod flådebasen efter ham, og med de to soldater bag os.
        Ankommet til en bygning derovre, blev vi sat ind i en celle, og låst inde.

        Vi diskuterede selvfølgelig hændelsen, og hvad meningen egentlig kunne være, og efter halvanden times venten kom der en lille ældre officer og tiltalte os på engelsk .
        Han gjorde os opmærksom på, at det var grueligt galt at vi havde begivet op ind på flådebasens område.
        Vi gjorde til gengæld opmærksom på, at ingen havde advaret os om det.
        Så gik han sin vej, men kom tyve minutter efter tilbage, og bad os følge med.
        Vi blev anbragt i en bil og kørt ned til "London".
        Da vi steg ud, gentog han formaningerne om ikke at gå på flådebasen igen, - satte sig ind og skulle lige til at køre, da en anden bil kom farende i rasende fart og bremsede kraftigt op .
        Der blev en diskussion mellem russerne, hvorpå de forlangte vore kameraer åbnet.
        Filmene blev trukket ud af kassetterne og var derved ødelagte, idet de fik lys.
        Russerne rullede omhyggeligt filmene ind i kassetterne igen og overragte os dem, bukkede og kørte så deres vej.
        Indvendig sagde jeg grimme ting.
        På min film havde jeg en hel øre-rensningsscene fra en gade i Bombay, - og den var altså røget med i købet !

        På gaderne i Bombay gik ørerensere rundt med en håndfuld tynde pinde og vat i 3-4 farver og tilbød deres professionelle hjælp til at få renset ører, - akkurat som man kunne få pudset sine sko.
        Jeg havde lavet en serie billeder af en sådan øre- rensningsoperation, - og det var den der røg.
       
        Og når man står på kajen i Murmansk, så er der altså langt til Bombay, - for at få nye billeder.


        
        De 10 laster blev sejlet til 7 - 8 forskellige destinationer i Østtyskland, Danmark, Tyskland og Holland.
        Vi sejlede stadig rundt med revner i de to bundtanke, men det betød tilsyneladende ikke noget.
        En morgen på vej mod Murmansk gik vi nordpå ud for Bergen, da styrmanden vækkede mig.
        Jeg var hurtigt ude i styrhuset, hvor han kunne vise mig en kæmpestor hval, der med sine rolige bevægelser havde kurs ret mod os.
        Da vi stod så højt oppe var den rigtig tydelig, og spændt ventede vi på, hvad der ville ske.
        50 meter fra os opdagede den, at noget var i vejen, og med et gevaldigt slag med halen dykkede den ned under os.
       


        En smuk aften med solnedgang og vindstille kom kaptajnen uventet op for at se til os på broen.
        Han hed Heinrich Petersen, var en gæv sønderjyde, måske 55-60 år på 1,90m, rødmosset og lidt kraftig, ugift og ellers ikke meget for unødvendig tale til daglig.
        Det ændrede han lidt på den aften i brovingen, hvor han helt uventet begyndte at fortælle om sin tid i den tyske kriegsmarine under 1. verdenskrig.
        Han havde gjort tjeneste i en u-båd, og havde angiveligt været ude for bl.a. at sænke Nantucket Lightship ud for New York.
        Han fortalte, at det var lykkedes for dem, og det har  jeg troet på i 55 år.
        På nettet kan jeg dog ikke finde oplysninger om et sænket Nantucket Lightship under 1. verdenskrig, - så det var nok en and, selv om det ikke rigtig passer til ham.         Måske har de i ubåden virkelig troet, at det var lykkedes for dem.

        Jeg har lavet et lille tillæg med bidrag til historien om M/S London og kaptajn Petersen.
        I en af de mange mails jeg har modtaget med hilsener og kommentarer ( tak for dem ), skriver Ernst  Ertner :
      


        Efter at have losset en af Apatite-lasterne i Wismar, gik vi ind til København på tilbagevejen op gennem Øresund.
        Vi skulle have nogle reservedele ombord.
        Mens vi ventede på dem, iværksatte kaptajnen en livbådsøvelse.
        Da alle alligevel gik og ventede var tidpunktet velvalgt.
        Da det havde taget maskinfolkene 3 timer at få den ene livbåd så løs, at den kunne fires i vandet, var alle for længst gået hver til sit.
        Der blev ikke talt om "livbådsøvelsen" bag efter, men enhver tænkte vel sit.



