Lambækvej 55
   Stampemølle og kartoffelmelsfabrik  

Historie







Kommentar:

Alen

        Betegnelsen "Alen" hænger sammen med ordet albue, idet 1 alen oprindelig var længden fra albue til spidsen af lillefingeren.
        Da personer som bekendt har forskellig størrelse, kunne bestemmelsen af en stadard- alen være praktisk.
        En dansk alen er således sat til længdemålet 62,77 cm.
        Måler du efter på en person, viser det sig, at det har været en kæmpe, der har lagt arm til standarden.

Rdlr
    Rigsdaler er en sølvmønt.
    1 Rigsdaler = 6 Mark
    1 Mark = 16 Skilling
    Vil du vide mere om de gamle danske mønter m.m. så klik linket herunder - -
http://da.wikipedia.org/wiki/Daler

Courant
Gangbar mønt , - den slags penge der anvendtes i dagligdagen (ikke sølv)


Amdam
 - af det franske "amidon" = stivelse.
Ordet "Amdam" blev efterhånden erstattet af "Kartoffelmel"

 Tønde land (Tdl)

          1 Tdl var den agerjord, der kunne tilsås med 1 tønde sædekorn (100 kg), - i dag fastsat til 5516,2 kvadrat- meter eller ca. 0,55 ha.
(Mere om emnet i nedenstående link).
    Tilbage med [backspace]. 
http://da.wikipedia.org/wiki/T%C3%B8nde_land

   
Pund

1 pund = 500 gram

Overfaldshjul  og
Underfaldshjul
vandhjul%20over%20og%20underfalds%20korr%20f%E6rdig.jpg
Vadmel

Hjemmevævet uldent stof af usorteret uld (kradsuld) og uden farve. Stoffet vævedes i lange baner, hvorpå det blev stampet i sæbevand for at fibrene skulle "flette" sig tættere sammen og danne et filt-agtigt stof.

Stampning

Hårdhændet behandling af uldstof med en stampeindretning, her drevet af et vandhjul.

Naver

i 1800- og 1900-tallet rejste håndværkere fra Skandinavien på "valsen",
for at tage arbejde inden for deres fag i udlandet, og dermed dygtiggøre sig.
http://da.wikipedia.org/wiki/Naver_(h%C3%A5ndv%C3%A6rker)


Spalte 1

Papir og kartoffelmel


Et besøg på "BØTTEN",
      
       - et arbejdende museum for håndlavet papir (bøttepapir) på Drewsens nedlagte papirfabrik i Silkeborg - og efterfølgende bemærkninger i familien om, at det var svært at finde gården i Lambæk, har fået mig til at sammensætte en side med oplysende materiale om emnet, og det har vist sig at være en meget underholdende opgave.
        Da der er historie i beretningen om min tipoldefar og oldefar fra industrialismens begyndelse kan den nok interessere andre end familien, - hvorfor jeg hermed har lagt den frem for alle.
        Jeg har søgt og fundet mange ting på nettet og desuden hugget interessante oplysninger i en ejendomsmægler-annonce,  - måtte guderne og mægleren tilgive mig.



Min oldefars gård i Lambæk
bygget i 1872

S%F8ren%20Lamb%E6ks%20g%E5rd%20i%20Lamb%E6k%202014%20-%20TilSalgskilt%20fjernet%20JP%20%20DSC01326.jpg
Lambækvej nr. 55 ligger netop hvor Kartoffelvej begynder sit forløb mod nord.
Der var næsten ingen bevoksning på stedet i 1872.

I dag (nov. 2014) er gården til salg som en nedlagt
landejendom med 2,2 ha grundareal.
Renoveret i 1986.
Selve stampemøllen er helt væk.

Orienteringskort med tekst
Lamb%E6k%20-%20orienteringskort%202014%20med%20tekst.jpg
Kartoffelvej er forsynet med skilt ved hovedvejen.
Oprindelig fortsatte kartoffelvej videre op nord for
hovedvejen Herning-Ringkøbing (15)

H%F8jmark-2korr%20%20JP%20%20DSC01000.jpg
Kartoffelvej er grusvej og fører fra hovedvejen Herning-Ringkøbing ned til Lambæk.

