- - frit efter den gamle beskrivelse givet af Søren Lambæk's søn, Kristen Lambæk  i Gjelleruplund i 1957 til folkemindesamleren H.P.Hansen.
       
        Han fortæller:
         - - på et tidspunkt startedes produktion af amdam = kartoffelmel.
        Først blev kartoflerne smidt op paa en harpe (stor si), hvor det meste af sandet dryssede fra, og så kom de i en vandbeholder, hvor de blev vasket rene.
        Da stivelsen sidder inde i kartoflens celler, skal cellerne rives i tykker for at få stivelsen ud
        Vandmøllen var blevet forsynet med en rund træbom, hvori var anbragt nogle savklinger.        
        Derved blev maskineriet i stand til at rive de vaskede kartofler.
        Den revne/findelte kartoffelmasse udvaskedes i vand, hvorved stivelsen blev frigjort.
        Vandet blev filtreret, for at samle kartoffelstivelsen på tøjstykker og derpå tørre det.
        Restproduktet af kartoflerne blev fodret op i svin og kvæg.
              I førstningen tørrede Chr. Sørensen (min tipoldefar) kartoffelstivelsen over en bilæggerovn i stuen.
        Det var vigtigt at tørre kartoffelmelet langsomt, - skete det ved for høj varme, klumpede melet og blev af dårlig kvalitet.
        Efter tørring blev melet malet og sigtet (siet) til den kendte pulverlignende konsistens.
        Da produktionen voksede, fik han indrettet et rum med varme, og der blev melet tørret på lærredsbetrukne rammer, og og var så færdig.

        Så snart folk begyndte at tage kartofler op sidst i september, tog Chr. Sørensen fat på at lave kartoffelmel og så arbejdede man ud på aftenen ved tællelys eller en simpel stenolielampe (petroleumslampe).
        Helst ville man være færdig inden jul, men det nåede man ikke altid.
        I starten kunne man behandle 10 tdr. kartofler (1 tønde =
100 kg) om dagen, men senere 30, og af en tønde kunne der blive ca. 20 pund  kartoffelmel ( 10 kg ).

        (Indholdet af stivelse varierer fra ca. 10% til ca. 17%, afhængig af kartoffelsort og dyrkning, - jo senere høst jo mere stivelse).
        
        Kartoflerne kom fra mange sogne, fra Holmsland, Ølstrup, Brejning, Hover, Stauning og naturligvis fra Lem.
        Blegrøde var de bedste og kostede mest, gule og blå kostede mindst.
        Ofte var prisen en daler (d.v.s. 2 kr.) pr. tønde, men de kunne enkelte år koste det dobbelte.
        2 kr. for en td. kartofler synes at være en ussel betaling, men en mand der avlede 200 td. på en td. land, tjente altså 400 kr. og det var i ældre tid mange penge.
        Fra 1848 og helt frem til lige før 1900 leveredes kartoffelmel i større stil til Drewsens papirfabrik i Silkeborg, og derfor blev produktionen øget meget, især efter Chr. Sørensens søn, Søren Lambæk (min oldefar) havde overtaget virksomheden.
        Chr. Sørensen havde tre børn, Søren Lambæk blev født i 1843. Broderen Jørgen P. Christensen født i 1837. Faderen hjalp ham med at anlægge en kartoffelmelsfabrik i Finderup.
        Brødrene blev lejet til at køre melet til Silkeborg.


        Imidlertid begyndte tyskerne at  eksportere kartoffelmel til Danmark til så lave priser, at man ikke kunne konkurere, så hørte fabrikationen op i Lambæk omkring 1900.

        Kartoffelmel kunne afsættes hos købmænd og til visse industrier, således solgtes en del til Handbjerg Hovgaard ved Struer, der havde en produktion af "Pressegær".
        Her dyrkede man gær på kartoffelmelet, og når gæren var færdig, blev vandet presset fra.
        Resultatet blev en plastisk masse af gær, der kunne anvendes i husholdninger ved bagning og - ikke uvæsentligt - til fremstilling af brændevin.
        Kartoffelmel anvendtes også af apotekeren, når han fremstillede tabletter, - den hvide tablet kunne være kalk og kartoffelmel tilsat et lægemiddel.       