        På en anden tur fra Murmansk og sydpå med fuld last, stoppede de pludselig maskinen.
        En fisker havde med alm. internationalt tegnsprog gjort opmærksom på, at han havde fisk.
   
London-billeder/London%20-%20Lofoten,%20-%20P%E5%20en%20tur%20sydp%E5%20fra%20Murmansk%20fik%20vi%20torsk%20i%20spandevis%20-%20retur%20gik%20sprut%20og%20cigaretter.jpg
Vi fik fine friske fisk.
         og fiskeren fik cigaretter og whisky.

         Det kaldes naturalieøkonomi,
         - og det smager godt !
 

Så til Afrika !



        Efter sidste tur med Apatite var "London" blevet chartret ud til hollænderne  for en tur med stykgods til Vestafrika.

        Vi begyndte at laste i Rotterdam, derpå i Antwerpen, og sluttelig i LeHavre (Frankrig).
        Vi havde fået en ung hollænder, - Jan, ombord, han skulle være supercargo på turen.
        Supercargoens job er at styre lastning og losning, så varerne bliver anbragt i skibet, så de ligger i den rigtige rækkefølge i forhold til, hvor de skal losses.
        Dét var et job, - skulle jeg hilse at sige -

        På Vestafrika havde kun få byer/steder en egentlig havn.
        Kun hvor byerne lå ved en flod, der var vandrig nok, til at skibe kunne besejle den, var det muligt at gå til kaj.

S%E5%20til%20s%F8s-billeder%20generelt/vestafrika%20med%20navne.jpg
Vore "steder", hvor vi lossede gods på ud-turen,
og lastede returgods på hjemturen.

        Godset blev derfor ofte lastet fra og losset i robåde, mens vi lå for anker ud for stedet.
        Det var et skuespil hver gang, og syntes helt ude af trit med datidens normer.
        Men det virkede.
        Da vi ikke kunne regne med havnefaciliteter, og dermed havnearbejdere til at håndtere godset, blev der taget et "crew" ombord i Conacry.

London-billeder/Vestafrika/Tankene%20var%20et%20problem.jpg
Tankene var et problem p.g.a. størrelsen

        Ude på forlugen ser du et telt, der hænger i en af bommene. Teltet over luge nr. 2 foran broen er her pillet ned.
        I teltene boede crew'et om natten. Der var tale om ca. 30 mand.
        De havde en kok og et lille kogested med til at sørge for maden, samt en formand til at holde styr på dem.
        Dette crew boede på fordækket på hele turen ind og ud igen.
        De havde normalt ikke adgang til resten af skibet.
        Der var en vis risiko ved crews og der blev holdt godt øje med dem hele vejen.
        En enkelt gang var der ballade omkring noget med maden, som vi ikke rigtig blev klog på.
        Jeg bemærkede, at skipper havde revolveren liggende fremme den dag.
        
London-billeder/Vestafrika/D%E6kscrew%20med%20lugeteltene.jpg
Spisetid.

        Når crew'et skulle spise, blev maden serveret i store fade. Den bestod altid af kogte ris med et kraftigt drys pabrika over.
        8 - 10 mand pladserede sig så på hug omkring fadet  og indtog maden med fingrene.

        Tilsyneladende samme ret hver gang.

        Var selv godt tilfreds med at skulle spise i
officersmessen !


               
        Vi havde tønder med lyserøde syltede grisetæer, betænkeligt rustne "nye" franske biler, kasser med kuglelejer, 2 store tanke på dækket, - masser af forskellig last ombord.
       
London-billeder/Vestafrika/Store%20tank%20omsider%20fra%20borde.jpg
Med to bomme og to spil kunne de store tanke
med nød og næppe hejses fra borde.
Slæbebådene ligger her klar, idet losningen foregår ude
på reden.
           

Kano som Livingstone så den -



        En ejendommelig oplevelse havde jeg, da vi var på vej til  Abidjan.

