Amdam ~ Kartoffelmel
- - frit efter den gamle beskrivelse givet af Søren
Lambæk's søn, Kristen Lambæk i Gjelleruplund i 1957 til
folkemindesamleren H.P.Hansen.
Han fortæller:
- - på et tidspunkt startedes produktion af
amdam = kartoffelmel.
Først blev kartoflerne smidt op paa en harpe (stor
si), hvor det meste af sandet dryssede fra, og så kom de i en
vandbeholder, hvor de blev vasket rene.
Da stivelsen sidder inde i kartoflens celler, skal cellerne rives i tykker for at få stivelsen ud
Vandmøllen var blevet forsynet med en rund træbom,
hvori var anbragt nogle savklinger.
Derved blev maskineriet i stand til at rive de vaskede kartofler.
Den revne/findelte kartoffelmasse udvaskedes i vand, hvorved stivelsen blev frigjort.
Vandet blev filtreret, for at samle
kartoffelstivelsen på tøjstykker og derpå tørre det.
Restproduktet af kartoflerne blev fodret op i svin og kvæg.

Bilæggerovn (lånt fra Wikipedia)
- her kan fyres fra køkkenet til højre og varmen
anvendes i stuen til venstre.
I førstningen tørrede Chr. Sørensen (min tipoldefar)
kartoffelstivelsen over en bilæggerovn i stuen.
Det var vigtigt at tørre kartoffelmelet langsomt, - skete det ved
for høj varme, klumpede melet og blev af dårlig kvalitet.
Efter tørring blev melet malet og sigtet (siet) til den kendte pulverlignende konsistens.
Da produktionen voksede, fik han indrettet et rum
med varme, og der blev melet tørret på lærredsbetrukne rammer, og og var så færdig.
Så snart folk begyndte at tage kartofler op sidst i
september, tog Chr. Sørensen fat på at lave kartoffelmel og så
arbejdede man ud på aftenen ved tællelys eller en simpel stenolielampe
(petroleumslampe).
Helst ville man være færdig inden jul, men det nåede man ikke altid.
I starten kunne man behandle 10 tdr. kartofler (1 tønde =
100 kg) om
dagen, men senere 30, og af en tønde kunne der blive ca. 20 pund kartoffelmel ( 10 kg ).
(Indholdet af stivelse varierer fra ca. 10% til ca.
17%, afhængig af kartoffelsort og dyrkning, - jo senere høst jo mere
stivelse).
Kartoflerne kom fra mange sogne, fra Holmsland,
Ølstrup, Brejning, Hover, Stauning og naturligvis fra Lem.
Blegrøde var de bedste
og kostede mest, gule og blå kostede mindst.
Ofte var prisen en daler (d.v.s. 2 kr.) pr. tønde,
men de kunne enkelte år koste det dobbelte.
2 kr. for en td. kartofler synes at være en ussel
betaling, men en mand der avlede 200 td. på en td. land, tjente altså
400 kr. og det var i ældre tid mange penge.
Fra 1848 og helt frem til lige før 1900 leveredes
kartoffelmel i større stil til Drewsens papirfabrik i Silkeborg, og
derfor blev produktionen øget meget, især efter Chr. Sørensens søn,
Søren Lambæk (min oldefar) havde overtaget virksomheden.
Chr. Sørensen havde tre børn, Søren Lambæk blev født
i 1843. Broderen Jørgen P. Christensen født i 1837. Faderen hjalp ham
med at anlægge en kartoffelmelsfabrik i Finderup.
Brødrene blev lejet til at køre melet til Silkeborg.

Transporten foregik i en stiv vogn med store jernbeslåede
hjul og dårlig drejeevne, - den var forspændt 2 heste.

Her viser webmoster en af de træbøjler som vognen var påmonteret.
Over bøjlerne var udspændt teltdug for at beskytte kartoffelmelet, - så køretøjet må have
lignet en prærievogn.