S%F8ren%20Lamb%E6ks%20g%E5rd%20i%20Lamb%E6k%202014%20JP%20%20DSC01320.JPG
Her føres Kartoffelvej over bækken, Lambæk, der har
givet navn til stedet, der i dag består af 7-8 gårde/huse.


   

1915-f%20Oldemor%20og%20oldefar.jpg


    Mine oldeforældre 

Søren Lambæk og Kirsten Marie Pedersen

  

        I en høj alder fortalte min oldefar, Søren Lambæk (født  1843, død 1909) sin egen historie, og jeg har ladet teksten stå som han skrev den - (paranteser og billeder er dog mine). 

        Beretninger som denne, der beskriver almindelige menneskers historie var den gang en ny foreteelse, - en direkte følge af, at skolegang for alle bredte sig i 1800-tallet. 

        Med evnen til at skrive kom også lysten til at fortælle om tilværelsen, som almindelige mennesker oplevede den.

   

 

 (Uddrag af slægtsbogen)


        Far Kr. Sørensen (min tipoldefar) bosatte sig i Lambæk d. 16/4 1840.
        Ejendommen blev købt af Lars Severin Steinbjerg for 317 Rdlr. 3 Mark Courant

        Der var ca. 5 Tdr. Land Markjord, 1 Tdr. Land Græsningsjord, 3 Tdr. Land Eng og en Hedelod paa 8 Tdr. Land samt 2 smaa huse og 2 Køer.

        Far kom efter sin Konfirmation i Møllebyggerlære hos en Mester, Jens Bondesen, Tarm.

        Da min Bedstefar (min tiptipoldefar) i 1826 havde købt Papirfabrikken i Nyemølle, kom Far i Papirmagerlære og kom senere til at være Leder og Forretningsfører for Fabrikken.

        Da min Bedstefar døde i 1838 besluttedes det af familien at afhænde Fabrikken, hvilket saa skete i 1838. 

        Den blev solgt til P. Smith.

        Min Far arbejdede saa som Møllebygger indtil han 1840 købte ovennævnte Ejendom.

        I den lave Del af Ejendommen løb en lille Strøm (en bæk), han fik saa lavet en lille Vandkraft med Underfaldsvandhjul - ca. 2 Alens Fald - og fik startet et Stampeværk el. Valkeværk til Vadmel.

        Det viste sig at Vandkraften var for svag, han fik Strømmen (vandstrømmen) taget ud lidt højere oppe (ad bækken) og fik et Overfaldsvandhjul paa 4 Alen, hvilket senere blev forhøjet til 5 Alen 8 Tom. ved at uddybe Afløbet.

        Men selv da, var kraften ikke særlig stor, skulle der arbejdes hele Døgnet som ved Valkningen, kunde der vist kun udvikles ca. 1 Hest´ Kraft.

        Foruden Valkningen fik han en lille Rivemaskine lavet til Kartofler, han malede saa Kartofler og lavede Kartoffelmel.

        Da Michael Drewsen i 1844 startede Papirfabrikken i Silkeborg, opdagede han, at der her i Vestjylland var en Mand, som lavede Kartoffelmel, og da det skulde bruges til Papirfabrikation, kom der Bud til Far (min tipoldefar), om han vilde sende en Prøve af Melet, og Far sendte så 6-800 Pund. Det var i 1848.         

        Siden fik han i en lang Aarrække stadig Leverance til Fabrikken, det var selvfølgelig denne stadige Leverance, der satte ham i Stand til at udvide Fabrikken, som jeg kan huske er bygget om 5-6 Gange.

        Efter at Far havde hjulpet sin ældre Bror til at faa en lignende Fabrik lavet i Ø. Finderup, døde han i 1875. På begge Fabrikker blev aarlig behandlet ca. 6000 Tdr. Kartofler (ca. 600 tons der gav ca. 60 tons kartoffelmel).

        Fabriksdriften havde jo desuden den Betydning, at min Far fik Raad til at opbygge og udvide Ejendommen. - 

(- her opremses 8-10 handler med tilkøb af jord, som jeg skal skåne dig for).