        Søkort over vestafrika havde ikke mange detaljer at navigere efter, der manglede bøjer og fyrtårne.
        I stedet var der tegnet silhuetter af kystlinien som den så ud ude fra havet, - adskillige lange smalle tegninger for at kunne dækket hele kortets område.
        Den metode var vore navigatører ikke vant til, og de blev så usikre på, hvor vi befandt os, at de gik nærmere land og kastede anker.
        Kaptajnen bad mig forsøge at få oplysninger over radioen, men den eneste kystradiostation i nærheden svarede overhovedet ikke på mine opkald.

        Da vi havde ligger der 2 - 3 timer, viste der sig endelig en båd på vej ud mod os.
        Det tog nogen tid, - det viste sig at være en ro-båd, - men sikken en !

        Der var tale om en meget stor "krigskano" med 50 roere med hver sin padle. De sad i to rækker på bådens ræling og roede taktfast.
        For at holde takten, var der en trommeslager ombord
        Henne agter stod en mand med en stor styråre som var det et vikingeskib.
        Agterst i båden lige foran "styrmanden" sad en høvding på en slags tronstol, flot klædt, - og fed.
        Padlerne var af den slags, hvor bladet er udskåret som en pelikanfod med tre tæer og malet hvid.
        Når 50 mand i tagt med trommen laver et åretag samtidig, - så ser det flot ud, imponerende flot !, og lyden "Thjuu - - Thjuu - - Thjuu - -", når 50 pagajer rammer vandet samtidigt - helt ubeskrivelig.

        Båden cirklede rundt om os i nogen afstand, men da man forsøgte at kontakte den med en råber, nærmede den sig.
        Da det var muligt at kommunikere, blev der selvfølgelig spurgt, hvor vi var. (Ret ydmygende for en styrmand).
        Der gik et langt øjeblik, mens vi ventede på en reaktion.
        Så pludselig eksploderede den fede høvding i sin tronstol i latter, og som på kommando stemte hele besætningen derovre i med at grine ubehersket højlydt.
        Uden at værdige os et svar, startede den imponerende båd turen tilbage mod land i flot taktfast roning, "Thjuu - - Thjuu - - Thjuu - -"
        - og vi var en oplevelse rigere,

        - men stadig uvidende om, hvor i Verden vi var.



        Der blev lettet anker, og turen forsatte mod Abidjan, og heldigvis fandt vi vej.
        I Abidjan er der en udmærket havn, så vi kunne losse ved kaj.
       
London-billeder/Vestafrika/Losning%20af%20franske%20varer%20i%20Cameroon.jpg
Losning af stykgods i Abidjan

        I Abidjan gik vi 2-3 stykker i land om aftenen med den målsætning at finde et værtshus oppe i byen.
        Vi lå ved kaj i et helt nyt havneområde med store tomme udstillingslokaler og ordentlige veje.
        Da vi havde gået et stykke, fandt vi ud af, at afstanden ind til byen var afskrækkende, hvorfor vi vendte om.
        På vejen tilbage lød der nogle høje knald som om nogen skød, eller kastede med sten.
        Lydene kom inde fra de store udstillingsvinduer vi kom forbi, og efter nærmere undersøgelser fandt vi ud af, at der var tale om sammenstød mellem nogle usædvanligt store skarnbasser og vinduerne, - det gav et brag, når kæmpebillerne fløj mod ruderne.
        Senere har jeg fundet ud af at det ikke var skarnbasser af afrikansk størrelse, men gødningsbiller, der tilsyneladende ikke var vant til disse store spejlende glasflader i deres miljø.

        
Accra i Ghana
               

        Efter Abidjan ankrede vi ud for Accra, der jo havde en vis interesse, fordi det var der, Danmark havde haft en afrikansk koloni på et tidspunkt.
        Losningen foregik også her med bådtransport mellem skibet og stranden neden for byen.

London-billeder/Vestafrika/Tom%20kakaob%E5d%20med%2010%20roere%20og%20styrmand.jpg
Karakteristisk ekvipage med 10 roere og en styrmand.
Styrmanden havde en tom konservesdåse i den frie hånd og en møtrik på tommelfingeren.