Denne eneste bevarede del af vogntoget opbevares i
det lille hyggelige lokalarkiv i Højmark.
Der har jeg fået værdifuld viden af en yderst
kompetent arkivar med styr på tingene - -
Imidlertid begyndte tyskerne at eksportere
kartoffelmel til Danmark til så lave priser, at man ikke kunne
konkurere, så hørte fabrikationen op i Lambæk omkring 1900.
Kartoffelmel kunne afsættes hos købmænd og til visse
industrier, således solgtes en del til Handbjerg Hovgaard ved Struer,
der havde en produktion af "Pressegær".
Her dyrkede man gær på kartoffelmelet, og når gæren var færdig, blev vandet
presset fra.
Resultatet blev en plastisk masse af gær, der kunne
anvendes i husholdninger ved bagning og - ikke uvæsentligt -
til fremstilling af brændevin.
Kartoffelmel anvendtes også af apotekeren, når han fremstillede
tabletter, - den hvide tablet kunne være kalk og kartoffelmel tilsat et lægemiddel.
Papirfabrikken i Silkeborg
I Silkeborg anlagde Michael Drewsen en papirfabrik i 1844.
Da var Silkeborg et lille sted med ganske få
indbyggere og Drewsen måtte importere papirarbejdere fra sin fars
papirfabrik, Strandmøllen nord for København.
Læs mere af Silkeborgs historie her -
http://www.silkeborgshistorie.dk/01-hist-01-ny-02.asp I 1846 blev Silkeborg så udnævnt til "handelsplads" og
samtidig bestemte regeringen, at stedet skulle være knudepunkt for 2 nye hovedveje mellem
Århus - Ringkøbing (15) samt Viborg-Horsens (52).
I 1852 var Silkeborg-Ringkøbing vejen færdig.
Papir til at skrive på med datidens spidse pen og blæk,
kunne ikke bruges som det var produceret i første omgang, - dertil var det alt for uensartet på overfladen, -
og sugende, næsten som vore dages toiletpapir.
Papiret
blev derfor dækket (coated) med en vandig opløsning, der kunne gøre papiroverfladen
glat og "bære" den spidse pen og blækket.
Coatning kunne f.eks. laves med kogt kartoffelmel som brugtes som lim, hvori også kunne være blandet fyldstoffer og farver. På
et tidspunkt henvendte Drewsen sig til min tipoldefar for at prøve
produktet fra Lambæk.
I begyndelsen kunne man kun køre med 500 kg
kartoffelmel fra Lambæk til Silkeborg på grund af dårlige veje, men efter 1852 medbragtes 1000
kg ad gangen, nu på den nyanlagte hovedvej (15).

Hovedvej
i midten af 1800-tallet , - holdbar, men ubehagelig at køre på, - den
er brostensbelagt på midten og med grus ved siderne.
Dengang havde arbejdskøretøjer ingen affjedring, så det var en skrumlende oplevelse med en stiv vogn.
De store hjul hjalp dog lidt på det ujævne underlag.