---

        I Silkeborg anlagde Michael Drewsen en papirfabrik i 1844.
        Da var Silkeborg et lille sted med ganske få indbyggere og Drewsen måtte importere papirarbejdere fra sin fars papirfabrik, Strandmøllen nord for København.
      
        Læs mere af Silkeborgs historie her -
        http://www.silkeborgshistorie.dk/01-hist-01-ny-02.asp
       
        I 1846 blev Silkeborg så udnævnt til "handelsplads" og
samtidig bestemte regeringen, at stedet  skulle være  knudepunkt for 2 nye hovedveje mellem Århus - Ringkøbing (15) samt Viborg-Horsens (52).
        I 1852 var Silkeborg-Ringkøbing vejen færdig.

        Papir til at skrive på med datidens spidse pen og blæk, kunne ikke bruges som det var produceret i første omgang, - dertil var det alt for uensartet på overfladen, -  og sugende, næsten som vore dages toiletpapir.
        Papiret blev derfor dækket (coated) med en vandig opløsning, der kunne gøre papiroverfladen glat og "bære" den spidse pen og blækket.
        Coatning kunne f.eks. laves med kogt kartoffelmel som brugtes som lim, hvori også kunne være blandet fyldstoffer og farver.
        På et tidspunkt henvendte Drewsen sig til min tipoldefar for at prøve produktet fra Lambæk.
        I begyndelsen kunne man kun køre med 500 kg kartoffelmel fra Lambæk til Silkeborg på grund af  dårlige veje, men efter 1852 medbragtes 1000 kg ad gangen, nu på den nyanlagte hovedvej (15).



        Når papiret var behandlet med blandingen af vand og kogt  kartoffelmel, fulgte presning mellem valser og tørring.
        Finere hvide papirprodukter kunne bestryges med en tilsætning af Kaolin, et hvidt pulver af forvitret granit, der bl.a. kunne fås fra Bornholm i en helt ren hvid kvalitet.

        Det var en besværlig proces, og papir derfor et kostbart produkt.
        Derfor skrev skoleeleverne på skiffer-tavler med en griffel.
        Når deres opgaver var blevet bedømt af læreren, slettedes tavlen med en fugtig klud, og eleven kunne begynde forfra.
        I skolen blev også vi præsenteret for tavlerne i 1946, men kun som et kuriosum (for sjov).
        
        Papirproduktion kræver egnede fibre og al daværende produktion var baseret på "klude", der blev indsamlet for en lav betaling af omvandrende kludehandlere.
        Anvendelige fibre skulle være af bomuld, hør eller hamp.
        Kludene blev behandlet med skrappe kemikalier (lud = natriumhydroxyd, der er stærkt ætsende) for at fjerne farve og urenheder.
        Efter rensning blev fibrene stampet for at rive dem i mindre stykker. I enden af fiberstumperne dannes en "dusk" af fiberdele, hvilket er af afgørende betydning for om papiret bliver holdbart/stærkt.
        Stampning blev efterhånden erstattet af behandling i en "hollænder" - en maskine til knusning af fibrene - og, som navnet siger, opfundet af en hollænder.
        Dette håndlavede papir (bøttepapir) udmærker sig ved sin styrke, fordi fiberstumperne lejrer sig tilfældigt i alle retninger.

        På Michael Drewsens papirfabrik i Silkeborg fremstilledes bl.a. håndlavet papir (bøttepapir) af høj kvalitet, - det blev endda anvendt af Nationalbanken til af lave pengesedler af.
        Omkring 1960 stoppede produktionen af pengesedler dog, men fabrikken fortsatte med fremstilling af papirspecialiteter.
Det var sikkerhedspapirer med bl.a. vandmærker. I år 2000 stoppede produktionen helt.
        I dag står kun en enkelt produktionslinie (den ældste) til håndlavet papir tilbage som "Papirmuseet Bikuben".
        
        Papirmuseet er et levende / arbejdende museum, der guider de besøgende gennem produktionsgangen.
        Guiderne er  tidligere ansatte, "der kan deres bøttepapir" hvorfor kvaliteten af oplevelsen er helt i top !!!

        OBS! medbringer du lidt bomuldstof (100% bomuld uden stræk eller andre "tilføjelser") eller andet "ægte" bomuldstof, som de må anvende til papirproduktion, bliver de meget glade.