        Der blev også her anvendt de hvide tretåede pagajer, som vi tidligere havde set i kæmpekanoen.
        Styrmanden slog takten med møtrikken mod konservesdåsen, - og så gik det ellers af sted.
        Jeg lagde mærke til, at bådbesætningen var noget nervøse, når et slæng gods blev hængt ud over båden, hvori de opholdt sig, - der var en ret livlig kommunikation mellem bådens besætning og vort crew på dækket.
        Jeg kunne også godt se følgerne af en tabt genstand fra den højde.
        Bådbesætningen var hele tiden klar til at springe for livet.

London-billeder/Vestafrika/Gods%20fra%20skibene%20p%E5%20reden%20b%E6res%20i%20land.jpg
Gods fra skibene på reden bringes i land.

        Jeg fik sammen med andre lejlighed til at komme i land.
        Det foregik i en af bådene.

    London-billeder/Vestafrika/London%20-%20Roere%20p%E5%20en%20kakaob%E5d%20p%E5%20Guldkystens%20red.jpg

        Vel ankommet til land, blev vi båret tørskoede op på stranden.
        Roerne var velvoksne mænd, der virkede tilfredse med den slidsomme tilværelse, - at bære en mager telegrafist i land var uproblematisk, - men de grinede dog noget af situationen.
        Nu var vi på "Guldkysten" - meget guld var der nu ikke inden for synsvidde

London-billeder/Vestafrika/London%20-%20En%20gade%20i%20Accra.jpg
En gade i Accra

London-billeder/Vestafrika/London%20-%20Et%20gadeparti%20fra%20Acra.jpg
Ungerne legede halvnøgne langs husene, - når de fik behov for et toiletbesøg satte de sig, hvor de var, ordnede det fornødne og fortsatte så legen uden alt det der med toiletpapir og den slags.
Hundene gjorde rent efter dem, så gaden i hvert fald
fremstod uden lort bagefter.

        - og sådan er der jo så meget.
 

Dansborg fort



        Vi skulle selvfølgelig også ud at se Dansborg, det gamle danske fort, der lå ud mod havet.

London-billeder/Vestafrika/Dansborg%20ombygget%20til%20regeringskontorer.jpg
Kanonerne var der stadig, - nu mest til "pynt".

London-billeder/Vestafrika/Accra%20med%20Dansborg%20fra%20s%F8siden.jpg
Det gamle fort var blevet indrettet som
guvernørbolig og regeringskontorer.


London-billeder/Vestafrika/Hovedindgangen%20til%20Dansborg.jpg
Hovedindgang med stil

London-billeder/Vestafrika/Vagt%20med%20fez%20foran%20Dansborg.jpg
En enkelt vagt med nogen pondus var det blevet til, -
bemærk, at der tilsyneladende blev udført lidt vedligeholdelse, idet vagtens opholdsted er nypudset.


Lagos


        Videre til Nigeria, hvor vi skulle anløbe Lagos, der havde en havn, blot man sejlede lidt op ad  Ogun-floden.
        Vi kunne ikke gå til kaj, men lossede mens vi lå for anker ude på floden.
        Her nåede tidevandet fra havet ind fire gange i døgnet, - det kom rullende op ad floden som en 1/2 m tidevandsbølge.
        På et tidspunkt bemærkede jeg er bagdel i et par korte bukser, der kom drivende forbi.
        Efter som indehaveren fastholdt sin stilling med hovedet under vand, måtte det betyde, at der var tale om et lig.
        Da så tidevandet steg, kom han drivende tilbage op ad floden.
       
        Nu var det sådan, at Nigeria som gammel engelsk koloni havde uddannet systemets folk efter engelsk skik.         Landet var stadig under engelsk styre, det blev selvstændigt i 1960.
        Det betød tilstedeværelsen af et kompetent toldvæsen.
        Vel ankommet gik de da også ombord.
        Under besøget havde de fundet cigaretter i, hvad der ellers fremstod som en ildslukker.
        Synderen måtte melde sig af hensyn til sine skibskammerater, og han blev tilsagt til et retsmøde dagen efter i land.
        Han var noget frustreret over hændelsesforløbet, - "De gik lige hen til den, som om de vidste det i forvejen", sagde han.
 