I midten af 1900-tallet blev disse veje forbedret ved at lægge asfalt på vejsiderne - det var vild luxus for os cyklister.
I Struer er bevaret et stykke "museumsvej" af den type lige nord for Bremdal.
Når papiret var behandlet med blandingen af
vand og kogt
kartoffelmel, fulgte presning mellem valser og tørring.
Finere hvide papirprodukter kunne bestryges med en tilsætning af Kaolin, et
hvidt pulver af forvitret granit, der bl.a. kunne fås fra Bornholm i en helt ren hvid kvalitet.
Det
var en besværlig proces, og papir derfor et kostbart produkt.
Derfor skrev skoleeleverne på skiffer-tavler med en griffel.
Når deres opgaver var blevet bedømt af læreren,
slettedes tavlen med en fugtig klud, og eleven kunne begynde forfra.
I skolen blev også vi præsenteret for tavlerne i 1946, men kun som et kuriosum (for sjov).
Papirproduktion kræver egnede fibre og al daværende
produktion var baseret på "klude", der blev indsamlet for en lav
betaling af omvandrende kludehandlere.
Anvendelige fibre skulle være af
bomuld, hør eller hamp.
Kludene blev behandlet med skrappe kemikalier (lud =
natriumhydroxyd, der er stærkt ætsende) for at fjerne farve og urenheder.
Efter rensning blev fibrene stampet for at rive dem
i mindre stykker. I enden af fiberstumperne dannes en "dusk" af
fiberdele, hvilket er af afgørende betydning for om papiret bliver
holdbart/stærkt.
Stampning blev efterhånden erstattet af behandling i
en "hollænder" - en maskine til knusning af fibrene - og, som navnet siger, opfundet af en hollænder.
Dette håndlavede papir (bøttepapir) udmærker sig ved sin
styrke, fordi fiberstumperne lejrer sig tilfældigt i alle retninger.
På Michael Drewsens papirfabrik i Silkeborg
fremstilledes bl.a. håndlavet papir (bøttepapir) af høj kvalitet, - det blev endda anvendt
af Nationalbanken til af lave pengesedler af.
Omkring 1960 stoppede produktionen af pengesedler
dog, men fabrikken fortsatte med fremstilling af papirspecialiteter.
Det var sikkerhedspapirer med bl.a. vandmærker. I år 2000 stoppede produktionen helt.
I dag står kun en enkelt produktionslinie (den ældste) til håndlavet papir
tilbage som "Papirmuseet Bikuben".
Papirmuseet er et levende / arbejdende museum, der guider de besøgende gennem produktionsgangen.
Guiderne er
tidligere ansatte, "der kan deres bøttepapir" hvorfor kvaliteten af oplevelsen er helt i top !!!
OBS! medbringer du lidt bomuldstof (100% bomuld
uden stræk eller andre "tilføjelser")
eller andet "ægte" bomuldstof, som de må anvende til papirproduktion,
bliver de meget glade.

Her ses et nærbillede af bøttepapir lavet af jeans og farven
viser, at man ikke har bleget materialet inden det
er havnet i bøtten.

Mikroskopoptagelse med
hjørnet af et ark bøttepapir, - de knuste fibre anes i kanten.

Dette glas er fyldt med indhold fra bøtten.
Her er fibrene sunket til bunds og fylder ca. halvdelen
af indholdet.
Ved
produktion bliver bøttens indhold hele tiden omrørt , så fibrene,
kaldet "Stoffet", befinder sig jævnt fordelt og
svævende i vædsken,
- en forudsætning for at arkene får ensartet tykkelse.
Et ark papir dannes ved at nedsænke en flad "si" i vædsken
og derpå lade vandet løbe fra, så papirfibrene bliver tilbage
som et tyndt lag på "sien".
Hvis man ønsker et vandmærke på arket loddes mærket på
"sien" i form af f.eks. en metaltråd bøjet som tekst.
Derved bliver papiret lidt tyndere, hvor tråden er, og viser
mærket, når man holder arket op mod lyset.

Nærbillede af et vandmærke.

Bøttepapir med vandmærke - metoden med tråden
kaldes "filigran".
Der er begrænsede åbningstider,
så orienter dig på nettet med
http://www.museumsilkeborg.dk/Default.aspx?AreaID=5og vælg "PAPIRMUSEET" på forsiden.
Siden rummer også masser af info om papirfremstilling gennem tiderne.
Et besøg på Papirmuseet Bikuben
kan varmt anbefales !
- tag dine børnebørn med.
Massefremstilling af papir lavet af træ
For ca. 200 år siden bemærkede en kvik munk gedehamsenes (hvepsenes)
fremgangsmåde med at blande afgnavede træfibre (cellulose) med spyt, og derved skabe
det papirlignende byggemateriale til deres bo.

Denne gedehams (hun) har fundet et stykke træ, hvor
det er let at "høste" træfibre til at bygge reden af.