        I 1871 blev jeg gift og overtog samtidig Ejendommen.             Ved samme tid døde en Nabo , som havde en lille Ejendom med 6 Tdr. Land Mark og 4 Tdr. Land Hede, denne Ejendom købte jeg og lagde sammen med det øvrige. 

                   

H%F8jmark-2%20korr%20%20JP%20%20DSC00982%20-%20Kopi.jpg

Lambækvej nr 55, men jeg mangler info om billedets alder.

Kartoffelvej anes som en markvej ude til højre.

Det store hul i muren kan evt. stamme fra nedennævnte nedrivning.

        Bygningerne blev nedrevet og tildels anvendt til at lave en Lejlighed til Far og Mor.

        Far døde så 1875, og fra den Tid var jeg saa den, der skulde ordne baade Landbrug og Kartoffelmelsfabrikken.

       

        I de sidste Aar min Far levede, interesserede han sig meget for Tilplantning af Heden og anlagde selv en Plantage, hvor han saa at sige selv udførte Arbejdet, han blev knap færdig, jeg plantede det sidste.

 

H%F8jmark-2%20korr%20JP%20%20DSC00988.jpg

        Den sidste Dag, han levede, var han i Plantagen. Mor og jeg var kørende til Ringkøbing, og da vi kom hjem om Aftenen, kom han fra Plantagen, han døde saa ved Midnatstid.

        Omkring Aarhundredets Slutning indstilledes Fabriksarbejdet, Kartoflerne kunde indbringe mere ved Fodring. 

        Far interesserede sig for Biavl og fik en Forening startet under Ulfborg-Hind Herreds Landboforening.

        Som det fremgaar, var Far ikke særlig interesseret Landmand, saa det var først, da min Broder (Jørgen Christensen) kom hjem, at der blev taget fat paa Opdyrkning af Heden.

        Han var født i Moders hjem, Graakjær, og blev der til han blev konfirmeret.

        Der arbejdes først med Stude i nogle Aar, før vi fik heste.

Stude%20foran%20stiv%20vogn.jpg

"Den der ager med stude kommer også frem . . .

 

        Før den Tid havde de (forældrene) ingen Medhjælp.

        1844 fik de en Pige kaldet Ane Mølle, født i 1792, altsaa ca. 52 Aar. Hun blev i Hjemmet hos os i 33 Aar og døde 85 Aar gl. 

        Hun skulde have 2 Rdlr. Courent aarlig = 6 kr. og 40 Øre, samt 2 aarlige Fridage, hvor hun gik og tiggede Uld til Tøj.  

        Mor vævede fine Mønstre i Duge og Servietter, undertiden med 25 Skamler (= antal muligheder for mønsterændringer under arbejdet på væven). 

        Far, og senere jeg, hjalp hende med Udregningen af Mønstrene.

        Hendes fine arbejder blev solgt til store Gaarde, Fabriksejere og velhavende Byboere i Vestjylland.

        Min bror og jeg kørte med Kartoffelmelet til Silkeborg, et Læs var dengang ca. 1000 Pund (500 kg.) og Turen tog 4 dage.

               

                                                                    Søren Lambæk.


        Søren Lambæk's søn,   Kristen Lambæk, Gjelleruplund ved Hammerum, beretter, i en samtale med den legendariske folkemindesamler H.P. Hansen - (museumsforstander i Herning) -  også om livet i Lambæk.
        De to beretninger ligner selvsagt hinanden, men i Kristen's er der lidt flere detaljer, som jeg har medtaget i min del af historien.


 
Stampemøllen

S%F8ren%20Lamb%E6ks%20g%E5rd%20i%20Lamb%E6k%202014%20JP%20%20DSC01321.JPG
Bækken "Lambæk", her set fra Kartoffelvej - mod vest.
Vandmøllen var pladseret ca. 10 meter vest for vejen, altså hvorfra billedet er taget.

S%F8ren%20Lamb%E6ks%20g%E5rd%20i%20Lamb%E6k%202014%20JP%20%20DSC01322.JPG
Her er vandføringen i starten af november måned, -
det er ikke imponerende og i sommerperider kan den
være næsten tørlagt.