        Da "gnisten" som bekendt "aldrig laver noget i havn", blev jeg sendt med matrosen i land.
        Toldsædet var en almindelig kontorbygning, og synderen blev sendt til forhør og irettesættelse i et lokale, mens jeg blev inviteret indenfor på toldchefens kontor.
        Han var en yngre indfødt nigerianer, og begyndte samtalen med at beklage omstændighederne ved vort møde, men da det nu var sådan, kunne vi jo lige så godt underholde hinanden.
        Det blev hurtigt til, at han ville vide noget om Danmark, og ikke mindst om is og sne, - at komme til at stå på ski var hans drøm, omend vanskeligt med et klima som i Lagos.
        Han var meget flink, virkede som en velopdragen englænder trods hudfarven, - det var i hvert fald påfaldende den gang.
        På et tidspunkt gjorde jeg ham opmærksom på, at de havde et lig drivende frem og tilbage med tidevandet.
        Han virkede høfligt interesseret, - men gjorde åbentbart ikke noget ved den sag, - liget blev ved med at drive frem og tilbage på floden til vi sejlede derfra, - man kunne lige frem stille uret efter, hvornår han passerede.



        I forlængelse af oplysningen om toldvæsenets husé'ren, kan jeg oplyse, at vi om bord jo havde adgang til toldfri varer via hovmesterens lager.
        En cigaret kostede 1,5 øre og en flaske whisky (Johnny Walker - rød etiket) stod i 6,00 kr.
        På det tidspunkt begyndte jeg at ryge cigaretter, - man kunne ligesom ikke tillade sig at lade være til den pris.
        Det blev senere til forsøg med store pudrede hollandske cigarer, men det blev jeg nu aldrig rigtig god til.
        Når vi om bord mødtes over en drink, medbragte man selv sit tandglas.
        Drinks blev da ganske naturligt halvt whisky og halvt vand fra hanen.
        Det virkede efter hensigten, - det var hyggeligt, og jeg har ikke erinding om nogen, der ikke kunne ramme måde, som det hedder, når man har styr på sit alkohol-forbrug.


Douala


       
        Fra Lagos videre til Douala i Cameroun.

        Idet vi sejlede op ad floden så vi mangroveskov på begge flodbreder, - interessant, fordi geografitimerne fra for længe siden, pludselig fik mening.
        I Douala kunne vi lægge til ved kaj.

        Dagen efter ankomsten bad kaptajnen mig tage med bådsmanden til læge.
        Da Cameroun var en fransk koloni, der først fik selvstyre i 1960, var fransk det talte sprog i land.
        Idet kapajnen forudså sproglige problemer ved et lægebesøg, blev det således arrangeret, at:
       
       1) Bådsmanden, der kun kunne dansk, kunne tale med telegrafisten.
        2)Telegrafisten kunne engelsk og dermed tale med skibsmægleren.
        3)Skibsmægleren beherskede såvel engelsk som fransk, og derved kunne han tale både med telegrafisten og med den fransktalende læge (franskmænd kunne/ville ikke tale engelsk den gang, det vidste enhver).

        Således klædt på satte vi os i en taxi og kørte ud på landet.
        Taxa'en var noget misserabel, hvilket kunne skyldes vejenes almene tilstand.
        I Løbet af en halv times tid ankom vi til, hvad jeg vil kalde et lille slot med fire søjler foran hoveddøren, der var usædvanligt flot udskåret. Det hele var omgivet af en velholdt park.
        Vi blev modtaget af en tjenestepige i sort ( måske skulle jeg sige "sort i sort" med hvid forklæde og kappe, - inde i hal'en fik vi indtryk af en sted med stil.

        Vi ventede ikke længe, før vi kom ind til lægen, fik hver en stol på række, - konsultationen kunne begynde.
        Lægen spurgte så mægleren hvad problemet var, der spurgte telegrafisten om det samme, og snart gik bådsmanden forklaring - via vi to mellemmænd - frem og tilbage.
        Situationen var selvsagt ret komisk, men da der jo var tale om sygdom holdt vi masken.

        Det viste sig, at bådsmanden havde fået et ukendt tilfælde af udslæt på spidsen af sit tredie ben.
        Lægen undersøgte sagen, og kom ret hurtigt til den slutning, at der var tale om en ringorm.
        Da det var fastslået, var den videre behandling ikke særligt krævende, - lidt salve et par gange om dagen i en uge ville løse problemet.
       
        Bådsmanden var lettet, og alle slappede af et øjeblik.
       