Gedehamsen "limer" træfibrene sammen til det papir-
lignende materiale dens bo består af.
Her ses træfibrene tydeligt, - farveforskellen opstår ved
at gedehamsen vælger forskellige steder at gnave
sine byggematerialer.
Munkens iagttagelse startede den revolutionerende metode med at
anvende træ-cellulose til papirfremstillingen.
Også halm kunne anvendes.
Man byggede store maskiner til
papirfremstilling, papirforbruget steg hurtigt med øget behov og lavere priser.
Det rent maskinfremstillede papir mangler dog noget
af det håndgjorte papirs styrke p.g.a., at alle fibrene her ligger i samme
retning, nemlig i produktionsretningen.
Det var produktionen af cellulosepapir, der havde
Drewsens store interesse, - det var en moderne fremstillingsmetode, der gav
masser af papir i en fart.
De store ruller blev til slut skåret op i de ønskede formater.
Jeg har lyst til at tilføje denne
lille historie - -
I vor familie fortælles, at på en af turene fra Silkeborg og hjem til
Lambæk, lod de en fremmed mand køre med, - formodentlig en
naver, der
vendte hjem fra det sydlige udland.
Da de
skiltes fra ham for at køre ned ad Kartoffelvej, gav den fremmede min oldefar nogle
frø med ordene: "Dem skal du så i din mark".
Det viste sig at være roefrø,
der på den tid var ukendt i Vestjylland, men som senere blev et meget
vigtigt dyrefoder i hele Danmark.

Roedyrkning krævede megen håndkraft
- række op og række ned, - det var ret træls.
Roefrøene blev sået i lange rækker.
Mange af frøene
var meget små, hvorfor man ikke kunne så ét frø ad gangen, men
måtte dryssede
dem ud, hvor rækken skulle være.
Det anvendte man en så-maskine til,
der var beregnet til bl.a. roefrø og en rad-renser ( = række-renser) med navnet "Avance". Den kunne begge dele.
Det resulterede i planter, der stod ret tæt i rækkerne, og når de var
spiret og vokset til ca. 10 cm, skulle der hakkes roer, d.v.s. tyndes ud
med et roejern, så der kun stod en enkelt plante for hver ca. 25 cm.
Senere var det nødvendigt at
hakke endnu en gang
mellem planterne for at fjerne ukrudt.
Ukrudt
mellem rækkerne blev fjernet med rad-renseren, en genial
"multifunktionsmaskine" trukket af én
hest. Den kunne gå mellem to rækker roer uden at beskadige planterne.
"Avance" blev opfundet af kvikke folk på Skærum Mølle ved Vemb og
den anvendtes over hele landet både til at så roerne med og bagefter til at
rense for ukrudt mellem rækkerne.
- her et citat fra Anna Elise Villemoes's beretning
om Skærum Mølles historie på hjemmesiden:
http://www.skaerum.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=17&Itemid=18
— f.eks. stod Niels Villemoes nogle år senere bag
konstruktionen af et »hit” i maskinbranchen, den i ældre landbrugeres
kredse navnkundige ”Avance”, en kombineret roeså- og radrensemaskine,
som i de første år efter dens fremkomst produceredes af en lokal
smedemester.
Roer som dyrefoder blev sidst i 1900-tallet erstattet af
fodermajs, der ikke kræver håndkraft til dyrkningen - alt kan ordnes med maskiner.
Se mine billeder af
fodermajs.her.
Læs mere om stampemøller her:
http://da.wikipedia.org/wiki/Stampenhttp://da.wikipedia.org/wiki/Stampem%C3%B8lle
I november 2014.
Jørgen Peder Stamp Lambæk
P.S Man vil bemærke, at jeg ikke kan lade være
at forklare usædvanlige ords betydning.
Det kræves for at nutidens
skoleelever og yngre læsere kan finde ud af indholdet i historien,
og dermed forhåbentlig gider læse den
- én gang skolelærer, - -