Gården i Lambæk
S%F8ren%20Lamb%E6k%B4s%20g%E5rd%20i%20Lamb%E6k%20med%20info.jpg
Dammen tjente til opsamling af energi !

En stampemølles konstruktion (eksempel)
Stampem%F8lle-agregat.JPG
Her skal bommen drejes med uret.

        Ud for hver stamp/stok er bommen forsynet med en knast/hæver og hver stamp har monteret en fastsiddende klods.
        Når bommen drejer skubber knasten stampens klods, og dermed stampen op, til den lidt efter igen drejer væk fra klodsen og,  - stampen falder frit ned.
        For at belaste vandhjulet jævnt, sidder knasterne forskudt så stampene løftes skiftevis.

        Det må have været en meget støjende arbejdsplads !

Skilt%20fra%20Sk%E6rb%E6k%20Fabrik%20korr..jpg
Her en reklame fra en af de talrige små virksomheder.

- stampning af vadmel foregik mange steder,
mens maling af korn til mel eller foder var forbeholdt  priviligerede møllere, der havde fået, eller købt retten til det arbejde. Disse møllere var pålagt pligten til at indrive landgilde (skat af det malede korn) til staten.

- i en datidig beskrivelse stod der:

"Vadmel, ell. Vaimel . . kaldes det gemeneste og ringeste slags klæde, som bønder er klædt i."

        - - så vadmel var ikke for fine folk !

        Efterhånden blev produktionen af kartoffelmel, som man kaldte "Amdam", vigtigere end stampning af vadmel.
 
H%F8jmark-2%20korr%20JP%20%20DSC00998.jpg
Den nuværende ejer af gården i Lambæk fortæller, at deres gagage (vist her) er den gamle kartoffelmel-fabrik.

        Den første vandmølle baserede sig på et under-faldshjul - 2 alen i diameter, men den var for lille, så anlæget blev forsynet med en mølledam (energi-depot) og vandhjulet blev udbygget til en diameter på 4 alen og nu som over-faldshjul.
        Senere ombyggedes den igen til 5 alen 8 tommer ved at uddybe bækken, så den kunne levere 1 hk.
      
        Læser man lidt i gamle skrifter er det påfaldende, hvor mange "møllebyggere", man træffer på, - jeg har hidtil forbundet dem med vindmøller alene, men det er helt forkert, - de byggede også mange vandmøller og ethvert vandløb, næsten uanset størrelse, kunne i 1800-tallet anvendes til små "industrivirksomheder", ofte lå der flere langs det samme vandløb.
        Det gav anledning til masser af strid om retten til vandet - søg evt. selv underholdende viden på nettet.

        Vandmøller kendes helt tilbage fra vikingetiden, mens vindmøllerne dukker op langt senere.

        Møllen var i starten kun indrettet som stampemølle, - (også kaldet stubbemølle eller stokmølle).
        Den fungerede ved skiftevis at hæve et antal træstolper op, -  for så at lade dem falde og dermed "stampe" det emne, der var anbragt under stolperne.
        Emnet  kunne være hjemmevævet groft uldent stof, der i vand og sæbe blev stampet for at få stoffets uldfibre til at filtre sammen og derved blive til datidens vadmel-klæde.
        Vadmel kunne også "kradses op", så det fik en lodden, og dermed mere lun side.
       Da en rulle hjemmevævet uldtøj gerne skulle behandles ud i én køre med sæbe, vand og stampning for at gøre rullen ensartet, kunne tilstedeværelsen af tilstrækkeligt vand i mølledammen være et problem.
         Vadmel-stoffet blev mest brugt til fremstilling af overtøj og anvendtes af almuen (almindelige folk). Det var varmt og ret holdbart, men ikke altid lige behageligt at have på - da det var fremstillet af groft usorteret og ufarvet uld (kradsuld).
 


Videre til SPALTE 2

Spalte 2


Amdam ~ Kartoffelmel


       - - frit efter den gamle beskrivelse givet af Søren Lambæk's søn, Kristen Lambæk  i Gjelleruplund i 1957 til folkemindesamleren H.P.Hansen.
       