      
        Der er begrænsede åbningstider, så orienter dig på nettet med
        http://www.museumsilkeborg.dk/Default.aspx?AreaID=5

og vælg "PAPIRMUSEET" på forsiden.
       Siden rummer også masser af info om papirfremstilling gennem tiderne.

---

        For ca. 200 år siden bemærkede en kvik munk gedehamsenes (hvepsenes) fremgangsmåde med at blande afgnavede træfibre (cellulose) med spyt, og derved skabe det papirlignende byggemateriale til deres bo.

        Munkens iagttagelse startede den revolutionerende metode med at anvende træ-cellulose til papirfremstillingen.
        Også halm kunne anvendes.
        Man byggede store maskiner til papirfremstilling, papirforbruget steg hurtigt med øget behov og lavere priser.
        Det rent maskinfremstillede papir mangler dog noget af det håndgjorte papirs styrke p.g.a., at alle fibrene her ligger i samme retning, nemlig i produktionsretningen.


        Det var produktionen af cellulosepapir, der havde Drewsens store interesse, - det var en moderne fremstillingsmetode, der gav masser af papir i en fart.
        De store ruller blev til slut skåret op i de ønskede formater.

---

 Jeg har lyst til at tilføje denne 

                        lille historie - -

       

        I vor familie fortælles, at på en af turene fra Silkeborg og hjem til Lambæk, lod de en fremmed mand køre med, - formodentlig en naver, der vendte hjem fra det sydlige udland. 

        Da de skiltes fra ham for at køre ned ad Kartoffelvej, gav den fremmede min oldefar nogle frø med ordene: "Dem skal du så i din mark".

        Det viste sig at være roefrø, der på den tid var ukendt i Vestjylland, men som senere blev et meget vigtigt dyrefoder i hele Danmark. 

        Roefrøene blev sået i lange rækker.
        Mange af frøene var meget små, hvorfor man ikke kunne så ét frø ad gangen, men måtte dryssede dem ud, hvor rækken skulle være.
        Det anvendte man en så-maskine til, der var beregnet til bl.a. roefrø og en rad-renser ( = række-renser) med navnet "Avance". Den kunne begge dele.
        Det resulterede i planter, der stod ret tæt i rækkerne, og når de var spiret og vokset til ca. 10 cm, skulle der hakkes roer, d.v.s. tyndes ud med et roejern, så der kun stod en enkelt plante for hver ca. 25 cm.
        Senere var det nødvendigt at hakke endnu en gang mellem planterne for at fjerne ukrudt.
        Ukrudt mellem rækkerne blev fjernet med  rad-renseren, en genial "multifunktionsmaskine" trukket af én hest. Den kunne gå mellem to rækker roer uden at beskadige planterne.
       "Avance" blev opfundet af kvikke folk på Skærum Mølle ved Vemb og den anvendtes over hele landet både til at så roerne med og bagefter til at rense for ukrudt mellem rækkerne.
       
        - her et citat fra Anna Elise Villemoes's beretning om Skærum Mølles historie på hjemmesiden:
http://www.skaerum.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=17&Itemid=18

        — f.eks. stod Niels Villemoes nogle år senere bag konstruktionen af et »hit” i maskinbranchen, den i ældre landbrugeres kredse navnkundige ”Avance”, en kombineret roeså- og radrensemaskine, som i de første år efter dens fremkomst produceredes af en lokal smedemester.
 
        Roer som dyrefoder blev sidst i 1900-tallet erstattet af fodermajs, der ikke kræver håndkraft til dyrkningen - alt kan ordnes med maskiner.
        Se mine billeder af  fodermajs.her.


        Læs mere om stampemøller her:

http://da.wikipedia.org/wiki/Stampen

http://da.wikipedia.org/wiki/Stampem%C3%B8lle

 

        I november 2014.

                              Jørgen Peder Stamp Lambæk
        
         P.S  Man vil bemærke, at jeg ikke kan lade være at forklare usædvanlige ords betydning.
        Det kræves for at nutidens skoleelever og yngre læsere kan finde ud af indholdet i historien,  og dermed forhåbentlig gider læse den
        - én gang skolelærer,  - -