        Da lægen nu - sådan lidt uden for konsultationen spurgte til, hvordan han dog havde båret sig ad, med at blive smittet på netop det sted, måtte bådsmanden ud med omstændigheder bag tilfældet.
        Han havde været i land i Lagos, hvor han om aftenen havde truffes en lokal skønhed, med hvilken han betalte sig til et "nært samarbejde", selv om hun ikke havde noget sted at gå hen.
        De havde så fundet en rolig baggård, - citat: "men det var nu noget besværligt, lige til jeg fik hende stablet op på et par mursten".
        Jeg tror nok vi alle grinede noget, - og så var det lægebesøg slut.

        Da vi havde sendt taxi'en tilbage til Douala, spurgte vi, om det var muligt at ringe efter en sådan.
        Ja, det var da, - et øjeblik efter kom lægen og spurgte om vi ville tage til takke med at køre sammen med en, der netop stod og skulle ind til byen.
        Det ville vi selvfølgelig gerne, og fem minutter efter var transporten klar.
   
        Da vi kom ud i indkørslen foran de fire søjler, holdt der en ældre men meget flot Rolls Royce klar.
        Ejeren, en englænder med overskæg, ternede sportsstrømper op til knæene og korte khaki bukser med pressefolder ned til samme, bød os tage plads.
        Jeg har aldrig siden kørt i en Rolls Royce, men den tur husker jeg nu stadig, bilen var næsten lydløs, yderst vel affjedret  og flot !!

        Og hvilken telegrafist, var det mon, der ikke havde taget et kamera med ?

        Vi nærmede os Campala ved middagstid, der var nogen trafik, og da vi nåede ind i byens centrum gik det midlertidigt galt.
        Centrum bestod af et torv og et stort, måske lidt snævert vejkryds.
        Her var trafikken gået helt i stå, - en gordisk knude var opstået, idet trafikanter hang ud af alle vinduer, råbte og gestikulerede, - og ingen ville flytte sig.
        Vi holdt naturligvis stille, og ventede.
        Nu kom et par uniformerede betjente til stede, og indledte et forsøg på at løse problemet.
        Da vi tavse havde overværet sceneriet i fem min. siger englænderen pludselig tørt: "They think it's Trafalgar Square".
        I situationen var kommentarer til den bemærkning overflødig.
        Der gik et kvarter inden trafikproblemet var løst.

London-billeder/Vestafrika/Markedet%20i%20Cameroon.jpg
Jeg nåede også at besøge et marked i Campala.

        Det mest imponerende var kvindernes evne til at håndtere selv tunge byrder og anbringe dem
på hovedet, - og den gratie, de bar dem med.


Retur til Europa


       
        Da vi var losset, var skibet tomt, og så gik det den anden vej tilbage til Europa, men først skulle der lastes.
        I Lagos fik vi store logs (træstammer) af ædle afrikanske træsorter på dækket, og tilbage i Accra begyndte vi at laste kakao i sække.
        Mange sække !

London-billeder/Vestafrika/London%20-%20Vi%20ligger%20p%E5%20reden%20ud%20for%20Accra%20og%20laster%20kakao%20i%20s%E6kke.jpg
Der var gang i pagajerne, -  
det var også nødvendigt, idet bådene var tungt
lastede med kakaobønner i sække

        Efter flere stop, hvor vi fik flere kakaobønner i sække, var vi omsider lastede, og i Conacry  blev vores crew sat i land.
        Jeg benyttede mig af muligheden for lidt handel over skibssiden, - købte en hel klase bananer og hængte den til modning fra loftet midt i lukaf'et.
        Desuden fik jeg fat i nogle søde citroner, - en usædvanlig velsmagende frugt, der desværre ikke er god til at holde sig, derfor kan de stadig ikke købes herhjemme i dag - og det er virkelig en skam !

        Jan, den hollandske supercargo og jeg blev gode venner, vi talte godt sammen om alverdens ting, og da han lige som ikke rigtig hørte naturligt til i en af grupperne af fagfolk ombord, tilbragte han ofte aftenen oppe hos gnisten med en lille whisky.
        Vi havde haft meget fint vejr på hele turen, - rigtig turistvejr.
        En aften efter vi havde spist, - vi var på højde med Dakar, oplevede vi en solnedang mod vest, hvor havet var helt blankt, - det havde ikke andet at lave end spejle solnedgangen.
        Der oplevede vi masser af "Portugisiske Orlogsmænd" i vandet, - de havde samlet sig to og to, og med deres karakteristiske trekantede "sejl" som de stikker over vandoverfladen, lignede det hajer i  stævnemøde.