        Han fortæller:
         - - på et tidspunkt startedes produktion af amdam = kartoffelmel.
        Først blev kartoflerne smidt op paa en harpe (stor si), hvor det meste af sandet dryssede fra, og så kom de i en vandbeholder, hvor de blev vasket rene.
        Da stivelsen sidder inde i kartoflens celler, skal cellerne rives i tykker for at få stivelsen ud
        Vandmøllen var blevet forsynet med en rund træbom, hvori var anbragt nogle savklinger.        
        Derved blev maskineriet i stand til at rive de vaskede kartofler.
        Den revne/findelte kartoffelmasse udvaskedes i vand, hvorved stivelsen blev frigjort.
        Vandet blev filtreret, for at samle kartoffelstivelsen på tøjstykker og derpå tørre det.
        Restproduktet af kartoflerne blev fodret op i svin og kvæg.

bil%E6ggerovn-3.jpg
Bilæggerovn (lånt fra Wikipedia)
 - her kan fyres fra køkkenet til højre og varmen
anvendes i stuen til venstre.

              I førstningen tørrede Chr. Sørensen (min tipoldefar) kartoffelstivelsen over en bilæggerovn i stuen.
        Det var vigtigt at tørre kartoffelmelet langsomt, - skete det ved for høj varme, klumpede melet og blev af dårlig kvalitet.
        Efter tørring blev melet malet og sigtet (siet) til den kendte pulverlignende konsistens.
        Da produktionen voksede, fik han indrettet et rum med varme, og der blev melet tørret på lærredsbetrukne rammer, og og var så færdig.

        Så snart folk begyndte at tage kartofler op sidst i september, tog Chr. Sørensen fat på at lave kartoffelmel og så arbejdede man ud på aftenen ved tællelys eller en simpel stenolielampe (petroleumslampe).
        Helst ville man være færdig inden jul, men det nåede man ikke altid.
        I starten kunne man behandle 10 tdr. kartofler (1 tønde =
100 kg) om dagen, men senere 30, og af en tønde kunne der blive ca. 20 pund  kartoffelmel ( 10 kg ).

        (Indholdet af stivelse varierer fra ca. 10% til ca. 17%, afhængig af kartoffelsort og dyrkning, - jo senere høst jo mere stivelse).
        
        Kartoflerne kom fra mange sogne, fra Holmsland, Ølstrup, Brejning, Hover, Stauning og naturligvis fra Lem.
        Blegrøde var de bedste og kostede mest, gule og blå kostede mindst.
        Ofte var prisen en daler (d.v.s. 2 kr.) pr. tønde, men de kunne enkelte år koste det dobbelte.
        2 kr. for en td. kartofler synes at være en ussel betaling, men en mand der avlede 200 td. på en td. land, tjente altså 400 kr. og det var i ældre tid mange penge.
        Fra 1848 og helt frem til lige før 1900 leveredes kartoffelmel i større stil til Drewsens papirfabrik i Silkeborg, og derfor blev produktionen øget meget, især efter Chr. Sørensens søn, Søren Lambæk (min oldefar) havde overtaget virksomheden.
        Chr. Sørensen havde tre børn, Søren Lambæk blev født i 1843. Broderen Jørgen P. Christensen født i 1837. Faderen hjalp ham med at anlægge en kartoffelmelsfabrik i Finderup.
        Brødrene blev lejet til at køre melet til Silkeborg.

Stiv%20vogn-1.jpg
Transporten foregik i en stiv vogn med store jernbeslåede
hjul og dårlig drejeevne, - den var forspændt 2 heste.

H%F8jmark-2%20korr%20JP%20%20DSC00990.jpg
Her viser webmoster en af de træbøjler som vognen var påmonteret.
Over bøjlerne var udspændt teltdug for at beskytte kartoffelmelet, - så køretøjet må have
lignet en prærievogn.

H%F8jmark-2%20korr%20JP%20%20DSC00991.jpg
Denne eneste bevarede del af vogntoget opbevares i
det lille hyggelige lokalarkiv i Højmark.
Der har jeg fået værdifuld viden af en yderst
kompetent arkivar med styr på tingene - -

        Imidlertid begyndte tyskerne at  eksportere kartoffelmel til Danmark til så lave priser, at man ikke kunne konkurere, så hørte fabrikationen op i Lambæk omkring 1900.

        Kartoffelmel kunne afsættes hos købmænd og til visse industrier, således solgtes en del til Handbjerg Hovgaard ved Struer, der havde en produktion af "Pressegær".
        Her dyrkede man gær på kartoffelmelet, og når gæren var færdig, blev vandet presset fra.
        Resultatet blev en plastisk masse af gær, der kunne anvendes i husholdninger ved bagning og - ikke uvæsentligt - til fremstilling af brændevin.
        Kartoffelmel anvendtes også af apotekeren, når han fremstillede tabletter, - den hvide tablet kunne være kalk og kartoffelmel tilsat et lægemiddel.       
 
        Mere om produktet og produktionen her :
        http://da.wikipedia.org/wiki/Kartoffelmel
 


Papirfabrikken i Silkeborg

        I Silkeborg anlagde Michael Drewsen en papirfabrik i 1844.
        Da var Silkeborg et lille sted med ganske få indbyggere og Drewsen måtte importere papirarbejdere fra sin fars papirfabrik, Strandmøllen nord for København.
      
        Læs mere af Silkeborgs historie her -
        http://www.silkeborgshistorie.dk/01-hist-01-ny-02.asp
       
        I 1846 blev Silkeborg så udnævnt til "handelsplads" og
samtidig bestemte regeringen, at stedet  skulle være  knudepunkt for 2 nye hovedveje mellem Århus - Ringkøbing (15) samt Viborg-Horsens (52).
        I 1852 var Silkeborg-Ringkøbing vejen færdig.

        Papir til at skrive på med datidens spidse pen og blæk, kunne ikke bruges som det var produceret i første omgang, - dertil var det alt for uensartet på overfladen, -  og sugende, næsten som vore dages toiletpapir.
        Papiret blev derfor dækket (coated) med en vandig opløsning, der kunne gøre papiroverfladen glat og "bære" den spidse pen og blækket.
        Coatning kunne f.eks. laves med kogt kartoffelmel som brugtes som lim, hvori også kunne være blandet fyldstoffer og farver.
        På et tidspunkt henvendte Drewsen sig til min tipoldefar for at prøve produktet fra Lambæk.
        I begyndelsen kunne man kun køre med 500 kg kartoffelmel fra Lambæk til Silkeborg på grund af  dårlige veje, men efter 1852 medbragtes 1000 kg ad gangen, nu på den nyanlagte hovedvej (15).

Lamb%E6k-Silkeborg%20kort%20med%20tekst%20og%20rute.jpg



Hovedvej i midten af 1800-tallet , - holdbar, men ubehagelig at køre på, - den er brostensbelagt på midten og med grus ved siderne.
Dengang havde arbejdskøretøjer ingen affjedring, så det var en skrumlende oplevelse med en stiv vogn.
De store hjul hjalp dog lidt på det ujævne underlag.

Museumsvejen%20i%20Bremdal%20korr%20DSC00978.jpg
I midten af 1900-tallet blev disse veje forbedret ved at lægge asfalt på vejsiderne - det var vild luxus for os cyklister.
I Struer er bevaret et stykke "museumsvej" af den type lige nord for Bremdal.

        Når papiret var behandlet med blandingen af vand og kogt  kartoffelmel, fulgte presning mellem valser og tørring.
        Finere hvide papirprodukter kunne bestryges med en tilsætning af Kaolin, et hvidt pulver af forvitret granit, der bl.a. kunne fås fra Bornholm i en helt ren hvid kvalitet.

        Det var en besværlig proces, og papir derfor et kostbart produkt.
        Derfor skrev skoleeleverne på skiffer-tavler med en griffel.
        Når deres opgaver var blevet bedømt af læreren, slettedes tavlen med en fugtig klud, og eleven kunne begynde forfra.
        I skolen blev også vi præsenteret for tavlerne i 1946, men kun som et kuriosum (for sjov).
        