London-billeder/Vestafrika/344219-supergiftig-brandmand-skaber-frygt-i-england--%5B1%5D.jpg
Portugisisk Orlogsmand.

        Det er ikke en gople, men et polypdyr, der opfører sig som en brandmand, og hvis gift er usædvanligt smertefremkaldende, - det kan endda være dødeligt at komme i karambolage med dem.
        Man kender til enkelte eksemplarer, der er nået helt op til de engelske badestrande.


 
        Tilbage i Rotterdam, inviterede Jan på en bøf og rødvin hjemme hos hans kone, - de var helt nygifte, da han stak af med os til Afrika.
        Hun var en køn pige, som jeg godt forstod han kunne falde for, men det kan ikke være på grund af hendes evner til at indkøbe bøffer og stege dem.



        Jeg afmønstrede for at tage til Svendborg og træne hastighed på navigationsskolen.
        Jeg havde et godt ophold dernede og fik også min eksamen.
        Oprindelig var målet igen tankbådene med den høje løn, men på skolen fik jeg en del input om jobs på Grønland, og skiftede mening, - søgte Grønlands- ministeriet og endte i Narsarsuaq,
        - tænk hvis jeg havde taget en tankbåd, hvor mange oplevelser fra Grønland ville jeg så aldrig have oplevet.
        Det er helt uhyggeligt  at tænke på ! ! !



        Dette er afslutningen på min beretning om to år til søs i tre skibe.
        Oplevelserne glemmer jeg aldrig, eftersom jeg kan huske dem endnu, og der er ikke pyntet på noget, al den stund, at jeg ikke selv finder det nødvendigt.

        Det har været en fornøjelse at lave beretningen,
- måtte du også få fornøjelse af at læse den.

                                            Herning, dec. 2012.                                                           
                                                                      Jørgen Lambæk



- et lille tillæg:

        Ernst Ertner har bidraget med nedenstående i en af de mange mails jeg har modtaget:

        E.E. er oprindelig udlært bager, men mønstrede på "London" i maj 1955 som koksmath, - han skriver bl.a.:

        - -  men da jeg var med London havde kaptajn Petersen en voliere med duer på bådedækket, så en gang imellem, når de skulle hygge sig, - 1. styrmand, maskinchefen og ham selv, så skulle de have stegte dueunger.
        Han aflivede og rensede dem selv, så vi skulle bare stege dem og lave en sovs af kondeseret mælk og skyen fra duerne - - .
        - - men navnene på styrmændene og mestrene er fuldstændig glemt, jeg kan bare huske, at når 2. styrmand havde fri til søs, så lavede han bælter, de var flotte, han tog 20 kr. dengang for et, de var hæklede af sejlgarn, jeg brugte det i mange år - -.

        - - fortalte kaptajn Petersen aldrig om Hans, en matros vi mistede i Sapele i Nigeriea, det var jo en engelsk koloni den gang.
        Det var ca. 10 timers sejlads op ad Benin-floden gennem urskov. Vi kom til at ligge for svaj (for anker ude på floden) hvor vi skulle laste loks (kæmpe træstammer af ædelt træ) til London.

        Om aftenen kom agentens båd to gange, kl 19.00 og kl. 20.00, så man kunne komme med den i land.

        Det havde Hans ikke tid til at vente på, så trods advarsler havde han lavet en aftale med en af nigerianerne, der lå og sejlede rundt i kanoer, om at sejle ham ind, men kanoen kæntrede, og han blev taget af en krokodille, vi hørte kun nogle skrig, så blev alt stille.
        Politiet kom ombord, og de kunne fortælle at krokodillerne begravede deres ofre i flodbunden i 3-4 dage, - inden de åd dem - -.

     -------------------------------------------------------------------------------

        M.h.t. dueslaget på bådedækket, så var det fjernet, da jeg kom ombord i slutningen af 1956.

                                                                           


       


escapetekst1