        Papirproduktion kræver egnede fibre og al daværende produktion var baseret på "klude", der blev indsamlet for en lav betaling af omvandrende kludehandlere.
        Anvendelige fibre skulle være af bomuld, hør eller hamp.
        Kludene blev behandlet med skrappe kemikalier (lud = natriumhydroxyd, der er stærkt ætsende) for at fjerne farve og urenheder.
        Efter rensning blev fibrene stampet for at rive dem i mindre stykker. I enden af fiberstumperne dannes en "dusk" af fiberdele, hvilket er af afgørende betydning for om papiret bliver holdbart/stærkt.
        Stampning blev efterhånden erstattet af behandling i en "hollænder" - en maskine til knusning af fibrene - og, som navnet siger, opfundet af en hollænder.
        Dette håndlavede papir (bøttepapir) udmærker sig ved sin styrke, fordi fiberstumperne lejrer sig tilfældigt i alle retninger.

        På Michael Drewsens papirfabrik i Silkeborg fremstilledes bl.a. håndlavet papir (bøttepapir) af høj kvalitet, - det blev endda anvendt af Nationalbanken til af lave pengesedler af.
        Omkring 1960 stoppede produktionen af pengesedler dog, men fabrikken fortsatte med fremstilling af papirspecialiteter.
Det var sikkerhedspapirer med bl.a. vandmærker. I år 2000 stoppede produktionen helt.
        I dag står kun en enkelt produktionslinie (den ældste) til håndlavet papir tilbage som "Papirmuseet Bikuben".
        
        Papirmuseet er et levende / arbejdende museum, der guider de besøgende gennem produktionsgangen.
        Guiderne er  tidligere ansatte, "der kan deres bøttepapir" hvorfor kvaliteten af oplevelsen er helt i top !!!

        OBS! medbringer du lidt bomuldstof (100% bomuld uden stræk eller andre "tilføjelser") eller andet "ægte" bomuldstof, som de må anvende til papirproduktion, bliver de meget glade.

B%F8ttepapir-udsnit-4.jpg
Her ses et nærbillede af bøttepapir lavet af jeans og farven
viser, at man ikke har bleget materialet inden det
er havnet i bøtten.

B%F8ttepapirhj%F8rne%20makro.jpg
Mikroskopoptagelse med
hjørnet af et ark bøttepapir, - de knuste fibre anes i kanten.

DSC01375.JPG
Dette glas er fyldt med indhold fra bøtten.
Her er fibrene sunket til bunds og fylder ca. halvdelen
af indholdet.
Ved produktion bliver bøttens indhold hele tiden omrørt , så fibrene, kaldet "Stoffet", befinder sig jævnt fordelt og
svævende i vædsken,
- en forudsætning for at arkene får ensartet tykkelse.

Et ark papir dannes ved at nedsænke en flad "si" i vædsken
og derpå lade vandet løbe fra, så papirfibrene bliver tilbage
som et tyndt lag på "sien".
Hvis man ønsker et vandmærke på arket loddes mærket på
"sien" i form af f.eks. en metaltråd bøjet som tekst.
Derved bliver papiret lidt tyndere, hvor tråden er, og viser
mærket, når man holder arket op mod lyset.

B%F8ttepapir%20med%20vandm%E6rkeudsnit.jpg
Nærbillede af et vandmærke.

B%F8ttepapir-A4%20med%20helt%20vandm%E6rke.jpg
Bøttepapir med vandmærke - metoden med tråden
kaldes "filigran". 
      
        Der er begrænsede åbningstider, så orienter dig på nettet med
        http://www.museumsilkeborg.dk/Default.aspx?AreaID=5

og vælg "PAPIRMUSEET" på forsiden.
       Siden rummer også masser af info om papirfremstilling gennem tiderne.

      
  Et besøg på Papirmuseet Bikuben
kan varmt anbefales !
- tag dine børnebørn med.




Massefremstilling af papir lavet af træ

        For ca. 200 år siden bemærkede en kvik munk gedehamsenes (hvepsenes) fremgangsmåde med at blande afgnavede træfibre (cellulose) med spyt, og derved skabe det papirlignende byggemateriale til deres bo.

Hveps,%20hun%20gnaver%20byggematerialer-1%20Arnborg%20korr%20JP-DSC01383.jpg
Denne gedehams (hun) har fundet et stykke træ, hvor
det er let at "høste" træfibre til at bygge reden af.

Hvepsebomateriale%20korr%20JP%20%20DSC01348.jpg
Gedehamsen "limer" træfibrene sammen til det papir-
lignende materiale dens bo består af.
Her ses træfibrene tydeligt, - farveforskellen opstår ved
at gedehamsen vælger forskellige steder at gnave
sine byggematerialer.

        Munkens iagttagelse startede den revolutionerende metode med at anvende træ-cellulose til papirfremstillingen.
        Også halm kunne anvendes.
        Man byggede store maskiner til papirfremstilling, papirforbruget steg hurtigt med øget behov og lavere priser.
        Det rent maskinfremstillede papir mangler dog noget af det håndgjorte papirs styrke p.g.a., at alle fibrene her ligger i samme retning, nemlig i produktionsretningen.

imagesR62V538R.jpg

        Det var produktionen af cellulosepapir, der havde Drewsens store interesse, - det var en moderne fremstillingsmetode, der gav masser af papir i en fart.
        De store ruller blev til slut skåret op i de ønskede formater.



 Jeg har lyst til at tilføje denne 

                        lille historie - -

       

        I vor familie fortælles, at på en af turene fra Silkeborg og hjem til Lambæk, lod de en fremmed mand køre med, - formodentlig en naver, der vendte hjem fra det sydlige udland. 

        Da de skiltes fra ham for at køre ned ad Kartoffelvej, gav den fremmede min oldefar nogle frø med ordene: "Dem skal du så i din mark".

        Det viste sig at være roefrø, der på den tid var ukendt i Vestjylland, men som senere blev et meget vigtigt dyrefoder i hele Danmark. 

Roehakning.png

   Roedyrkning krævede megen håndkraft
- række op og række ned, - det var ret træls.

        Roefrøene blev sået i lange rækker.
        Mange af frøene var meget små, hvorfor man ikke kunne så ét frø ad gangen, men måtte dryssede dem ud, hvor rækken skulle være.
        Det anvendte man en så-maskine til, der var beregnet til bl.a. roefrø og en rad-renser ( = række-renser) med navnet "Avance". Den kunne begge dele.
        Det resulterede i planter, der stod ret tæt i rækkerne, og når de var spiret og vokset til ca. 10 cm, skulle der hakkes roer, d.v.s. tyndes ud med et roejern, så der kun stod en enkelt plante for hver ca. 25 cm.
        Senere var det nødvendigt at hakke endnu en gang mellem planterne for at fjerne ukrudt.
        Ukrudt mellem rækkerne blev fjernet med  rad-renseren, en genial "multifunktionsmaskine" trukket af én hest. Den kunne gå mellem to rækker roer uden at beskadige planterne.
       "Avance" blev opfundet af kvikke folk på Skærum Mølle ved Vemb og den anvendtes over hele landet både til at så roerne med og bagefter til at rense for ukrudt mellem rækkerne.
       
        - her et citat fra Anna Elise Villemoes's beretning om Skærum Mølles historie på hjemmesiden:
http://www.skaerum.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=17&Itemid=18

        — f.eks. stod Niels Villemoes nogle år senere bag konstruktionen af et »hit” i maskinbranchen, den i ældre landbrugeres kredse navnkundige ”Avance”, en kombineret roeså- og radrensemaskine, som i de første år efter dens fremkomst produceredes af en lokal smedemester.
 
        Roer som dyrefoder blev sidst i 1900-tallet erstattet af fodermajs, der ikke kræver håndkraft til dyrkningen - alt kan ordnes med maskiner.
        Se mine billeder af  fodermajs.her.



        Læs mere om stampemøller her:

http://da.wikipedia.org/wiki/Stampen

http://da.wikipedia.org/wiki/Stampem%C3%B8lle

 

        I november 2014.

                              Jørgen Peder Stamp Lambæk
        
         P.S  Man vil bemærke, at jeg ikke kan lade være at forklare usædvanlige ords betydning.
        Det kræves for at nutidens skoleelever og yngre læsere kan finde ud af indholdet i historien,  og dermed forhåbentlig gider læse den
        - én gang skolelærer,  - -